Læsning til flyet
Af Nina Jalser
Lissabons byvåbenbyvåben
Lissabons skytshelgen São VicenteSão Vicente led martyrdøden i Valencia i 304 ved at blive ristet over sagte ild ligesom São Lourenço.
Nogle hundrede år senere kom et andalusisk spøgelsesskib fulgt af to ravne med São Vicentes lig til Portugals sydspids Cabo de São Vicente og derfra til Lissabon. Her ligger hans jordiske rester i Sé, Lissabons katedral. Ravnene, der findes omkring kirken, siges at være efterkommere af de tro følgesvende!
At spanierne mener, at deres helgen ligger begravet i byen Ávila, generer ikke portugiserne. São Vicente er Lissabons skytshelgen, og hans skib med de to ravne ses overalt: som dekoration på gadelygter, i sort hvid mosaik på fortove og pladser, som husdekoration, på azulejos og i Lisboas byvåben.
Brorsons digt
De lige gader
Gennem triumfbuen kommer man ind i gågaden Rua Augusta med byens bedste sko- og taskeforretninger og mange banker. Fra små gadeboder sælges der ting og sager.
Parallelt med Rua Augusta ligger Rua do Ouro – officielt Rua Áurea – hvor guldsmede holder til, og Rua da Prata, sølvgaden, der har lidt billigere forretninger, samt Rua dos Fanqueiros, bestikgaden. Efter Marquês de Pombals plan skulle de forskellige håndværk henvises til bestemte gader. Disse gader og deres tværveje er et sandt eldorado for modebevidste kvinder. Men der er også tænkt på de mandlige ledsagere og børn. Det vrimler med udendørs caféer og legetøjsdyr, som børnene kan ride på. Gaderne er smukt brostensbelagt, og fra balkonsmykkede huse hænger sjove, gamle gadelygter med Lissabons byvåben.
Festas de LisboaFestas de Lisboa
I juni er Lissabon klædt i fest og farver, man fejrer os santos populares, de populære helgener. Portugiserne har mange helgener. Lissabons skytshelgen er São Vicente, men lisboetternes foretrukne helgen er Santo AntónioSanto António, en af »de populære helgener«, os santos populares, der også tæller São João (23.-24.) og São Pedro (28.-29.). Santo António kan udføre mirakler, finde glemte ting og er ægteskabets helgen. Han fejres hvert år 13. juni.
Aftenen før er festens højdepunkt. Hele Lissabon fra Alfama til Alcântara summer af liv og glæde. Mange beboere slæber køkkenstole og borde ud og indretter improviserede og interimistiske restauranter. Der grilles sardiner overalt – portugiserne kan spise dem med hoved og hale mellem to stykker brød – og rødvinen og ginjinha’en (kirsebærlikør) flyder.
Alle gyder, gader, trapper og pladser er dekoreret med guirlander og lanterner, og der danses hele natten. Man bliver advaret mod lommetyve, men folk står så tæt i de snævre gader, at selv en lommetyv har svært ved at få en hånd ned.
Det store optog, as marchas populares, på Avenida da Liberdade repræsenterer byens gamle kvarterer med dekorationer, lys, dragter og sange, der fortæller hver sin historie. De bedste kostumer og sange bliver kåret. Der sælges små brød, paezinhos de Santo António, for at samle penge til de fattige, og børn be’r om »uma esmolinha para o trono de Santo António«, en lille almisse til en helgentrone. Urtepotter med den friske, stærkt duftende basilikum, manjerico, hvori der er anbragt en papirnellike med et kærlighedsdigt, er lavet specielt til denne aften. De, der ikke har danset til den lyse morgen, kan deltage i messen næste dag i Santo António-kirken.
Den 12. er Santo António-kirken ramme om et bunkebryllup, As Noivas de Santo António, en tradition fra 1958-74, som blev genindført i 1997. Borgmesteren tilbyder at afholde bryllup, med efterfølgende reception, på byens regning. Der er årligt ca. 200 ansøgere, hvoraf der udvælges 17. Tilbuddet har til formål at få de unge til at blive boende i byen – det lover de i ansøgningen.
Fado, saudade og Amália world heritage
Lissabons helt egen musik og sangart er fado (=skæbne, den uundgåelige skæbne!), en slags melankolsk folkevise, der handler om længsel, ensomhed, smerte, sorg, tab, fortvivlelse, lidenskab, ulykkelig kærlighed, hjemve og – saudade, et næsten uoversætteligt portugisisk ord, der betyder noget i retning af nostalgi, en længsel efter det uopnåelige, det evigt tabte! Dog findes der også muntre fados om fx Lissabons skønhed og fester.
Fado de Lisboa fremføres af en kvinde, a fadista, eller mand, akkompagneret af op til fire instrumenter: portugisisk guitarre (12-strenget og pæreformet, en mix af citar og engelsk guitar), viola (spansk/akustisk guitar) og basguitar.
Lisboetterne elsker fado. I de mange casas de fado, fadohuse, der er fyldt hver aften, opleves et ritual af forventninger. Midt under måltidet dæmpes lyset; a fadista rejser sig, indhyllet i et sort sjal, al snak forstummer. Efter et par guitarakkorder begynder hun højtideligt at synge en følelsesladet fado med kraftig og skælvende stemme. Hun krænger sin sjæl ud i sorg og fortvivlelse, kaster hovedet tilbage med øjnene halvt lukkede, mens hun knuger sjalets frynser. Man lytter tryllebundet til den smægtende fado.
På mere folkelige restauranter synger man med på omkvædet, men alle steder brager klapsalverne samtidig med, at den sidste linie synges.
Fado opstod i 1800-tallet antagelig inspireret af middelalderens troubadourer - eller sømænd langt fra hjemmet. Nogle mener den er af arabisk oprindelse, da den minder om en sangart i østarabiske lande, andre at den kom med de afrikanske slaver til Brasilien. Derfra kom fadoen til Lissabon, hvor den blev sunget i stræder og knejper i Alfama, Bairro Alto og Mouraria, hvor sigøjnerpigen Severa (1820-1846) gjorde den populær. I 1880erne fandt fado vej til aristokratiets saloner, og i 1930erne fik man professionelle sangere; fadistas ophøjedes til kunstnere og casas de fado begyndte at dukke op. Der var fadoteater, fadofilm og fado i radioen. Fado blev politisk og underlagt censur. Efter Nellikerevolutionen lå fado i dvale, men blev rehabiliteret i 1980erne og er i dag mere populær end nogensinde.
Fado de Coimbra, der også kaldes canção de Coimbra, Coimbrasang, er lidt anderledes. Den er mere serenade-præget og synges af »troubadourer«, studenter, indhyllet i sorte kapper.
Verdenskendt blev fado først med Amália Rodrigues (1920-99), der mesterligt kunne fortolke den portugisiske sjæl, alma portuguesa. Som ganske ung var hun en fadosyngende appelsinsælgerske ved Lissabons havn. Hun vandt en fadokonkurrence og blev udråbt til fadoens dronning som 18-årig – og så gik det stærkt. Teater, film og plader blev indspillet og sangtekster skrevet af Portugals største poeter. Hun optrådte i alverdens storbyer. Hendes vidunderlige stemme blev et nationalt symbol, og hun blev deres stolthed, Nossa Senhora de Fado. Ved hendes død gik landet nærmest i stå, den portugisiske sjæls stemme var forstummet. Regeringen erklærede tre dages landesorg, og hendes statsbegravelse blev fulgt af tusinder. Hun blev stedt til foreløbig hvile på Cemitério dos Prazeres.
En søndag i juli 2001 blev hendes jordiske rester overført til Panteão Nacional ved endnu en statsbegravelse. Tusinder stod langs ruten, der førte forbi hendes hus. De sang, græd, klappede og kastede blomster på rustvognen, hvor kisten var dækket med det portugisiske flag. Ved Panteão ventede hele det officielle Portugal med premierminister og præsident og – dekoration med endnu en orden, post mortem.
www.instituto-camoes.pt/bases/amalia.htm
»Amália«, en pragtfuld musical af Filipe la Féria om hendes liv og fyldt med hendes mest kendte sange, havde premiere (på Madeira) i nov. 1999. Den har i flere år gået for fulde huse og med stående ovationer i Teatro Politeama i Lissabon – en hyldest til fadoens største diva.
En ny – og moderne – generation er på vej bl.a. Dulce Pontes, Mísia, Katia Guerreiro samt Mafalda Arnauth og Helder Moutinho, der flere gange har optrådt i Danmark.
Og hvor kan man så opleve fado i dag? I de samme kvarterer, hvor fadoen opstod, nemlig Alfama og Bairro Alto. Bestil bord eller kom kl. ca. 20.30, fado begynder først ved 22-tiden og der er normalt åbent til 02. Casas de fado spænder fra åbne gårdspladser til dyre restauranter. Prøv fx først at tage til Taberna do Julião, de lokales yndlingssted. Her sidder man ved lange borde under åben himmel. Amatører fra Alfama synger den oprindelige fado, stemningen er fantastisk, og patruljerende betjente ta’r en pause her! Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt. Senere kan man gå hen i Clube de Fado, et elegant og hyggeligt sted med professionelle sangere. De er meget forskellige, men lige pragtfulde.
AlfamaTaberna do Julião, Largo do Peneireiro 5, tlf.218 872 271.
Clube de Fado, Rua São João da Praça 92, tlf.218 852 704, www.clube-de-fado.com , klubejer Mario Pacheco spiller [hvilket instrument??]
Fado Parreirinha, Beco do Espírito Santo 1, tlf.218 888 209, lille og hyggelig
Bairro Alto
Adega Mesquita, Rua Diário de Notícias 107, tlf.213 219 280
Adega do Ribatejo, Rua Diário de Notícias 23, tlf.213 468 343, lukket sø.
Adega do Machado, Rua do Norte 91, tlf.213 224 640, lukket ma., turistet, men god stemning
Madragoa
Senhor Vinho, Rua do Meio à Lapa 18, tlf.213 972 681, www.restsrvinho.com , lukket sø.
Andre er meget turistede med folkedans osv., men det er jo en smagssag.
Azulejos og talha douradaOveralt i Portugal ses kirker, klostre, paladser, banegårde, forretninger, restauranter og almindelige huse, der ofte både udvendig og indvendig er beklædt med smukt malede, glaserede fliser, azulejos.
De første fliser kom fra Valencia omkring 1460, og var arabisk inspireret med polykrome, geometriske mønstre i relief, men efter at spanierne besatte Portugal fik de nye flade fliser et nationalt og personligt præg. Trapper og indgange fik azulejospaneler, ja, hele vægge blev store azulejosmalerier. I 1600-tallet begyndte en masseproduktion. Alle skulle have azulejospaneler med landlig idyl eller historiske scenerier. Inspireret af orientalsk porcelæn (Ming dynastiet) blev hvide fliser malet med blåt (på portugisisk: azul, heraf navnet azulejos. Men egentlig kommer ordet af arabisk: al-zuleisha=lille, blankpoleret sten.
Efter jordskælvet i 1755 skulle Marquês de Pombal hurtigt bruge masser af azulejos, dels til at dække huses skavanker, dels af hygiejniske grunde. Og i 1765 blev Fábrica Real do Rato grundlagt. Her blev der igen fremstillet polykrome azulejos.
Store fortællende azulejosmalerier med helgenlegender eller bibelhistorier blev malet (bl.a. af mestrene António Oliveira Bernardes og PMP.) til kirkerne i 1700-tallet. De dannede en luftig og elegant kontrast til kirkernes altre, nicher og lofter, der var udsmykket med bombastisk, men kunstfærdigt udskåret træværk belagt med bladguld - talha dourada. Dette var Portugals bidrag til baroktiden.
Under Dona Maria 1. kom azulejos igen på mode som dekoration, og i 1900-tallet fornyede art nouveau stilen, et fint eksempel er Rafael Bordalo Pinheiro, se Lissabon nord.
I 1950erne kom en ny generation til, og stor kreativitet kom til udtryk i de moderne azulejos af bl.a. Maria Keil med en mur på Avenida Infanto Santo og 20 metrostationer.
Ellers ingen henvisninger for Lissabon er ét stort azulejomuseum, men Museu Nacional do Azulejo (se Lissabon øst) skal lige nævnes.
Tyrefægtning
Tourada, er en af portugisernes lidenskaber, en kunstart, siger de. Men ikke alle er lige begejstrede. En lille anti-tyrefægtnings-gruppe holder jævnligt demonstrationer for at få stoppet tyrefægtning i Portugal.
I modsætning til spanierne dræber portugiserne ikke tyren. Det forbød Marquês de Pombal i 1799, han hadede tyrefægtning. Tyren fik dækkede horn og blev derefter en rekvisit i en opvisning af mod og elegance.
O cavaleiro, tyrefægteren til hest, er iført et guldbroderet silke- eller fløjlskostume - et levn fra den tid, hvor alle cavaleiros var adelige. Efter en rideopvisning gør tyren sin entre og o cavaleiro provokerer den og placerer farpas (bandarillas) i dens nakke. Undertiden har o cavaleiro brug for en pause eller tyren er for sløv. Så springer nogle unge mænd til fods, peões de brega, hjælpende frem, mens publikum pifter utilfreds.
Efter o cavaleiro har plantet alle sine farpas i tyren, overlader han den til otte moços de forcado, der tidligere var bevæbnede med en fork (forcado), i dag er de tomhændede. De udfordrer tyren, tirrer den, tager fat i dens horn og slår kraftspring over den - nogle lige så elegant som saltomortalerne i Kretas oldtid. Når tyren er udmattet, bringer os campinos en flok køer ind i arenaen. Tyren slutter sig til flokken og forlader stille og roligt arenaen.
I Barrancos, en lille by i Alentejo, tæt ved den spanske grænse, dræbes tyren. Det er strafbart for portugisere, hvad gør man så? Inviterer tyrefægtere fra Spanien!
I juni 2000 fik Portugal sin første kvindelige tyrefægter, Sónia Matias, der egentlig ville have været dyrlæge!
Tyrefægtningssæsonen varer fra påskesøndag til oktober, hver torsdag aften og søndag eftermiddag - med speciel børneforestilling fastelavnssøndag.
Lissabons første tyrefægterarenaer blev opført på Rossio i 1647 og i ca. 1700 på Terreiro do Paço.
Efter dødenBegravelser sker hurtigt efter et dødsfald på grund af varmen. Fem år senere samles hele familien igen på kirkegården. Liget graves op, for at man kan se, om kødet er faldet fra benene. Er det ikke tilfældet, får liget lov at ligge yderligere tre-fem år i jorden, ellers samler man knoglerne og lægger dem i en »knoglekiste«.
Undertiden får knogler og kranium en ekstra tørring ved ophæng på et trådnet i kirkegårdens solfyldte hjørne. Derefter placeres knoglekisten i familiens lille gravkapel, hvor der ofte stilles et foto af den afdøde.
På nogle kirkegårde opbevares kister i aflange bokse, bygget i en lang række og i fem-seks etager - meget pladsbesparende. Det eneste sted, man får lov at ligge i fred og ro, er på den engelske kirkegård. For kun få år siden fik Portugal sit første krematorium.
Lusitano hesten
Den portugisiske fuldblodshest, lusitano, er en af verdens ældste rideheste. Den var berømmet som krigshest pga. sit mod og hurtighed. Samtidig er den smuk, fyrig og med et nobelt temperament – perfekt til dressur og som sparringspartner for o cavalheiro, tyrefægteren til hest.
Ifølge et sagn blev Lusitaniens hopper bedækket af vinden og folede med disse lusitanoer, også kaldt »vindens sønner«.
Hvorfor røde nelliker?
Det var egentlig en tilfældighed: Servitricen Ana Bela fik 25. april 1974 lov til at tage blomsterdekorationer med hjem, da den restaurant, hvor hun arbejdede, opgav at åbne pga. militærkuppet. På vej hjem mødte hun et kompagni glade soldater omgivet af en jublende folkemængde. Impulsivt gav hun soldaterne en blomst hver fra dekorationen, der tilfældigvis bestod af – røde nelliker! Idéen fængede og spredtes over by og land.
Lissabons mest besøgte kunstmuseum
Lissabons metrostationer er udsmykket med marmor, azulejos og skulpturer, med temaer der passer til stationens navn og beliggenhed, fx tyre og cavaleiros i Campo Pequeno, dyremotiver i Jardim Zoológico, opbyggelige sentenser i Cidade Universitária og en masse søde mini-Moniz-riddere på Martim Moniz. Cais do Sodré har vandfald – få hører dets beroligende plasken, men haster forbi. Stationerne er dekoreret af Portugals ypperste kunstnere (Maria Keil står for 20, men også Júlio PomarPomar, Júlio og Vieira da Silvada Silva, Vieira har været med) og et par udenlandske.
Metrostationerne er ét stort moderne kunstmuseum – det mest besøgte i Lissabon, siger man ude i byen. Og idéen fortsætter, for også stationerne på den nye højbane over Ponte 25 de Abril har moderne kunstværker.
Lisboetter på indkøb
Nok findes der enorme indkøbscentre, hyper- og supermarkeder, men lisboetterne elsker stadig charmen ved at være et kendt ansigt i de mange specialbutikker, hvor man også har tid til en sludder. Portugal har mere end dobbelt så mange specialbutikker pr. indbygger som EU-gennemsnittet; men lørdag og søndag er indkøbscentrene som myldrende myretuer, fyldt med børnefamilier på weekendudflugt.
Jesuitterne
Jesuiterordenen er en katolsk »militant« - og ret politisk – orden, stiftet i 1534 af Ignatius af Loyola, der bl.a. bekæmpede reformationen. Ordenen beskæftiger sig mest med undervisning og mission. Den sortklædte broder Franz Xavier, som stod for ydre mission, tog i 1541 som missionær til de portugisiske kolonier, og snart var jesuitterne i alle verdensdele. Ignatius blev hjemme og tog sig af indre mission. Efter Marquês de Pombal i 1759 udviste dem fra Portugal fulgte andre lande eksemplet. Ordenen blev ophævet i 1773 af paven, men i 1814 stadfæstet på ny – man manglede skoler! Der er ingen kvindelig afdeling af ordenen - »de er for sværmeriske«!
Ordenens medlemmer bærer i dag ikke ordensdragt og har ingen klostre.
Guerilla
Ordet guerilla/guerrilha (lille krig) stammer fra spanierne og portugisernes kampe mod Napoleons hære. Små skarer af frivillige førte i bjergområderne »lille krig« mod isolerede franske troppeafdelinger.
Kendte navne
Almada NegreirosAlmada Negreiros, José Sobral de (1893 i São Tomé-1970). Multikunstner: maler, danser, koreograf, forfatter. Stor betydning for Portugals litteratur og modernisme.
Bessa-Luís, AgustinaBessa-Luís, Agustina (f. 1922). Fremtrædende forfatter af romaner, noveller og skuespil.
Bocage, ManuelBocage, Manuel Maria Barbosa du (1765-1805). Poet, udsvævende, temperamentsfuld og en blændende satiriker.
Cabral, Pedro ÁlvaresCabral, Pedro Álvares (1468-1520). Søfarer, opdagede Brasilien (Terra de Vera Cruz), sejlede til Indien og anlagde handelsstationer.
Camões, Luís Vaz deCamões, Luís Vaz de (1525-1580). Portugals nationalpoet, skrev bl.a. det episke digt, Os Lusíadas, Lusiaden ( se nedenfor).
Corte-Real, João VazCorte-Real, João Vaz (1400-tallet). Søfarer, »første portugiser, der når Amerikas kyst« ( xx).
Corte-Real, Gaspar de (d. 1501, søn af João Vaz). Søfarer, sejlede til Newfoundland, forliste i Davisstrædet.
Eça de QuerózEça de Queróz, José Maria (1845-1900). Advokat, diplomat og forfatter. Ironiserede over tidens borgerskab i socialrealistiske romaner. Er stadig meget populær.
Egas Moniz, AntónioEgas Moniz, António (1874-1955). Læge, politiker og diplomat, fik i 1949 Nobelprisen i medicin.
Dias, BartolomeuDias, Bartolomeu (1400-tallet). Søfarer, den første der rundede Kap Storm, som herefter fik navnet Kap Det Gode Håb. Deltog i Cabrals sejlads til Brasilien.
Gama, Vasco daGama, Vasco da (1469-1524). Opdagelsesrejsende, der i 1497-98 fandt søvejen syd om Afrika til Indien (Calicut på Malabarkysten). Året efter vendte han hjem belæsset med rigdomme fra Østen. I 1524 udnævntes han til vicekonge af Indien og drog igen af sted. Nutidige historikere mener, at hans nautiske evner og heltestatus er overdrevne og stammer fra Camões’ patriotiske digt, Lusiaden.
GarrettGarrett, Almeida, João Baptista da Silva Leitão de Almeida (1799-1854). Poet og dramatiker, introducerede romantikken i Portugal.
Gulbenkian, CalousteGulbenkian, Calouste Sarkis (1869-1955). Armensk oliemagnat, millionær, kunstsamler og filantrop. Skænkede sin kunstsamling og formue til Lissabon (se: Lissabon nord).
Henrique, Infante DomHenrique, Infante Dom (1394-1460). Portugisisk prins med tilnavnet o Navegador, Henrik Søfareren. Oprettede navigationsskole og tog initiativ til opdagelsesrejser langs Afrikas vestkyst (se nedenfor).
Herculano, AlexandreHerculano, Alexandre (1810-77). Historiker, deltog i borgerkrigen på Dom Pedros side, eksil i Frankrig og England. Skrev historiske romaner og Portugals historie.
Machado de CastroMachado de Castro, Joaquim (1732-1822). Billedhugger, hans mange statuer og overdådige julekrybber pryder Lissabon.
Malhoa, JoséMalhôa, José (1855-1933), landskabs- og socialrealistisk maler.
Pereira, Nuno ÁlvaresPereira, Nuno Álvares (1360-1431). Berømt feltherre, der vandt slaget mod Castilien ved Aljubarrota i 1385 og sikrede Portugals selvstændighed. Havde allerede mens han levede helgenstatus.
Pessoa, FernandoPessoa, Fernando António Nogueira (1888-1935). Portugals største forfatter siden Camões. Pga. splittethed i sit boblende indre skabte og benyttede han heteronymer (se: Fakta om, Litteratur).
Pinheiro, Columbano Bordalo (1857-1929), tidens største portrætmaler
Pinheiro, Rafael Bordalo (1846-1905). Keramiker, maler, skuespiller og satiriker – og bror til Columbano
Pombal, Marquês dePombal, Marquês de (1699-1782). Født Sebastião José de Carvalho e Melo. Premierminister under Dom José 1. og genopbyggede Lissabon efter jordskælvet i 1755. Indførte jordreformer mod adelens ønske, beskar kirkens magt og udviste jesuitterne.
Rego, PaulaRego, Paula (f. 1935). Maler, skildrer rårealistisk det kvindelige univers, men inspireres også af eventyr. Bor nu i London, men udstiller ofte i Portugal.
Resende, Garcia deResende, Garcia de (1470-1536). Hofmusiker, -poet og kronikør, samlede som den første landets sangskat.
Rodrigues, AmáliaRodrigues, Amália da Piedade Rebordão (1921-1999), Portugals forgudede fadosangerinde (se Fado, ovenfor).
Salazar, António de OliveiraSalazar, António de Oliveira (1889-1970). Økonom, premierminister 1932-68, indførte Estado Novo, (Den nye stat) efter fascistiske principper.
Saramago, JoséSaramago, José (f. 1922). Forfatter af digte, drama og romaner, fik Nobelprisen i litteratur i 1998 (se: Fakta om, Litteratur).
Vicente, GilVicente, Gil (ca. 1465-1536), guldsmed og dramatiker, grundlagde det portugisiske teater, skrev komedier, tragikomedier, farcer og moraliserende stykker.
Luís Vaz de CamõesCamões, Luís Vaz de
Portugals nationalpoet (1525-1580) var en farverig person, temperamentsfuld og lidenskabelig, med skarp tunge og løs klinge. Flere gange blev han forvist fra hovedstaden. Under krigstjeneste i Ceuta mistede han i en duel sit ene øje. Han sårede en hofmand i Lissabon, blev kastet i fængsel og sendt til Østen som soldat.
Under 14 års ophold i Goa og Macau lagde han sig ud med de store ved at skrive en satire over det liv, de levede. Hans hjemvé resulterede i det patriotiske epos Os Lusíadas, LusiadenLusiaden. Gældsfængsel og skibbrud ved Macau prøvede han også. Det sidste var ved at koste ham både liv og mesterværk. Men med manuskriptet i munden svømmede han i land (som det vises på utallige malerier) og reddede både liv og mesterværk.
På vejen tilbage til fædrelandet, som han priste i mange digte, opholdt han sig tre år i Moçambique, fattig og elendig. Venner måtte betale for hjemrejsen til Lissabon i 1570, hvor elendigheden fortsatte.
To år senere udkom Os Lusíadas, og Camões fik af Dom Sebastião tildelt en mindre pension, der ophørte ved kongens død i 1578. Nederlaget ved Alcácer-Quibir tog så hårdt på Camões, at han blev syg, og hans indiske slave måtte tigge i gaderne for dem begge.
Samtidig med at Filip 2. af Spanien stod for at rykke ind i Portugal, døde Camões den 10. juni 1580 efter at have udtalt: »Jeg dør da i det mindste med mit fædreland«. Kun slaven fulgte ham til fattiggraven, som ingen ved, hvor er. Men i dag har selv den mindste portugisiske flække en Camõesgade, -plads eller -statue, ja, endog Portugals nationaldag bærer hans navn. Men hans eget værk vil altid være hans største monument.
Henrik Søfareren og de portugisiske opdagelsesrejseropdagelsesrejser
Madeira og Açorerne er, hvad der er tilbage af Portugals engang så verdensomspændende kolonirige.
Imperieeventyret blev grundlagt af Portugals berømte prins, Infante Dom Henrique (1394-1460), Henrik Søfareren. Han var stormester af kristusordenen, der havde enorme indtægter, og ville vinde både sjæle og rigdomme! Han fik tilnavnet O Navegador (Søfareren), skønt han kun stod til søs én gang! Det var i 1415, da han fik til opgave at lede en ekspedition til Ceuta på Marokkos nordkyst for at erobre byen fra de vantro. Det lykkedes, men han havde større visioner. Kunne man finde søvejen til det overdådigt rige Østen ved at sejle syd om Afrika, ville man undgå arabiske mellemmænd og bryde italienernes monopol på handel med krydderier.
Søkort blev holdt hemmelige, ingen gav oplysninger fra sig. Derfor samlede han en kreds af de bedste kartografer, kosmografer, astronomer, navigatører, skibsbyggere og handelsfolk på sin navigationsskole i Sagres (og Lagos) på Algarvekysten. Det førte i første omgang til (gen)opdagelsen af Porto Santo i 1418, Madeira i 1419 og de ni øer, Açorerne, i 1432-52. I 1445 kom også Cabo Verde-øerne under Portugal.
Tiden efter Infante Dom Henrique
Opdagelsesrejserne ophørte langtfra med Infante Dom Henriques død. De nye hurtigtsejlende karaveller og naus havde travlt. Dom Afonso 5., »afrikaneren«, indtog Tanger i 1471, og Diogo Cão nåede Congofloden i 1482. En stor bedrift var Bartolomeu Dias’ farefulde færd i 1488 rundt om Kap Storm, som derefter blev omdøbt til Kap Det Gode Håb. Den rejse var en forudsætning for Vasco da Gamas succesrige sørejse i 1497-99 til Calecut på Indiens vestkyst, en rejse der skulle have været foretaget af Bartolomeus Dias, men han blev ramt af janteloven, der også fandtes dengang.
Året efter gik turen til Brasilien. Portugal havde i 1500-tallet befæstede handelsstationer i Afrika, Indien og andre dele af Asien.
Helt op til Nellikerevolutionen i 1974 var Portugal et stort kolonirige med Angola, Mozambique, Guinea Bissau, Cabo Verde, São Tomé e Princípe, Østtimor, Macau, Madeira og Açorerne. Brasilien, Tanger og Goa var tabt forinden.
Koloniriget afvikles
I årene efter revolutionen opnåede de afrikanske besiddelser selvstændighed, og Østtimor blev senere besat af og indlemmet i Indonesien. Madeira og Açorerne fik i 1976 delvist selvstyre under Portugal med fælles præsident, forsvars- og udenrigspolitik.
Macau, der ikke havde status af koloni, men var kinesisk territorium under kinesisk administration, blev i 1999 givet tilbage til Kina. Østtimor blev i 2002 verdens 192. selvstændige stat, og Portugal spiller en væsentlig rolle i landets opbygning både politisk og bistandsmæssigt.
Skandinavisk-portugisiske forbindelserDansk-portugisiske forbindelser i middelalderen
Valdemar Sejrs dronning BengerdBengerd, dronning (Berengária) er skildret som hård og ond i en folkevise skrevet 300 år efter hendes død. Man kaldte hende Bengærd (knokkelstativ) i stedet for Berngerd.
Bengerd var Dom Sancho 1.s datter og boede hos sin bror i Flandern, hvortil kong ValdemarValdemar, kong havde mange forbindelser. Hun var en utrolig smuk kvinde, som uden tvivl levede et ulykkeligt liv som dronning i det kolde nord, hvor danskerne foretrak den lyse dronning Dagmar.
I de syv års ægteskab fødte hun sønnerne Erik (Plovpenning), Abel og Kristoffer, inden hun døde i barselseng i 1221 og blev begravet i Ringsted Kirke.
Kong Valdemar kan ikke have været helt utilfreds med sin dronning fra Portugal, for han fik hendes niece, prinsesse Leonor, datter af Dom Afonso 2., gift i 1226 med sin søn og medkonge, Valdemar den Unge. Leonor fik Fåborg og Svendborg i morgengave og blev meddronning. Hun døde i barselseng i 1231, og tre måneder senere blev Valdemar den Unge dræbt af et vådeskud.
Opdagelsesrejser
Erik af PommernErik af Pommern var gift med Infante Dom Henriques ( xx) engelske kusine Philipa, og på vej til Det Hellige Land mødte han i 1424 ved hoffet i Wien Henriques’ bror, den berejste Dom Pedro. Ved den lejlighed gav han Dom Pedro et nyt geografisk værk med kort over Norden og Østgrønland med hjem til Infante Dom Henrique, der var meget interesseret i de nordiske opdagelser. Og i de følgende år var der et vist samarbejde mellem Danmark og Portugal.
I 1448 opholdt en dansk adelsmand sig ved Infante Dom Henriques hof i Sagres. Portugiserne kaldte ham Vallarte – måske hed han Wollert eller Valdemar. Han var leder af et togt til Cabo Verde, hvor han antagelig døde som fange hos en lokal høvding.
Igen i 1458 var en dansker, Laaland, indbudt til at tage med, denne gang på et portugisisk togt til Alcácer-Seguer i krigen mod maurerne. På grund af sit mod blev han slået til portugisisk ridder. Da ridder Laaland i 1461 vendte hjem til Danmark, havde han fin anbefaling og brev med fra Dom Afonso 5. til Kristian 1.Kristian 1. I et senere brev opfordrede Dom Afonso 5. Kristian 1. til ekspeditioner i arktiske farvande for at opdage nyt land eller finde en søvej nordom til Indien.
Kristian 1. gengældte den portugisiske gæstfrihed ved i 1471-73 at invitere to portugisiske adelsmænd, bl.a. João Vaz de Corte RealCorte Real, João Vaz de, med på en dansk-norsk ekspedition, der sejlede fra Norge via Island og Grønland og nåede Newfoundland. Opdagelserne kunne portugiserne ikke gøre krav på – nok »rejste de i deres konges ærinde«, men de var jo gæster ombord! Nogle portugisere mener, at João Vaz de Corte Real er Amerikas sande opdager, den første europæer, som når Amerikas kyst. Men de har vist glemt både Leif den Lykkelige, og at danskerne, der tog João Vaz med som gæst, også var europæere!
Dom João 2. var i kontakt med Kong Hans, og man mener, at portugiserne var med på endnu en dansk-norsk ekspedition i 1494 til Grønland, Newfoundland og Labrador, en succes Dom Manuel 1.Dom Manuel 1. hurtigt gentog med portugisiske søfarere, og efter en rejse i 1495-98 gav João Fernandes do LavradorLavrador, João Fernandes do navn til Labrador (i Canada), og i 1500 blev João Vaz’ søn Gaspar de Corte Real sendt af sted med tre skibe for at genfinde Terra do Bacalhau (Newfoundland) på portugisernes vegne. Det gjorde han i 1501. På hjemvejen forliste hans skib i Davisstrædet – kun ét skib vendte tilbage.
Den portugisiske tilknytning til de danske togter fortsatte. Man søgte at finde en passage nord- og vestom til Asien ved at følge den amerikanske kyst sydpå og er måske her stødt på landområder, som allerede nordboerne kendte til – det der i dag er Brasilien! Men rejserne var omgærdet med den største hemmelighed. Man frygtede konkurrerende naboer.
Kristian 4. lod i 1604-07 præge en guldmønt, kaldet en portugaløserportugaløser, da den havde samme vægt, 34,92 g, som en português, en mønt, portugiserne lod præge i anledning af opdagelsesrejserne. (En portugaløser blev i 2000 solgt på auktion for 1/2 mio. dkr.)
Lissabons byvåbenbyvåben
Lissabons skytshelgen São VicenteSão Vicente led martyrdøden i Valencia i 304 ved at blive ristet over sagte ild ligesom São Lourenço.
Nogle hundrede år senere kom et andalusisk spøgelsesskib fulgt af to ravne med São Vicentes lig til Portugals sydspids Cabo de São Vicente og derfra til Lissabon. Her ligger hans jordiske rester i Sé, Lissabons katedral. Ravnene, der findes omkring kirken, siges at være efterkommere af de tro følgesvende!
At spanierne mener, at deres helgen ligger begravet i byen Ávila, generer ikke portugiserne. São Vicente er Lissabons skytshelgen, og hans skib med de to ravne ses overalt: som dekoration på gadelygter, i sort hvid mosaik på fortove og pladser, som husdekoration, på azulejos og i Lisboas byvåben.
Brorsons digt
De lige gader
Gennem triumfbuen kommer man ind i gågaden Rua Augusta med byens bedste sko- og taskeforretninger og mange banker. Fra små gadeboder sælges der ting og sager.
Parallelt med Rua Augusta ligger Rua do Ouro – officielt Rua Áurea – hvor guldsmede holder til, og Rua da Prata, sølvgaden, der har lidt billigere forretninger, samt Rua dos Fanqueiros, bestikgaden. Efter Marquês de Pombals plan skulle de forskellige håndværk henvises til bestemte gader. Disse gader og deres tværveje er et sandt eldorado for modebevidste kvinder. Men der er også tænkt på de mandlige ledsagere og børn. Det vrimler med udendørs caféer og legetøjsdyr, som børnene kan ride på. Gaderne er smukt brostensbelagt, og fra balkonsmykkede huse hænger sjove, gamle gadelygter med Lissabons byvåben.
Festas de LisboaFestas de Lisboa
I juni er Lissabon klædt i fest og farver, man fejrer os santos populares, de populære helgener. Portugiserne har mange helgener. Lissabons skytshelgen er São Vicente, men lisboetternes foretrukne helgen er Santo AntónioSanto António, en af »de populære helgener«, os santos populares, der også tæller São João (23.-24.) og São Pedro (28.-29.). Santo António kan udføre mirakler, finde glemte ting og er ægteskabets helgen. Han fejres hvert år 13. juni.
Aftenen før er festens højdepunkt. Hele Lissabon fra Alfama til Alcântara summer af liv og glæde. Mange beboere slæber køkkenstole og borde ud og indretter improviserede og interimistiske restauranter. Der grilles sardiner overalt – portugiserne kan spise dem med hoved og hale mellem to stykker brød – og rødvinen og ginjinha’en (kirsebærlikør) flyder.
Alle gyder, gader, trapper og pladser er dekoreret med guirlander og lanterner, og der danses hele natten. Man bliver advaret mod lommetyve, men folk står så tæt i de snævre gader, at selv en lommetyv har svært ved at få en hånd ned.
Det store optog, as marchas populares, på Avenida da Liberdade repræsenterer byens gamle kvarterer med dekorationer, lys, dragter og sange, der fortæller hver sin historie. De bedste kostumer og sange bliver kåret. Der sælges små brød, paezinhos de Santo António, for at samle penge til de fattige, og børn be’r om »uma esmolinha para o trono de Santo António«, en lille almisse til en helgentrone. Urtepotter med den friske, stærkt duftende basilikum, manjerico, hvori der er anbragt en papirnellike med et kærlighedsdigt, er lavet specielt til denne aften. De, der ikke har danset til den lyse morgen, kan deltage i messen næste dag i Santo António-kirken.
Den 12. er Santo António-kirken ramme om et bunkebryllup, As Noivas de Santo António, en tradition fra 1958-74, som blev genindført i 1997. Borgmesteren tilbyder at afholde bryllup, med efterfølgende reception, på byens regning. Der er årligt ca. 200 ansøgere, hvoraf der udvælges 17. Tilbuddet har til formål at få de unge til at blive boende i byen – det lover de i ansøgningen.
Fado, saudade og Amália world heritage
Lissabons helt egen musik og sangart er fado (=skæbne, den uundgåelige skæbne!), en slags melankolsk folkevise, der handler om længsel, ensomhed, smerte, sorg, tab, fortvivlelse, lidenskab, ulykkelig kærlighed, hjemve og – saudade, et næsten uoversætteligt portugisisk ord, der betyder noget i retning af nostalgi, en længsel efter det uopnåelige, det evigt tabte! Dog findes der også muntre fados om fx Lissabons skønhed og fester.
Fado de Lisboa fremføres af en kvinde, a fadista, eller mand, akkompagneret af op til fire instrumenter: portugisisk guitarre (12-strenget og pæreformet, en mix af citar og engelsk guitar), viola (spansk/akustisk guitar) og basguitar.
Lisboetterne elsker fado. I de mange casas de fado, fadohuse, der er fyldt hver aften, opleves et ritual af forventninger. Midt under måltidet dæmpes lyset; a fadista rejser sig, indhyllet i et sort sjal, al snak forstummer. Efter et par guitarakkorder begynder hun højtideligt at synge en følelsesladet fado med kraftig og skælvende stemme. Hun krænger sin sjæl ud i sorg og fortvivlelse, kaster hovedet tilbage med øjnene halvt lukkede, mens hun knuger sjalets frynser. Man lytter tryllebundet til den smægtende fado.
På mere folkelige restauranter synger man med på omkvædet, men alle steder brager klapsalverne samtidig med, at den sidste linie synges.
Fado opstod i 1800-tallet antagelig inspireret af middelalderens troubadourer - eller sømænd langt fra hjemmet. Nogle mener den er af arabisk oprindelse, da den minder om en sangart i østarabiske lande, andre at den kom med de afrikanske slaver til Brasilien. Derfra kom fadoen til Lissabon, hvor den blev sunget i stræder og knejper i Alfama, Bairro Alto og Mouraria, hvor sigøjnerpigen Severa (1820-1846) gjorde den populær. I 1880erne fandt fado vej til aristokratiets saloner, og i 1930erne fik man professionelle sangere; fadistas ophøjedes til kunstnere og casas de fado begyndte at dukke op. Der var fadoteater, fadofilm og fado i radioen. Fado blev politisk og underlagt censur. Efter Nellikerevolutionen lå fado i dvale, men blev rehabiliteret i 1980erne og er i dag mere populær end nogensinde.
Fado de Coimbra, der også kaldes canção de Coimbra, Coimbrasang, er lidt anderledes. Den er mere serenade-præget og synges af »troubadourer«, studenter, indhyllet i sorte kapper.
Verdenskendt blev fado først med Amália Rodrigues (1920-99), der mesterligt kunne fortolke den portugisiske sjæl, alma portuguesa. Som ganske ung var hun en fadosyngende appelsinsælgerske ved Lissabons havn. Hun vandt en fadokonkurrence og blev udråbt til fadoens dronning som 18-årig – og så gik det stærkt. Teater, film og plader blev indspillet og sangtekster skrevet af Portugals største poeter. Hun optrådte i alverdens storbyer. Hendes vidunderlige stemme blev et nationalt symbol, og hun blev deres stolthed, Nossa Senhora de Fado. Ved hendes død gik landet nærmest i stå, den portugisiske sjæls stemme var forstummet. Regeringen erklærede tre dages landesorg, og hendes statsbegravelse blev fulgt af tusinder. Hun blev stedt til foreløbig hvile på Cemitério dos Prazeres.
En søndag i juli 2001 blev hendes jordiske rester overført til Panteão Nacional ved endnu en statsbegravelse. Tusinder stod langs ruten, der førte forbi hendes hus. De sang, græd, klappede og kastede blomster på rustvognen, hvor kisten var dækket med det portugisiske flag. Ved Panteão ventede hele det officielle Portugal med premierminister og præsident og – dekoration med endnu en orden, post mortem.
www.instituto-camoes.pt/bases/amalia.htm
»Amália«, en pragtfuld musical af Filipe la Féria om hendes liv og fyldt med hendes mest kendte sange, havde premiere (på Madeira) i nov. 1999. Den har i flere år gået for fulde huse og med stående ovationer i Teatro Politeama i Lissabon – en hyldest til fadoens største diva.
En ny – og moderne – generation er på vej bl.a. Dulce Pontes, Mísia, Katia Guerreiro samt Mafalda Arnauth og Helder Moutinho, der flere gange har optrådt i Danmark.
Og hvor kan man så opleve fado i dag? I de samme kvarterer, hvor fadoen opstod, nemlig Alfama og Bairro Alto. Bestil bord eller kom kl. ca. 20.30, fado begynder først ved 22-tiden og der er normalt åbent til 02. Casas de fado spænder fra åbne gårdspladser til dyre restauranter. Prøv fx først at tage til Taberna do Julião, de lokales yndlingssted. Her sidder man ved lange borde under åben himmel. Amatører fra Alfama synger den oprindelige fado, stemningen er fantastisk, og patruljerende betjente ta’r en pause her! Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt. Senere kan man gå hen i Clube de Fado, et elegant og hyggeligt sted med professionelle sangere. De er meget forskellige, men lige pragtfulde.
AlfamaTaberna do Julião, Largo do Peneireiro 5, tlf.218 872 271.
Clube de Fado, Rua São João da Praça 92, tlf.218 852 704, www.clube-de-fado.com , klubejer Mario Pacheco spiller [hvilket instrument??]
Fado Parreirinha, Beco do Espírito Santo 1, tlf.218 888 209, lille og hyggelig
Bairro Alto
Adega Mesquita, Rua Diário de Notícias 107, tlf.213 219 280
Adega do Ribatejo, Rua Diário de Notícias 23, tlf.213 468 343, lukket sø.
Adega do Machado, Rua do Norte 91, tlf.213 224 640, lukket ma., turistet, men god stemning
Madragoa
Senhor Vinho, Rua do Meio à Lapa 18, tlf.213 972 681, www.restsrvinho.com , lukket sø.
Andre er meget turistede med folkedans osv., men det er jo en smagssag.
Azulejos og talha douradaOveralt i Portugal ses kirker, klostre, paladser, banegårde, forretninger, restauranter og almindelige huse, der ofte både udvendig og indvendig er beklædt med smukt malede, glaserede fliser, azulejos.
De første fliser kom fra Valencia omkring 1460, og var arabisk inspireret med polykrome, geometriske mønstre i relief, men efter at spanierne besatte Portugal fik de nye flade fliser et nationalt og personligt præg. Trapper og indgange fik azulejospaneler, ja, hele vægge blev store azulejosmalerier. I 1600-tallet begyndte en masseproduktion. Alle skulle have azulejospaneler med landlig idyl eller historiske scenerier. Inspireret af orientalsk porcelæn (Ming dynastiet) blev hvide fliser malet med blåt (på portugisisk: azul, heraf navnet azulejos. Men egentlig kommer ordet af arabisk: al-zuleisha=lille, blankpoleret sten.
Efter jordskælvet i 1755 skulle Marquês de Pombal hurtigt bruge masser af azulejos, dels til at dække huses skavanker, dels af hygiejniske grunde. Og i 1765 blev Fábrica Real do Rato grundlagt. Her blev der igen fremstillet polykrome azulejos.
Store fortællende azulejosmalerier med helgenlegender eller bibelhistorier blev malet (bl.a. af mestrene António Oliveira Bernardes og PMP.) til kirkerne i 1700-tallet. De dannede en luftig og elegant kontrast til kirkernes altre, nicher og lofter, der var udsmykket med bombastisk, men kunstfærdigt udskåret træværk belagt med bladguld - talha dourada. Dette var Portugals bidrag til baroktiden.
Under Dona Maria 1. kom azulejos igen på mode som dekoration, og i 1900-tallet fornyede art nouveau stilen, et fint eksempel er Rafael Bordalo Pinheiro, se Lissabon nord.
I 1950erne kom en ny generation til, og stor kreativitet kom til udtryk i de moderne azulejos af bl.a. Maria Keil med en mur på Avenida Infanto Santo og 20 metrostationer.
Ellers ingen henvisninger for Lissabon er ét stort azulejomuseum, men Museu Nacional do Azulejo (se Lissabon øst) skal lige nævnes.
Tyrefægtning
Tourada, er en af portugisernes lidenskaber, en kunstart, siger de. Men ikke alle er lige begejstrede. En lille anti-tyrefægtnings-gruppe holder jævnligt demonstrationer for at få stoppet tyrefægtning i Portugal.
I modsætning til spanierne dræber portugiserne ikke tyren. Det forbød Marquês de Pombal i 1799, han hadede tyrefægtning. Tyren fik dækkede horn og blev derefter en rekvisit i en opvisning af mod og elegance.
O cavaleiro, tyrefægteren til hest, er iført et guldbroderet silke- eller fløjlskostume - et levn fra den tid, hvor alle cavaleiros var adelige. Efter en rideopvisning gør tyren sin entre og o cavaleiro provokerer den og placerer farpas (bandarillas) i dens nakke. Undertiden har o cavaleiro brug for en pause eller tyren er for sløv. Så springer nogle unge mænd til fods, peões de brega, hjælpende frem, mens publikum pifter utilfreds.
Efter o cavaleiro har plantet alle sine farpas i tyren, overlader han den til otte moços de forcado, der tidligere var bevæbnede med en fork (forcado), i dag er de tomhændede. De udfordrer tyren, tirrer den, tager fat i dens horn og slår kraftspring over den - nogle lige så elegant som saltomortalerne i Kretas oldtid. Når tyren er udmattet, bringer os campinos en flok køer ind i arenaen. Tyren slutter sig til flokken og forlader stille og roligt arenaen.
I Barrancos, en lille by i Alentejo, tæt ved den spanske grænse, dræbes tyren. Det er strafbart for portugisere, hvad gør man så? Inviterer tyrefægtere fra Spanien!
I juni 2000 fik Portugal sin første kvindelige tyrefægter, Sónia Matias, der egentlig ville have været dyrlæge!
Tyrefægtningssæsonen varer fra påskesøndag til oktober, hver torsdag aften og søndag eftermiddag - med speciel børneforestilling fastelavnssøndag.
Lissabons første tyrefægterarenaer blev opført på Rossio i 1647 og i ca. 1700 på Terreiro do Paço.
Efter dødenBegravelser sker hurtigt efter et dødsfald på grund af varmen. Fem år senere samles hele familien igen på kirkegården. Liget graves op, for at man kan se, om kødet er faldet fra benene. Er det ikke tilfældet, får liget lov at ligge yderligere tre-fem år i jorden, ellers samler man knoglerne og lægger dem i en »knoglekiste«.
Undertiden får knogler og kranium en ekstra tørring ved ophæng på et trådnet i kirkegårdens solfyldte hjørne. Derefter placeres knoglekisten i familiens lille gravkapel, hvor der ofte stilles et foto af den afdøde.
På nogle kirkegårde opbevares kister i aflange bokse, bygget i en lang række og i fem-seks etager - meget pladsbesparende. Det eneste sted, man får lov at ligge i fred og ro, er på den engelske kirkegård. For kun få år siden fik Portugal sit første krematorium.
Lusitano hesten
Den portugisiske fuldblodshest, lusitano, er en af verdens ældste rideheste. Den var berømmet som krigshest pga. sit mod og hurtighed. Samtidig er den smuk, fyrig og med et nobelt temperament – perfekt til dressur og som sparringspartner for o cavalheiro, tyrefægteren til hest.
Ifølge et sagn blev Lusitaniens hopper bedækket af vinden og folede med disse lusitanoer, også kaldt »vindens sønner«.
Hvorfor røde nelliker?
Det var egentlig en tilfældighed: Servitricen Ana Bela fik 25. april 1974 lov til at tage blomsterdekorationer med hjem, da den restaurant, hvor hun arbejdede, opgav at åbne pga. militærkuppet. På vej hjem mødte hun et kompagni glade soldater omgivet af en jublende folkemængde. Impulsivt gav hun soldaterne en blomst hver fra dekorationen, der tilfældigvis bestod af – røde nelliker! Idéen fængede og spredtes over by og land.
Lissabons mest besøgte kunstmuseum
Lissabons metrostationer er udsmykket med marmor, azulejos og skulpturer, med temaer der passer til stationens navn og beliggenhed, fx tyre og cavaleiros i Campo Pequeno, dyremotiver i Jardim Zoológico, opbyggelige sentenser i Cidade Universitária og en masse søde mini-Moniz-riddere på Martim Moniz. Cais do Sodré har vandfald – få hører dets beroligende plasken, men haster forbi. Stationerne er dekoreret af Portugals ypperste kunstnere (Maria Keil står for 20, men også Júlio PomarPomar, Júlio og Vieira da Silvada Silva, Vieira har været med) og et par udenlandske.
Metrostationerne er ét stort moderne kunstmuseum – det mest besøgte i Lissabon, siger man ude i byen. Og idéen fortsætter, for også stationerne på den nye højbane over Ponte 25 de Abril har moderne kunstværker.
Lisboetter på indkøb
Nok findes der enorme indkøbscentre, hyper- og supermarkeder, men lisboetterne elsker stadig charmen ved at være et kendt ansigt i de mange specialbutikker, hvor man også har tid til en sludder. Portugal har mere end dobbelt så mange specialbutikker pr. indbygger som EU-gennemsnittet; men lørdag og søndag er indkøbscentrene som myldrende myretuer, fyldt med børnefamilier på weekendudflugt.
Jesuitterne
Jesuiterordenen er en katolsk »militant« - og ret politisk – orden, stiftet i 1534 af Ignatius af Loyola, der bl.a. bekæmpede reformationen. Ordenen beskæftiger sig mest med undervisning og mission. Den sortklædte broder Franz Xavier, som stod for ydre mission, tog i 1541 som missionær til de portugisiske kolonier, og snart var jesuitterne i alle verdensdele. Ignatius blev hjemme og tog sig af indre mission. Efter Marquês de Pombal i 1759 udviste dem fra Portugal fulgte andre lande eksemplet. Ordenen blev ophævet i 1773 af paven, men i 1814 stadfæstet på ny – man manglede skoler! Der er ingen kvindelig afdeling af ordenen - »de er for sværmeriske«!
Ordenens medlemmer bærer i dag ikke ordensdragt og har ingen klostre.
Guerilla
Ordet guerilla/guerrilha (lille krig) stammer fra spanierne og portugisernes kampe mod Napoleons hære. Små skarer af frivillige førte i bjergområderne »lille krig« mod isolerede franske troppeafdelinger.
Kendte navne
Almada NegreirosAlmada Negreiros, José Sobral de (1893 i São Tomé-1970). Multikunstner: maler, danser, koreograf, forfatter. Stor betydning for Portugals litteratur og modernisme.
Bessa-Luís, AgustinaBessa-Luís, Agustina (f. 1922). Fremtrædende forfatter af romaner, noveller og skuespil.
Bocage, ManuelBocage, Manuel Maria Barbosa du (1765-1805). Poet, udsvævende, temperamentsfuld og en blændende satiriker.
Cabral, Pedro ÁlvaresCabral, Pedro Álvares (1468-1520). Søfarer, opdagede Brasilien (Terra de Vera Cruz), sejlede til Indien og anlagde handelsstationer.
Camões, Luís Vaz deCamões, Luís Vaz de (1525-1580). Portugals nationalpoet, skrev bl.a. det episke digt, Os Lusíadas, Lusiaden ( se nedenfor).
Corte-Real, João VazCorte-Real, João Vaz (1400-tallet). Søfarer, »første portugiser, der når Amerikas kyst« ( xx).
Corte-Real, Gaspar de (d. 1501, søn af João Vaz). Søfarer, sejlede til Newfoundland, forliste i Davisstrædet.
Eça de QuerózEça de Queróz, José Maria (1845-1900). Advokat, diplomat og forfatter. Ironiserede over tidens borgerskab i socialrealistiske romaner. Er stadig meget populær.
Egas Moniz, AntónioEgas Moniz, António (1874-1955). Læge, politiker og diplomat, fik i 1949 Nobelprisen i medicin.
Dias, BartolomeuDias, Bartolomeu (1400-tallet). Søfarer, den første der rundede Kap Storm, som herefter fik navnet Kap Det Gode Håb. Deltog i Cabrals sejlads til Brasilien.
Gama, Vasco daGama, Vasco da (1469-1524). Opdagelsesrejsende, der i 1497-98 fandt søvejen syd om Afrika til Indien (Calicut på Malabarkysten). Året efter vendte han hjem belæsset med rigdomme fra Østen. I 1524 udnævntes han til vicekonge af Indien og drog igen af sted. Nutidige historikere mener, at hans nautiske evner og heltestatus er overdrevne og stammer fra Camões’ patriotiske digt, Lusiaden.
GarrettGarrett, Almeida, João Baptista da Silva Leitão de Almeida (1799-1854). Poet og dramatiker, introducerede romantikken i Portugal.
Gulbenkian, CalousteGulbenkian, Calouste Sarkis (1869-1955). Armensk oliemagnat, millionær, kunstsamler og filantrop. Skænkede sin kunstsamling og formue til Lissabon (se: Lissabon nord).
Henrique, Infante DomHenrique, Infante Dom (1394-1460). Portugisisk prins med tilnavnet o Navegador, Henrik Søfareren. Oprettede navigationsskole og tog initiativ til opdagelsesrejser langs Afrikas vestkyst (se nedenfor).
Herculano, AlexandreHerculano, Alexandre (1810-77). Historiker, deltog i borgerkrigen på Dom Pedros side, eksil i Frankrig og England. Skrev historiske romaner og Portugals historie.
Machado de CastroMachado de Castro, Joaquim (1732-1822). Billedhugger, hans mange statuer og overdådige julekrybber pryder Lissabon.
Malhoa, JoséMalhôa, José (1855-1933), landskabs- og socialrealistisk maler.
Pereira, Nuno ÁlvaresPereira, Nuno Álvares (1360-1431). Berømt feltherre, der vandt slaget mod Castilien ved Aljubarrota i 1385 og sikrede Portugals selvstændighed. Havde allerede mens han levede helgenstatus.
Pessoa, FernandoPessoa, Fernando António Nogueira (1888-1935). Portugals største forfatter siden Camões. Pga. splittethed i sit boblende indre skabte og benyttede han heteronymer (se: Fakta om, Litteratur).
Pinheiro, Columbano Bordalo (1857-1929), tidens største portrætmaler
Pinheiro, Rafael Bordalo (1846-1905). Keramiker, maler, skuespiller og satiriker – og bror til Columbano
Pombal, Marquês dePombal, Marquês de (1699-1782). Født Sebastião José de Carvalho e Melo. Premierminister under Dom José 1. og genopbyggede Lissabon efter jordskælvet i 1755. Indførte jordreformer mod adelens ønske, beskar kirkens magt og udviste jesuitterne.
Rego, PaulaRego, Paula (f. 1935). Maler, skildrer rårealistisk det kvindelige univers, men inspireres også af eventyr. Bor nu i London, men udstiller ofte i Portugal.
Resende, Garcia deResende, Garcia de (1470-1536). Hofmusiker, -poet og kronikør, samlede som den første landets sangskat.
Rodrigues, AmáliaRodrigues, Amália da Piedade Rebordão (1921-1999), Portugals forgudede fadosangerinde (se Fado, ovenfor).
Salazar, António de OliveiraSalazar, António de Oliveira (1889-1970). Økonom, premierminister 1932-68, indførte Estado Novo, (Den nye stat) efter fascistiske principper.
Saramago, JoséSaramago, José (f. 1922). Forfatter af digte, drama og romaner, fik Nobelprisen i litteratur i 1998 (se: Fakta om, Litteratur).
Vicente, GilVicente, Gil (ca. 1465-1536), guldsmed og dramatiker, grundlagde det portugisiske teater, skrev komedier, tragikomedier, farcer og moraliserende stykker.
Luís Vaz de CamõesCamões, Luís Vaz de
Portugals nationalpoet (1525-1580) var en farverig person, temperamentsfuld og lidenskabelig, med skarp tunge og løs klinge. Flere gange blev han forvist fra hovedstaden. Under krigstjeneste i Ceuta mistede han i en duel sit ene øje. Han sårede en hofmand i Lissabon, blev kastet i fængsel og sendt til Østen som soldat.
Under 14 års ophold i Goa og Macau lagde han sig ud med de store ved at skrive en satire over det liv, de levede. Hans hjemvé resulterede i det patriotiske epos Os Lusíadas, LusiadenLusiaden. Gældsfængsel og skibbrud ved Macau prøvede han også. Det sidste var ved at koste ham både liv og mesterværk. Men med manuskriptet i munden svømmede han i land (som det vises på utallige malerier) og reddede både liv og mesterværk.
På vejen tilbage til fædrelandet, som han priste i mange digte, opholdt han sig tre år i Moçambique, fattig og elendig. Venner måtte betale for hjemrejsen til Lissabon i 1570, hvor elendigheden fortsatte.
To år senere udkom Os Lusíadas, og Camões fik af Dom Sebastião tildelt en mindre pension, der ophørte ved kongens død i 1578. Nederlaget ved Alcácer-Quibir tog så hårdt på Camões, at han blev syg, og hans indiske slave måtte tigge i gaderne for dem begge.
Samtidig med at Filip 2. af Spanien stod for at rykke ind i Portugal, døde Camões den 10. juni 1580 efter at have udtalt: »Jeg dør da i det mindste med mit fædreland«. Kun slaven fulgte ham til fattiggraven, som ingen ved, hvor er. Men i dag har selv den mindste portugisiske flække en Camõesgade, -plads eller -statue, ja, endog Portugals nationaldag bærer hans navn. Men hans eget værk vil altid være hans største monument.
Henrik Søfareren og de portugisiske opdagelsesrejseropdagelsesrejser
Madeira og Açorerne er, hvad der er tilbage af Portugals engang så verdensomspændende kolonirige.
Imperieeventyret blev grundlagt af Portugals berømte prins, Infante Dom Henrique (1394-1460), Henrik Søfareren. Han var stormester af kristusordenen, der havde enorme indtægter, og ville vinde både sjæle og rigdomme! Han fik tilnavnet O Navegador (Søfareren), skønt han kun stod til søs én gang! Det var i 1415, da han fik til opgave at lede en ekspedition til Ceuta på Marokkos nordkyst for at erobre byen fra de vantro. Det lykkedes, men han havde større visioner. Kunne man finde søvejen til det overdådigt rige Østen ved at sejle syd om Afrika, ville man undgå arabiske mellemmænd og bryde italienernes monopol på handel med krydderier.
Søkort blev holdt hemmelige, ingen gav oplysninger fra sig. Derfor samlede han en kreds af de bedste kartografer, kosmografer, astronomer, navigatører, skibsbyggere og handelsfolk på sin navigationsskole i Sagres (og Lagos) på Algarvekysten. Det førte i første omgang til (gen)opdagelsen af Porto Santo i 1418, Madeira i 1419 og de ni øer, Açorerne, i 1432-52. I 1445 kom også Cabo Verde-øerne under Portugal.
Tiden efter Infante Dom Henrique
Opdagelsesrejserne ophørte langtfra med Infante Dom Henriques død. De nye hurtigtsejlende karaveller og naus havde travlt. Dom Afonso 5., »afrikaneren«, indtog Tanger i 1471, og Diogo Cão nåede Congofloden i 1482. En stor bedrift var Bartolomeu Dias’ farefulde færd i 1488 rundt om Kap Storm, som derefter blev omdøbt til Kap Det Gode Håb. Den rejse var en forudsætning for Vasco da Gamas succesrige sørejse i 1497-99 til Calecut på Indiens vestkyst, en rejse der skulle have været foretaget af Bartolomeus Dias, men han blev ramt af janteloven, der også fandtes dengang.
Året efter gik turen til Brasilien. Portugal havde i 1500-tallet befæstede handelsstationer i Afrika, Indien og andre dele af Asien.
Helt op til Nellikerevolutionen i 1974 var Portugal et stort kolonirige med Angola, Mozambique, Guinea Bissau, Cabo Verde, São Tomé e Princípe, Østtimor, Macau, Madeira og Açorerne. Brasilien, Tanger og Goa var tabt forinden.
Koloniriget afvikles
I årene efter revolutionen opnåede de afrikanske besiddelser selvstændighed, og Østtimor blev senere besat af og indlemmet i Indonesien. Madeira og Açorerne fik i 1976 delvist selvstyre under Portugal med fælles præsident, forsvars- og udenrigspolitik.
Macau, der ikke havde status af koloni, men var kinesisk territorium under kinesisk administration, blev i 1999 givet tilbage til Kina. Østtimor blev i 2002 verdens 192. selvstændige stat, og Portugal spiller en væsentlig rolle i landets opbygning både politisk og bistandsmæssigt.
Skandinavisk-portugisiske forbindelserDansk-portugisiske forbindelser i middelalderen
Valdemar Sejrs dronning BengerdBengerd, dronning (Berengária) er skildret som hård og ond i en folkevise skrevet 300 år efter hendes død. Man kaldte hende Bengærd (knokkelstativ) i stedet for Berngerd.
Bengerd var Dom Sancho 1.s datter og boede hos sin bror i Flandern, hvortil kong ValdemarValdemar, kong havde mange forbindelser. Hun var en utrolig smuk kvinde, som uden tvivl levede et ulykkeligt liv som dronning i det kolde nord, hvor danskerne foretrak den lyse dronning Dagmar.
I de syv års ægteskab fødte hun sønnerne Erik (Plovpenning), Abel og Kristoffer, inden hun døde i barselseng i 1221 og blev begravet i Ringsted Kirke.
Kong Valdemar kan ikke have været helt utilfreds med sin dronning fra Portugal, for han fik hendes niece, prinsesse Leonor, datter af Dom Afonso 2., gift i 1226 med sin søn og medkonge, Valdemar den Unge. Leonor fik Fåborg og Svendborg i morgengave og blev meddronning. Hun døde i barselseng i 1231, og tre måneder senere blev Valdemar den Unge dræbt af et vådeskud.
Opdagelsesrejser
Erik af PommernErik af Pommern var gift med Infante Dom Henriques ( xx) engelske kusine Philipa, og på vej til Det Hellige Land mødte han i 1424 ved hoffet i Wien Henriques’ bror, den berejste Dom Pedro. Ved den lejlighed gav han Dom Pedro et nyt geografisk værk med kort over Norden og Østgrønland med hjem til Infante Dom Henrique, der var meget interesseret i de nordiske opdagelser. Og i de følgende år var der et vist samarbejde mellem Danmark og Portugal.
I 1448 opholdt en dansk adelsmand sig ved Infante Dom Henriques hof i Sagres. Portugiserne kaldte ham Vallarte – måske hed han Wollert eller Valdemar. Han var leder af et togt til Cabo Verde, hvor han antagelig døde som fange hos en lokal høvding.
Igen i 1458 var en dansker, Laaland, indbudt til at tage med, denne gang på et portugisisk togt til Alcácer-Seguer i krigen mod maurerne. På grund af sit mod blev han slået til portugisisk ridder. Da ridder Laaland i 1461 vendte hjem til Danmark, havde han fin anbefaling og brev med fra Dom Afonso 5. til Kristian 1.Kristian 1. I et senere brev opfordrede Dom Afonso 5. Kristian 1. til ekspeditioner i arktiske farvande for at opdage nyt land eller finde en søvej nordom til Indien.
Kristian 1. gengældte den portugisiske gæstfrihed ved i 1471-73 at invitere to portugisiske adelsmænd, bl.a. João Vaz de Corte RealCorte Real, João Vaz de, med på en dansk-norsk ekspedition, der sejlede fra Norge via Island og Grønland og nåede Newfoundland. Opdagelserne kunne portugiserne ikke gøre krav på – nok »rejste de i deres konges ærinde«, men de var jo gæster ombord! Nogle portugisere mener, at João Vaz de Corte Real er Amerikas sande opdager, den første europæer, som når Amerikas kyst. Men de har vist glemt både Leif den Lykkelige, og at danskerne, der tog João Vaz med som gæst, også var europæere!
Dom João 2. var i kontakt med Kong Hans, og man mener, at portugiserne var med på endnu en dansk-norsk ekspedition i 1494 til Grønland, Newfoundland og Labrador, en succes Dom Manuel 1.Dom Manuel 1. hurtigt gentog med portugisiske søfarere, og efter en rejse i 1495-98 gav João Fernandes do LavradorLavrador, João Fernandes do navn til Labrador (i Canada), og i 1500 blev João Vaz’ søn Gaspar de Corte Real sendt af sted med tre skibe for at genfinde Terra do Bacalhau (Newfoundland) på portugisernes vegne. Det gjorde han i 1501. På hjemvejen forliste hans skib i Davisstrædet – kun ét skib vendte tilbage.
Den portugisiske tilknytning til de danske togter fortsatte. Man søgte at finde en passage nord- og vestom til Asien ved at følge den amerikanske kyst sydpå og er måske her stødt på landområder, som allerede nordboerne kendte til – det der i dag er Brasilien! Men rejserne var omgærdet med den største hemmelighed. Man frygtede konkurrerende naboer.
Kristian 4. lod i 1604-07 præge en guldmønt, kaldet en portugaløserportugaløser, da den havde samme vægt, 34,92 g, som en português, en mønt, portugiserne lod præge i anledning af opdagelsesrejserne. (En portugaløser blev i 2000 solgt på auktion for 1/2 mio. dkr.)