Belém
Hvad laver man en søndag i Lissabon? Her er forslaget til en søndagsudflugt, hvor man ikke alene oplever portugiserne, når de slapper af, men får set nogle af den portugisiske kulturs største seværdigheder, får snuset til landets historie, bl.a. de store opdagelsesrejser, og ikke mindst får lejlighed til at prøve det portugisiske køkken.
Af Nina Jalser
På grønne plæner nyder lisboetterne solen, børn leger, der er »folkevandring« på promenaden langs Tejofloden, hvor unge elskende sidder i tæt omfavnelse. Udendørsrestauranter er fyldt til bristepunktet lige som Antiga Confeitarias de Beléms labyrintiske lokaler, hvor lisboetterne indtager deres uundværlige bica, en expresso, og samtidig nyder de berømte kager, pastéis de Belém. Kulturborgen, Centro Cultural de Belém, summer af liv på de mange udstillinger – og selvfølgelig caféer. Det er søndag i Belém!
Den charmerende, grønne forstad, er også fyldt med monumenter fra og for de store opdagelsesrejser. For det var herfra de tætpakkede karaveller med eventyrlystne officerer og mere eller mindre frivillig besætning i 1400-tallet satte kursen mod fjerntliggende og ukendte egne, der skulle blive en del af det portugisiske imperium.
I dag er Belém nærmest ét stort frilandsmuseum med manuelinske perler som Torre de Belém og Mosteiro dos Jerónimos og det mere nutidige monument for opdagelserne, Padrão dos Descobrimentos. I Belém finder man også det verdensberømte karetmuseum, Museu dos Coches og Portugals præsidents officielle residens, Palácio de Belém.
Fra Praça de Comércio kører den moderne, skinnebuslignede sporvogn 15 til Belém. Eller tag med Bus 14,28,32,42,60, der ad Avenida da India følger Tejofloden. Tog fra Cais de Sodré-banegården er også en mulighed.
Men allerbedst er en travetur på den populære promenade, Passeio Ribeirinho, langs Tejofloden fra Cais do Sodré til Belém. På vejen passerer man Docas mange caféer og restauranter og ca. midtvejs skulpturen Amália Guitarra/Guitarra na Proa, udført af Domingos de Oliveira som en hyldest til Amália (se Fado) og Lissabon.
Af Nina Jalser
På grønne plæner nyder lisboetterne solen, børn leger, der er »folkevandring« på promenaden langs Tejofloden, hvor unge elskende sidder i tæt omfavnelse. Udendørsrestauranter er fyldt til bristepunktet lige som Antiga Confeitarias de Beléms labyrintiske lokaler, hvor lisboetterne indtager deres uundværlige bica, en expresso, og samtidig nyder de berømte kager, pastéis de Belém. Kulturborgen, Centro Cultural de Belém, summer af liv på de mange udstillinger – og selvfølgelig caféer. Det er søndag i Belém!
Den charmerende, grønne forstad, er også fyldt med monumenter fra og for de store opdagelsesrejser. For det var herfra de tætpakkede karaveller med eventyrlystne officerer og mere eller mindre frivillig besætning i 1400-tallet satte kursen mod fjerntliggende og ukendte egne, der skulle blive en del af det portugisiske imperium.
I dag er Belém nærmest ét stort frilandsmuseum med manuelinske perler som Torre de Belém og Mosteiro dos Jerónimos og det mere nutidige monument for opdagelserne, Padrão dos Descobrimentos. I Belém finder man også det verdensberømte karetmuseum, Museu dos Coches og Portugals præsidents officielle residens, Palácio de Belém.
Fra Praça de Comércio kører den moderne, skinnebuslignede sporvogn 15 til Belém. Eller tag med Bus 14,28,32,42,60, der ad Avenida da India følger Tejofloden. Tog fra Cais de Sodré-banegården er også en mulighed.
Men allerbedst er en travetur på den populære promenade, Passeio Ribeirinho, langs Tejofloden fra Cais do Sodré til Belém. På vejen passerer man Docas mange caféer og restauranter og ca. midtvejs skulpturen Amália Guitarra/Guitarra na Proa, udført af Domingos de Oliveira som en hyldest til Amália (se Fado) og Lissabon.
Seværdigheder
En tur med Beléms turisttog er en behagelig måde at se Belém på. Det kører langs floden til Torre de Belém, Ermida dos Jerónimos og Museu Etnologia, åbent dgl. 10-18, hver hele time fra Mosteiro dos Jerónimos, entré, gratis under 4 år, tlf.213 931 985.
Museu da Electricidade, Avenida de Brasília, åbent ti.-sø.10-12.30 og 14-17.30, maj-sep. lø. til 20, entré, café, tlf.213 631 646.
Elektricitetmuseet er indrettet i Tejo-kraftværket, der leverede strøm til Lissabon 1919-75, og omhandler elektricitet, dens historie og kæmpemaskiner. Skiftende kunstudstillinger.
Museu dos Coches, Praça Afonso de Albuquerque, åbent ti.-sø.10-17.30/18, entré, gratis sø. 10-14, tlf.213 610 850.
Det enestående Karetmuseum er indrettet i Belémslottets tidligere rideskole. Dom Carlos’ kunstneriske dronning Dona Amélia samlede i 1905 her 29 af de 74 udstillede køretøjer, der på den tid var spredt over hele Portugal. De var ude af brug og var sandsynligvis gået tabt, hvis hun ikke havde indrettet dette unike specialmuseum. Hun reddede derved en uvurderlig skat af kareter og ikke mindst den smukke rideskole fra 1786.
Museet er opdelt i sektioner, der indeholder kareter (1600-1800-tallet), bærestole, seletøj, rytterudstyr, uniformer, våben og kongelige portrætter (Bragança-dynastiet). Bemærk også det smukt malede loft.
Karetsamlingen er verdens største og omfatter mange klenodier, bl.a. køretøjet, som Filipe (3. af Spanien) brugte, da han som konge kørte ind i Portugal for at overtage landet i 1598. Det er det ældste (nr. 1 tv.) - og har indbygget toilet under sædet. Interessante er også de tre pompøse barokkareter, som bragte den portugisiske ambassadør hjem fra Rom i 1716. Dengang var Portugal en af de førende stormagter med et gesandtskab, der sagde spar to til resten af Europas. Landets stormagtsstatus afspejler sig i disse forgyldte vogne, overdådigt udsmykkede med basunengle, muslingeskaller, trompetblæsende havmænd, løver, blomsterflor, og som noget helt fantastisk og ødselt er der indlagt elfenbensgulv.
Praça Afonso de Albuquerque er opkaldt efter Portugals 2. vicekonge i Goa, Indien, 1509-1515, hvis bronzestatue, højt til vejrs på en søjle, pryder pladsen. Albuquerque, kendt som havenes løve (1453-1515), spillede en fremtrædende rolle under opbygningen af det portugisiske handelsrige ved erobringer i Orienten af bl.a. Hormus, Malakka og Goa. Han faldt senere i unåde og døde kort efter sin hjemkomst.
Palácio de Belém, omvisning i paladset lø. eller sø. kl. 11 (afhængig af præsidentens officielle program), handicapv., information tlf.213 614 660; museum ti.-sø. 10-18, entré.
Palácio de Belém, der stammer fra 1559, men restaureret til ukendelighed i 1700-tallet, er et af Lissabons tidligere kongepaladser. Dom João 5. købte det i 1726 af Conde de Aveiras, og efter store ombygninger var det i mange år de portugisiske kongers sommerresidens. I dag er det præsidentens officielle bolig. Ikke alle præsidenter har ønsket at bo der. Nogle foretrak blot at benytte slottet som arbejds- og repræsentationslokaler, som fx Mario Soares og Jorge Sampaio.
Ved indgangen går man forbi de to vagter fra hestegarden og følger rampen op til dyrenes gårdsplads, Pátio dos Bichos, hvor man stadig kan se burene til hunde, løver og elefanter. Derfor hed slottet også Quinta dos Bichos. Tv. ligger Museu da Presidência da República, hvor man får indblik i Portugals historie og oplysninger om landets præsidenter. I museet kan man virtuelt besøge præsidentresidensen, men det er bedre at få rigtig adgang til de smukke sale lørdag eller søndag.
Paladsets hal kaldes også Sala das Bicas, vandpost-salen, efter de to hvide marmorløvehoveder, der fungerer som vandudløb. Herefter følger spisesalen og de tre sale, som er slottets centrale del: Den Gyldne Sal, Sala Dourada, med et overdådigt loftsmaleri og på væggen tv. »Jesus overvinder døden«, et maleri fra Rubens’ skole. (Vsa. er et lille kapel, der dog ikke benyttes til gudstjeneste, men er udsmykket med otte malerier, »Jomfru Marias liv«, udført af Paula Rego). Sala Império hedder den næste på grund af møbelstilen. I loftsmaleriet ses en lille medaljon med Dom João 6.s portræt. Tredje sal, Sala Azul – Den Blå Sal efter farven på væggenes tapet – har også andre navne: Sala Luis 15., efter stilmøblerne. Loftet er smykket med Braganças og Orleans’ våbenskjolde malet i 1886 efter Dom Carlos’ bryllup med Dona Amélia. Det var i denne sal, præsident Sidónio Pais lå på lit de parade, efter at han blev myrdet (1910).
Fra hver af de tre sale fører fløjdøre ud til slottets azulejosmykkede terrasse (1758), hvorfra der er en smuk udsigt over buksbomhaven til statuen af Albuquerque og paradepladsen (der aldrig blev færdig). Vel inde igen ses præsidentens arbejdsværelse.
Tag også en slentretur i Belémhaverne med søer, grotter, pavilloner og et væld af marmorstatuer.
På pladsen foran paladset kan man den 3. søndag i måneden kl. 11 opleve den beredne Nationalgarde, Guarda Nacional RepublicanasNationalgarden, Guarda Nacional Republicanas, store parade med vagtskifte. Et imponerende syn, der fører tanken tilbage til den pomp og pragt, der omgav Europas fyrstehuse i forrige årh. Når gardisterne højt til hest og iført flotte mørkeblå uniformer med blanke hjælme og fjerduske kommer ridende fra deres kaserne bag Palácio de Belém, og udfører vagtskifte og militærkoncert, kan man godt føle tiden skruet tilbage.
Museu da Electricidade, Avenida de Brasília, åbent ti.-sø.10-12.30 og 14-17.30, maj-sep. lø. til 20, entré, café, tlf.213 631 646.
Elektricitetmuseet er indrettet i Tejo-kraftværket, der leverede strøm til Lissabon 1919-75, og omhandler elektricitet, dens historie og kæmpemaskiner. Skiftende kunstudstillinger.
Museu dos Coches, Praça Afonso de Albuquerque, åbent ti.-sø.10-17.30/18, entré, gratis sø. 10-14, tlf.213 610 850.
Det enestående Karetmuseum er indrettet i Belémslottets tidligere rideskole. Dom Carlos’ kunstneriske dronning Dona Amélia samlede i 1905 her 29 af de 74 udstillede køretøjer, der på den tid var spredt over hele Portugal. De var ude af brug og var sandsynligvis gået tabt, hvis hun ikke havde indrettet dette unike specialmuseum. Hun reddede derved en uvurderlig skat af kareter og ikke mindst den smukke rideskole fra 1786.
Museet er opdelt i sektioner, der indeholder kareter (1600-1800-tallet), bærestole, seletøj, rytterudstyr, uniformer, våben og kongelige portrætter (Bragança-dynastiet). Bemærk også det smukt malede loft.
Karetsamlingen er verdens største og omfatter mange klenodier, bl.a. køretøjet, som Filipe (3. af Spanien) brugte, da han som konge kørte ind i Portugal for at overtage landet i 1598. Det er det ældste (nr. 1 tv.) - og har indbygget toilet under sædet. Interessante er også de tre pompøse barokkareter, som bragte den portugisiske ambassadør hjem fra Rom i 1716. Dengang var Portugal en af de førende stormagter med et gesandtskab, der sagde spar to til resten af Europas. Landets stormagtsstatus afspejler sig i disse forgyldte vogne, overdådigt udsmykkede med basunengle, muslingeskaller, trompetblæsende havmænd, løver, blomsterflor, og som noget helt fantastisk og ødselt er der indlagt elfenbensgulv.
Praça Afonso de Albuquerque er opkaldt efter Portugals 2. vicekonge i Goa, Indien, 1509-1515, hvis bronzestatue, højt til vejrs på en søjle, pryder pladsen. Albuquerque, kendt som havenes løve (1453-1515), spillede en fremtrædende rolle under opbygningen af det portugisiske handelsrige ved erobringer i Orienten af bl.a. Hormus, Malakka og Goa. Han faldt senere i unåde og døde kort efter sin hjemkomst.
Palácio de Belém, omvisning i paladset lø. eller sø. kl. 11 (afhængig af præsidentens officielle program), handicapv., information tlf.213 614 660; museum ti.-sø. 10-18, entré.
Palácio de Belém, der stammer fra 1559, men restaureret til ukendelighed i 1700-tallet, er et af Lissabons tidligere kongepaladser. Dom João 5. købte det i 1726 af Conde de Aveiras, og efter store ombygninger var det i mange år de portugisiske kongers sommerresidens. I dag er det præsidentens officielle bolig. Ikke alle præsidenter har ønsket at bo der. Nogle foretrak blot at benytte slottet som arbejds- og repræsentationslokaler, som fx Mario Soares og Jorge Sampaio.
Ved indgangen går man forbi de to vagter fra hestegarden og følger rampen op til dyrenes gårdsplads, Pátio dos Bichos, hvor man stadig kan se burene til hunde, løver og elefanter. Derfor hed slottet også Quinta dos Bichos. Tv. ligger Museu da Presidência da República, hvor man får indblik i Portugals historie og oplysninger om landets præsidenter. I museet kan man virtuelt besøge præsidentresidensen, men det er bedre at få rigtig adgang til de smukke sale lørdag eller søndag.
Paladsets hal kaldes også Sala das Bicas, vandpost-salen, efter de to hvide marmorløvehoveder, der fungerer som vandudløb. Herefter følger spisesalen og de tre sale, som er slottets centrale del: Den Gyldne Sal, Sala Dourada, med et overdådigt loftsmaleri og på væggen tv. »Jesus overvinder døden«, et maleri fra Rubens’ skole. (Vsa. er et lille kapel, der dog ikke benyttes til gudstjeneste, men er udsmykket med otte malerier, »Jomfru Marias liv«, udført af Paula Rego). Sala Império hedder den næste på grund af møbelstilen. I loftsmaleriet ses en lille medaljon med Dom João 6.s portræt. Tredje sal, Sala Azul – Den Blå Sal efter farven på væggenes tapet – har også andre navne: Sala Luis 15., efter stilmøblerne. Loftet er smykket med Braganças og Orleans’ våbenskjolde malet i 1886 efter Dom Carlos’ bryllup med Dona Amélia. Det var i denne sal, præsident Sidónio Pais lå på lit de parade, efter at han blev myrdet (1910).
Fra hver af de tre sale fører fløjdøre ud til slottets azulejosmykkede terrasse (1758), hvorfra der er en smuk udsigt over buksbomhaven til statuen af Albuquerque og paradepladsen (der aldrig blev færdig). Vel inde igen ses præsidentens arbejdsværelse.
Tag også en slentretur i Belémhaverne med søer, grotter, pavilloner og et væld af marmorstatuer.
På pladsen foran paladset kan man den 3. søndag i måneden kl. 11 opleve den beredne Nationalgarde, Guarda Nacional RepublicanasNationalgarden, Guarda Nacional Republicanas, store parade med vagtskifte. Et imponerende syn, der fører tanken tilbage til den pomp og pragt, der omgav Europas fyrstehuse i forrige årh. Når gardisterne højt til hest og iført flotte mørkeblå uniformer med blanke hjælme og fjerduske kommer ridende fra deres kaserne bag Palácio de Belém, og udfører vagtskifte og militærkoncert, kan man godt føle tiden skruet tilbage.
Afstikker til Ajuda
Palácio da Ajuda, Calçada da Ajuda, åbent to.-ti. 10-16.30/17, entré, gratis sø. 10-14, omvisning 1t., handicapv., P-plads, Bus 14,32,42,60,73, Sp 18, tlf.213 637 095, musikaftener.
Øst for Karetmuseet fører den stejle Calçada da Ajuda (10 min.s gang eller bus 14) op til Ajudapaladset. Stedet hedder Ajuda, fordi der i middelalderen fandt en åbenbaring sted. Der blev bygget et kapel til ære for Nossa Senhora da Ajuda, »den hjælpende Maria«. Siden blev den del af byen blot kaldt Ajuda.
Slottet ligger smukt på en af Lissabons syv høje. Dom João 5. (1706-1750) købte grundene for at opføre endnu et sommerslot, men nåede kun at få anlagt haverne. Først efter jordskælvskatastrofen i 1755 flyttede hans søn Dom José 1. af frygt for nye rystelser til området og boede i »Paço de Madeira« (Træslottet), der brændte allerede i 1794. Straks efter begyndte opførelsen af det nuværende palads med utallige afbrydelser blandt andet på grund af økonomiske og politiske komplikationer.
Efter monarkiets fald stod slottet ubenyttet. I 1938 blev det åbnet som museum, men førstesalen med bl.a. banketsalen og balsalen bruges stadig ved officielle lejligheder af landets præsident.
Fra vejen bag slottet, Calçada da Ajuda, ses det tydeligt, at slottet er ufuldendt. Gå højre om slottet til slotspladsen med statuen af Dom Carlos. Herfra ser Palácio da Ajuda straks bedre ud. Af den gamle kirke er kun klokketårnet med vejrhane, kors og bispehuer tilbage (th.). Inden for slotsportalen står mange smukke statuer udført af Machado de Castro. Th. findes slottets imponerende bibliotek, hvor historikeren og forfatteren Alexandre Herculano var kongelig bibliotekar (åbent ma.-fr. 10.30-17.30). Tv. indgangen til slotsmuseet med mange overdådigt udstyrede sale – inkl. repræsentationslokalerne på 1. sal.
Tæt ved, på Calçada da Ajuda, ligger Jardim Botânico da AjudaJardim Botânico da Ajuda, åbent to.-ti. 9-20, vinter 9-18, tlf.213 622 503, Portugals første botaniske have, skabt på opfordring af Marquês de Pombal i 1768, med mønsterklippede hække, sjældne træer (med navneskilte), drivhuse, påfugle, barokfontæne og dufthave med blindskriftskilte.
Moinhos de Santana, Parque Recreativo dos Moinhos de Santana, Alto da Ajuda, Bus 27,28,32,49, åbent ma.-sø. 9-19.30, vinter 8.30-18, café, tlf.217 786 035
En hyggelig park, 800 m vest for Ajuda, med sø, kondisti, legeplads, skøjtering mm. Fra det højeste punkt er der flot udsigt over flod og bro. Her står to vindmøller fra før 1762 (restaureret i 1999), de eneste i Lissabon, der endnu er i drift.
Igreja da Memória, Calçada da Memoria, åbent ma.-lø. 15-19, sø. 10-11 (messe).
Den nyklassicistiske Mindekirke med elegant hvid kuppel blev grundlagt i 1760 af Dom José 1. som tak for, at han overlevede et skudattentat på dette sted i 1758. De påståede fem skyldige, bl.a. Duque de Aveiro og Duque de Távora, blev henrettet i Belém i 1759 (se skamstøtten nedenfor). Baggrunden for attentatet skulle være hævn for en amourøs affære, som Dom José 1. havde med Duque de Távoras kone, Maria Teresa. Marquês de Pombal, der selv var mistænkt, fik behændigt mistanken rettet mod også jesuitterne, som han derved fik påskud til at drive ud af landet. I 1923 blev Pombals jordiske rester overført til denne kirke. Hans knogler ligger i en lille træsarkofag i sidekapellet th. for altret.
Museu Nacional de Etnologia, Avenida da Ilha da Madeira, Restelo, åbent ti. 14-18, on.-sø. 10-18, entré, gratis sø. 10-14, café, P-plads, Bus 28,32,49, turistminitog fra Belém, tlf.213 041 160.
Etnologisk Museum har en permanent og systematisk opstillet udstilling af landbrugsredskaber, åbent on.-fr. 11-15, og skiftende udstillinger fra Portugals tidligere kolonier, elegant sat op med lys- og spejlreflekser. Det er samtidig Institut for tropisk videnskabelige undersøgelser og råder over et velassorteret arkiv, bibliotek (åbent 9.30-17) og mediatek.
Fra den store lyserøde bygning over for museet, tidligere Ministeriet for oversøiske provinser, ledede de oprørske kaptajner landet efter »Nellikerevolutionen«. I dag er bygningen sæde for det portugisiske forsvarsministerium.
Øst for Karetmuseet fører den stejle Calçada da Ajuda (10 min.s gang eller bus 14) op til Ajudapaladset. Stedet hedder Ajuda, fordi der i middelalderen fandt en åbenbaring sted. Der blev bygget et kapel til ære for Nossa Senhora da Ajuda, »den hjælpende Maria«. Siden blev den del af byen blot kaldt Ajuda.
Slottet ligger smukt på en af Lissabons syv høje. Dom João 5. (1706-1750) købte grundene for at opføre endnu et sommerslot, men nåede kun at få anlagt haverne. Først efter jordskælvskatastrofen i 1755 flyttede hans søn Dom José 1. af frygt for nye rystelser til området og boede i »Paço de Madeira« (Træslottet), der brændte allerede i 1794. Straks efter begyndte opførelsen af det nuværende palads med utallige afbrydelser blandt andet på grund af økonomiske og politiske komplikationer.
Efter monarkiets fald stod slottet ubenyttet. I 1938 blev det åbnet som museum, men førstesalen med bl.a. banketsalen og balsalen bruges stadig ved officielle lejligheder af landets præsident.
Fra vejen bag slottet, Calçada da Ajuda, ses det tydeligt, at slottet er ufuldendt. Gå højre om slottet til slotspladsen med statuen af Dom Carlos. Herfra ser Palácio da Ajuda straks bedre ud. Af den gamle kirke er kun klokketårnet med vejrhane, kors og bispehuer tilbage (th.). Inden for slotsportalen står mange smukke statuer udført af Machado de Castro. Th. findes slottets imponerende bibliotek, hvor historikeren og forfatteren Alexandre Herculano var kongelig bibliotekar (åbent ma.-fr. 10.30-17.30). Tv. indgangen til slotsmuseet med mange overdådigt udstyrede sale – inkl. repræsentationslokalerne på 1. sal.
Tæt ved, på Calçada da Ajuda, ligger Jardim Botânico da AjudaJardim Botânico da Ajuda, åbent to.-ti. 9-20, vinter 9-18, tlf.213 622 503, Portugals første botaniske have, skabt på opfordring af Marquês de Pombal i 1768, med mønsterklippede hække, sjældne træer (med navneskilte), drivhuse, påfugle, barokfontæne og dufthave med blindskriftskilte.
Moinhos de Santana, Parque Recreativo dos Moinhos de Santana, Alto da Ajuda, Bus 27,28,32,49, åbent ma.-sø. 9-19.30, vinter 8.30-18, café, tlf.217 786 035
En hyggelig park, 800 m vest for Ajuda, med sø, kondisti, legeplads, skøjtering mm. Fra det højeste punkt er der flot udsigt over flod og bro. Her står to vindmøller fra før 1762 (restaureret i 1999), de eneste i Lissabon, der endnu er i drift.
Igreja da Memória, Calçada da Memoria, åbent ma.-lø. 15-19, sø. 10-11 (messe).
Den nyklassicistiske Mindekirke med elegant hvid kuppel blev grundlagt i 1760 af Dom José 1. som tak for, at han overlevede et skudattentat på dette sted i 1758. De påståede fem skyldige, bl.a. Duque de Aveiro og Duque de Távora, blev henrettet i Belém i 1759 (se skamstøtten nedenfor). Baggrunden for attentatet skulle være hævn for en amourøs affære, som Dom José 1. havde med Duque de Távoras kone, Maria Teresa. Marquês de Pombal, der selv var mistænkt, fik behændigt mistanken rettet mod også jesuitterne, som han derved fik påskud til at drive ud af landet. I 1923 blev Pombals jordiske rester overført til denne kirke. Hans knogler ligger i en lille træsarkofag i sidekapellet th. for altret.
Museu Nacional de Etnologia, Avenida da Ilha da Madeira, Restelo, åbent ti. 14-18, on.-sø. 10-18, entré, gratis sø. 10-14, café, P-plads, Bus 28,32,49, turistminitog fra Belém, tlf.213 041 160.
Etnologisk Museum har en permanent og systematisk opstillet udstilling af landbrugsredskaber, åbent on.-fr. 11-15, og skiftende udstillinger fra Portugals tidligere kolonier, elegant sat op med lys- og spejlreflekser. Det er samtidig Institut for tropisk videnskabelige undersøgelser og råder over et velassorteret arkiv, bibliotek (åbent 9.30-17) og mediatek.
Fra den store lyserøde bygning over for museet, tidligere Ministeriet for oversøiske provinser, ledede de oprørske kaptajner landet efter »Nellikerevolutionen«. I dag er bygningen sæde for det portugisiske forsvarsministerium.
Rua de Belém
Rua de Belém fremstår som et levende museum med sine gamle, maleriske huse. Her findes side om side hyggelige og gode restauranter med typisk portugisisk atmosfære. Søndag er den helt store udflugtsdag.
Det historiske konditori Antiga Confeitaría de Belém i Rua Belém 82-92 (åbent dgl. 8-23.30, tlf.213 637 423) blev grundlagt i 1837 og er altid fyldt med glade portugisere. Udefra ser konditoriet ikke stort ud, men bag facaden med de blå-hvide azulejos er der en labyrint af lokaler med plads til 540 gæster. Tag kaffen her og prøv de berømte Pasteis de BelémPasteis de Belém, en slags linser med kanel og sukker, der andre steder hedder Pastéis de Nata. Der sælges dagligt 10.000 Pasteis de Belém – og 20.000 i weekenden. Egentlig går kagens historie helt tilbage til 1739, hvor Jerónimosmunkene på grund af økonomiske vanskeligheder blev nødt til at sælge ud af deres kulinariske specialiteter. Senere har portugisiske emigranter gjort linserne til en succes i Brasilien.
Pelourinho beco do chão salgado, i en lille gård ved Rua de Belém 118.
Denne skamstøtte blev sat over den til tider hensynsløse fremfærd, Marquês de Pombal udviste, når han fordrev folk, helst adelige, der stod i vejen for ham eller hans byplanlægning. Fem ringe på søjlen symboliserer de fem personer, der blev henrettet, og hvis aske blev kastet i floden efter attentatet på Dom José 1 (se ovenfor). Søjlen er placeret, hvor porten til det tidligere Aveiropalads lå. Teksten på søjlen lyder: »Her blev José Mascarenhas huse jævnet, og jorden bestrøet med salt, frataget titlen af hertug af Aveiro, efter dommen udtalt fra den højeste ret den 12. januar 1759, som en af de skyldige ledere af den barbariske og nedrige udåd, udført den 3. september 1758 mod den kongelige og hellige person Dom José 1. På dette infame sted må der aldrig nogensinde mere bygges eller oprettes noget igen.«
Men dette forbud glemte portugiserne dog hurtigt, og man kan i dag nyde Rua de Beléms smukke huse.
Jardim-Museu Agrícola Tropical/Jardim Tropical do Ultramar 9, åbent ti.-fr. 10-17, lø.-sø. 11-18, entré, gratis sø., tlf.213 620 210.
På hjørnet af Calçada do Galvão ligger en tropisk have med planter og træer fra de tidligere oversøiske kolonier, søer, drivhuse, bibliotek. Parkens landbrugsmuseum, Museu Agrícola Tropical, med herbarium kan besøges efter aftale tlf.213 637 023.
På Rua Viera Portuense (maler 1765-1805), parallel med Rua de Belém, er en række hyggelige udendørs restauranter – og en Mac D! – mellem pittoreske huse fra før jordskælvet og floden, der er afskærmet med appelsintræer.
I forlængelse af Rua Belém ligger Praça do Império med Fonte Luminosa – en stor oplyst fontæne dekoreret med portugisiske byvåben i sten.
Mosteiro dos Jerónimos, Praça do Império, åbent ti.-sø. 10- 18/18.30, vinter 10-16.30/17, entré, gratis sø. 10-14, handicapv., tlf.213 620 034, transport, se ovenfor, side 1.
Jerónimos-klosteret, Mosteiro dos Jerónimos/Real Mosteiro de Santa Maria de Belém, er hele udflugten værd. Intet under at det i 1983 af UNESCO blev klassificeret som verdens kulturarv.
Oprindelig lå her kun et lille kapel, Nossa Senhora de Belém, som Infante Dom Henrique kort før sin død lod bygge til sine søfolk, der her fra Restelo-stranden drog ud på de store opdagelsesrejser. Kapellet hørte under kristusordenen, som han udvidede og støttede til sin død. Det var dens mærke, det ligearmede kors, Cruz de Cristo, der var på karavellernes sejl.
Vasco da Gama drog med fire skibe af sted herfra den 8. juli 1497, og efter en vellykket rejse til Indien vendte han tilbage i 1499 belæsset med rigdomme. Dom Manuel 1. havde en del år haft en klosterplan klar. Nu var anledningen der i form af peberpenge! Klosteret, bygget i hvide kalksten fra Lissabonområdet, blev samtidig et panteon for Dom Manuel 1. og hans familie. Den nye klosterkirke fik navn efter det oprindelige kapel, men da kongen havde den hellige Jerónimos som skytshelgen, overlod han både kirke og kloster til Jerónimos-munkeordenen. Kristusordenen fik i stedet Igreja Conceição Velha, se Lissabon øst. (Eremitten Jerónimos, Hieronimus af Betlehem, 340-419, samlede i 403 alle eremitter i sit nye kloster i Betlehem). Belém betyder Betlehem.
Opførelsen af hele det pragtfulde kloster stod på fra 1502, ledet af Diogo Boitac, for i 1517 at blive overtaget af den kun 27-årige João de Castilho (Juan de Castillo). Selv om 500 arbejdere var i gang i perioder, tog det alligevel 70 år at nå blot en del af det resultat, der kan ses i dag – det smukkeste eksempel på manuelinsk bygningsstil.
Vest for kirken opførtes en lang bygning, det nuværende arkæologiske museum. Den skulle fungere som en overdækket forbindelse mellem kirken og det kongeslot, der aldrig blev bygget, så de kongelige kunne nå tørskoet i kirke. Førstesalen skulle være sovesal for de ca. 100 munke. De store planer døde med Dom Manuel 1. i 1521.
Under jordskælvet i 1755 led klosteret næsten ingen skade og fremstår som et monument over Portugals storhedstid, hvor de opdagelsesrejsende ikke alene udvidede Portugals territorium, men også hjembragte store rigdomme, hvoraf 5% var øremærkede til opførelsen af dette kloster.
Dengang gik vandkanten helt op til klosteret, hvor man endnu kan se ringe til at sætte fakler i for at oplyse ved højtidelige lejligheder. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilket pragtfuldt syn det må have været at se klosteret spejle sig i Tejos vande.
Sydportalen
Kirkens sideindgang er 32 m høj og 12 m bred – et overvældende syn med et utal af små figurer, hvis folder i klædedragterne ikke én eneste gang falder forkert. De to døre, der fører ind til kirken, er adskilt af en snoet søjle dekoreret med stiliserede roser. Den bæres af to løver. Øverst på søjlen står Infante Dom Henrique uden hat, for man kan da ikke bære hat i nærværelse af Jomfru Maria. Han ser ud over kajen, hvorfra hans skibe udgik. Over døren foran vinduet står en statue af Jomfru Maria af Belém, og helt oppe ved taget står ærkeengelen Mikael (en af Portugals skytsengle) på en konsol dækket af en baldakin, der er kronet med kristusordenens kors.
I buen over dørene ses to scener fra Jerónimos’ liv: tilbedelse af den korsfæstede Jesus og tæmning af løverne. I nicherne ved Jomfru Maria foran vinduet er fire sibyller, fire profeter og fire kirkelærde.
Nederst ved indgangen står de 12 apostle, forrest Paulus med sværdet og Peter med nøglen. Bemærk også vinduerne på begge sider med deres rige udsmykning og øverst den udskårne balustrade, der gør bygningen let og harmonisk.
Vestportalen
Hovedindgangen – São Vicenteportalen / Dom Manuel-indgangen – er meget smukt komponeret af Nicolas de Chanterenne. Tv. for indgangen knæler Dom Manuel 1.s kone, Dona Maria af Castilien, datter af Fernando og Isabella af Spanien, med Johannes Døberen stående bag sig.
Statuetterne af kongen og dronningen er kendt for deres vellignende udførelse. De blev udført efter levende modeller og kan derfor nemt dateres. Dona Maria døde i 1518 efter at have født sit 10. barn. Dom Manuel 1. giftede sig samme år med sin søns (Dom João 3.) forlovede, Leonor af Castilien. Hun blev derved sin egen tidligere forlovedes stedmoder. Sønnen gjorde oprør mod faderen, men sluttede dog fred med ham på hans dødsleje tre år senere i 1521.
Helt inde på selve kirkemuren ses til højre São Vicente med en karavel og til venstre Dom João 1.s søn Infante Fernando Santo, der blev kristen martyr pga. sin død i Fez (Marokko) i 1443 efter seks år som muslimernes krigsfange.
Kirken
I kirken møder man til højre dåbskapellet med en Santo António-torso og til venstre kapellet for korsets 14 stationer.
Herefter passeres to pragtgravmæler i nymanuelinsk stil for Portugals allermest berømte sønner. De tog begge til Indien, den ene drevet af eventyrlyst, den anden optændt af poesien. Her hviler de nu side om side i kirken, der er en blanding af stilarter, kunst og historie – dejligt portugisisk!
Det venstre gravmæle indeholder de jordiske rester af Vasco da GamaGama, Vasco da (1469-1524). Hans sarkofag prydes med kristusordenens kors, karavel, armillarsfære og det portugisiske våbenskjold. Den bæres af seks løver, symbolet på magt. På sarkofagens låg hviler Vasco da Gama i bøn.
Camões’Cam?es (ca. 1524-80) gravmæle )er interessant, eftersom ingen i virkeligheden ved, hvor han ligger begravet. Han døde 1580, fattig og glemt, og blev kulet ned i en fællesgrav. 300 år senere dulmede portugiserne deres dårlige samvittighed ved at opstille dette prægtige kenotaf (dvs. gravmæle rejst et sted, hvor afdøde ikke er begravet). På kenotafet, hvor bl.a. lyren ses, ligger en laurbærkranset Camões. Det er en fast tradition, at udenlandske statsoverhoveder ved besøg lægger en krans her under fuld militær honnør, sådan som portugiserne elsker det. Begge gravmæler er udført i 1898.
Selve kirken er enestående i sin konstruktion på 92 m x 25 m. Otte slanke og smukt udskårne stensøjler fyldt med nicher bærer den store hvælving, 25 m over gulvet. Vinduernes glasmalerier fra 1938 giver et blidt lys. På nordvæggen er 10 døre. Hver dør fører ind til en skriftestol, her et lille rum, hvor »synderne« gennem et tilgitret vindue kunne skrifte for præsterne, der havde adgang fra klostersiden.
Over basis på søjlen tv. mellem skib og tværskib mod alteret ses en medaljon med et portræt. Måske er det Boitac eller Castilho, kirkens to arkitekter.
Tværskibet med dets to barok-sidekapeller indeholder en del grave for den portugisiske kongefamilie. Tv. kardinalkongen Dom Henrique, hvis sarkofag er i flere etager. Den bæres af to stenelefanter (symbolet på trofasthed) og står omgivet af Dom Manuel 1.s børn og en statue af Nossa Senhora do Restelo.
Th. endnu et gravmæle, båret af elefanter. Den skulle indeholde Dom Sebastião. Han døde i 1578 i Marokko, hvortil han var taget med en 18.000 mand stor hær rekrutteret blandt blomsten af Portugals ungdom. Kun 70 vendte tilbage. Portugiserne nægtede at tro, at han var død. Han blev deres Holger Danske og skulle nok komme tilbage og hjælpe, hvis de kom i nød. For at gøre en ende på denne »sebastianisme«, der især blussede op under den spanske besættelse (1580-1640), lod Filipe 2. (af Spanien) dette kenotaf udføre. Men det hjalp ikke. Portugiserne venter stadig! Hans kenotaf er omgivet af Dom João 3.s børn og en statue af Santo António.
Renæssance-koret er en tilbygning opført under Dom João 3. som afløser for den manuelinske apsis, hvilket tydeligt ses udvendigt som en kassetilbygning.
På begge sider af højalteret står fire sarkofager i nicher. De indeholder til venstre de jordiske rester af Dom Manuel 1. og Dona Maria og til højre Dom João 3. og Dona Catarina.
Sakristiet, der kun er åbent i forbindelse med messe, er i manuelinsk stil. Hvælvingen bæres af én eneste palmeligende søjle, og væggene er dekoreret med 14 oliemalerier, der viser scener fra São Jerónimos’ liv (1600-tallet). Om søndagen er her søndagsskole for børn.
Over kirkens hovedindgang er højkoret, Coro Alto (indgang fra klostergården) med krucifiks fra 1551 og balustrade fra 1883.
Klostret
Klostret er bygget op om en åben gård og er med sin fantastiske detaljerigdom noget af det smukkeste, Portugal kan fremvise. De ret »tunge« buer, der hviler på spinkle søjler, er så rigt og fint dekorerede, at det ligner filigran. Alt fremstår som en helhed i harmoni og balance med en atmosfære, der er helt speciel. Indtrykket forstærkes af en fontæne i midten, hvis rislen får alt til at ånde fred og idyl.
Helheden bærer præg af påvirkning fra både Indien og de arabiske lande. At opholde sig i klostergården sidst på eftermiddagen og se solen farve alt gyldent er en uforglemmelig oplevelse. Det var her, Portugal underskrev optagelsen i EF den 26. juni 1986.
Gå th.: i sydvæggen ses skriftefader-indgange til de 10 skriftestole. Klostergangens lofter fremstår som stiliserede fiskenet, rigt dekoreret med stiliserede roser, armillarsfærer, portugisiske våbenskjolde, kristusordenens kors etc., alt sammen symboler for, hvad havet og de mennesker, der trodsede det, har bragt klosteret. På væggene ses 20 medaljoner med bl.a. scener fra korsets vej, og tre alternicher, der oprindelig viste bebudelsen, opstandelsen og São Jerónimos.
Nu står der i den sidstnævnte en kiste stillet på højkant; den indeholder de jordiske rester af Fernando PessoaPessoa, Fernando. En national æresbevisning til den kendte portugisiske digter. Kisten er symbolsk delt i tre - for at vise hans indre splittelse. Den blev opstillet i 1985 på 50-års-dagen for hans død.
I kapitelsalen står den kendte forfatter, historiker og en tid også Beléms borgmester Alexandre HerculanosHerculanos, Alexandre (1810-77) sarkofag. Kapitelsalen nåede aldrig at blive brugt af munkene. Kapitelsalens tag blev nemlig først lagt i 1886 samtidig med, at Herculanos sarkofag blev færdig. I loftet ses hans initialer »A H« og på sarkofagen følgende gravskrift af ham selv: »At sove? Det er kun den dødes kolde krop, der sover og intet føler. Sjælen flyver og søger ly ved den Almægtiges fod. Her hviler en mand, som klarlagde nogle betydningsfulde sandheder for fremtidens store lære: Historien«.
I det nordvestlige hjørne springer Løvefontænen, den lokale ønskebrønd. Kom vand på højre hånd, rør løvens højre pote og ønsk. Så vil ønsket gå i opfyldelse! Bag løvefontænen, hvor munkene vaskede hænder inden måltiderne, ligger refektoriet, beklædt med gule/blå/hvide azulejos (1600-tallet), der illustrerer Josefs liv. På endevæggen hænger et maleri af en læsende mand omgivet af kranier, bøger, et krucifiks og en løve. Det er São Jerónimos, klosterets skytshelgen. Én elegant trappe og to mere beskedne fører op til det øvre galleri. Herfra er der adgang til kirkens højkor med et flot udsyn over kirkerummet. I koret findes også munkenes korstole (1550) med »barmhjertighederne«, misericordias – en lille numsestøtte under det opslåede sæde. En diskret hjælp for overvægtige munke, der skulle stå her mindst syv timer i døgnet.
Det historiske konditori Antiga Confeitaría de Belém i Rua Belém 82-92 (åbent dgl. 8-23.30, tlf.213 637 423) blev grundlagt i 1837 og er altid fyldt med glade portugisere. Udefra ser konditoriet ikke stort ud, men bag facaden med de blå-hvide azulejos er der en labyrint af lokaler med plads til 540 gæster. Tag kaffen her og prøv de berømte Pasteis de BelémPasteis de Belém, en slags linser med kanel og sukker, der andre steder hedder Pastéis de Nata. Der sælges dagligt 10.000 Pasteis de Belém – og 20.000 i weekenden. Egentlig går kagens historie helt tilbage til 1739, hvor Jerónimosmunkene på grund af økonomiske vanskeligheder blev nødt til at sælge ud af deres kulinariske specialiteter. Senere har portugisiske emigranter gjort linserne til en succes i Brasilien.
Pelourinho beco do chão salgado, i en lille gård ved Rua de Belém 118.
Denne skamstøtte blev sat over den til tider hensynsløse fremfærd, Marquês de Pombal udviste, når han fordrev folk, helst adelige, der stod i vejen for ham eller hans byplanlægning. Fem ringe på søjlen symboliserer de fem personer, der blev henrettet, og hvis aske blev kastet i floden efter attentatet på Dom José 1 (se ovenfor). Søjlen er placeret, hvor porten til det tidligere Aveiropalads lå. Teksten på søjlen lyder: »Her blev José Mascarenhas huse jævnet, og jorden bestrøet med salt, frataget titlen af hertug af Aveiro, efter dommen udtalt fra den højeste ret den 12. januar 1759, som en af de skyldige ledere af den barbariske og nedrige udåd, udført den 3. september 1758 mod den kongelige og hellige person Dom José 1. På dette infame sted må der aldrig nogensinde mere bygges eller oprettes noget igen.«
Men dette forbud glemte portugiserne dog hurtigt, og man kan i dag nyde Rua de Beléms smukke huse.
Jardim-Museu Agrícola Tropical/Jardim Tropical do Ultramar 9, åbent ti.-fr. 10-17, lø.-sø. 11-18, entré, gratis sø., tlf.213 620 210.
På hjørnet af Calçada do Galvão ligger en tropisk have med planter og træer fra de tidligere oversøiske kolonier, søer, drivhuse, bibliotek. Parkens landbrugsmuseum, Museu Agrícola Tropical, med herbarium kan besøges efter aftale tlf.213 637 023.
På Rua Viera Portuense (maler 1765-1805), parallel med Rua de Belém, er en række hyggelige udendørs restauranter – og en Mac D! – mellem pittoreske huse fra før jordskælvet og floden, der er afskærmet med appelsintræer.
I forlængelse af Rua Belém ligger Praça do Império med Fonte Luminosa – en stor oplyst fontæne dekoreret med portugisiske byvåben i sten.
Mosteiro dos Jerónimos, Praça do Império, åbent ti.-sø. 10- 18/18.30, vinter 10-16.30/17, entré, gratis sø. 10-14, handicapv., tlf.213 620 034, transport, se ovenfor, side 1.
Jerónimos-klosteret, Mosteiro dos Jerónimos/Real Mosteiro de Santa Maria de Belém, er hele udflugten værd. Intet under at det i 1983 af UNESCO blev klassificeret som verdens kulturarv.
Oprindelig lå her kun et lille kapel, Nossa Senhora de Belém, som Infante Dom Henrique kort før sin død lod bygge til sine søfolk, der her fra Restelo-stranden drog ud på de store opdagelsesrejser. Kapellet hørte under kristusordenen, som han udvidede og støttede til sin død. Det var dens mærke, det ligearmede kors, Cruz de Cristo, der var på karavellernes sejl.
Vasco da Gama drog med fire skibe af sted herfra den 8. juli 1497, og efter en vellykket rejse til Indien vendte han tilbage i 1499 belæsset med rigdomme. Dom Manuel 1. havde en del år haft en klosterplan klar. Nu var anledningen der i form af peberpenge! Klosteret, bygget i hvide kalksten fra Lissabonområdet, blev samtidig et panteon for Dom Manuel 1. og hans familie. Den nye klosterkirke fik navn efter det oprindelige kapel, men da kongen havde den hellige Jerónimos som skytshelgen, overlod han både kirke og kloster til Jerónimos-munkeordenen. Kristusordenen fik i stedet Igreja Conceição Velha, se Lissabon øst. (Eremitten Jerónimos, Hieronimus af Betlehem, 340-419, samlede i 403 alle eremitter i sit nye kloster i Betlehem). Belém betyder Betlehem.
Opførelsen af hele det pragtfulde kloster stod på fra 1502, ledet af Diogo Boitac, for i 1517 at blive overtaget af den kun 27-årige João de Castilho (Juan de Castillo). Selv om 500 arbejdere var i gang i perioder, tog det alligevel 70 år at nå blot en del af det resultat, der kan ses i dag – det smukkeste eksempel på manuelinsk bygningsstil.
Vest for kirken opførtes en lang bygning, det nuværende arkæologiske museum. Den skulle fungere som en overdækket forbindelse mellem kirken og det kongeslot, der aldrig blev bygget, så de kongelige kunne nå tørskoet i kirke. Førstesalen skulle være sovesal for de ca. 100 munke. De store planer døde med Dom Manuel 1. i 1521.
Under jordskælvet i 1755 led klosteret næsten ingen skade og fremstår som et monument over Portugals storhedstid, hvor de opdagelsesrejsende ikke alene udvidede Portugals territorium, men også hjembragte store rigdomme, hvoraf 5% var øremærkede til opførelsen af dette kloster.
Dengang gik vandkanten helt op til klosteret, hvor man endnu kan se ringe til at sætte fakler i for at oplyse ved højtidelige lejligheder. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilket pragtfuldt syn det må have været at se klosteret spejle sig i Tejos vande.
Sydportalen
Kirkens sideindgang er 32 m høj og 12 m bred – et overvældende syn med et utal af små figurer, hvis folder i klædedragterne ikke én eneste gang falder forkert. De to døre, der fører ind til kirken, er adskilt af en snoet søjle dekoreret med stiliserede roser. Den bæres af to løver. Øverst på søjlen står Infante Dom Henrique uden hat, for man kan da ikke bære hat i nærværelse af Jomfru Maria. Han ser ud over kajen, hvorfra hans skibe udgik. Over døren foran vinduet står en statue af Jomfru Maria af Belém, og helt oppe ved taget står ærkeengelen Mikael (en af Portugals skytsengle) på en konsol dækket af en baldakin, der er kronet med kristusordenens kors.
I buen over dørene ses to scener fra Jerónimos’ liv: tilbedelse af den korsfæstede Jesus og tæmning af løverne. I nicherne ved Jomfru Maria foran vinduet er fire sibyller, fire profeter og fire kirkelærde.
Nederst ved indgangen står de 12 apostle, forrest Paulus med sværdet og Peter med nøglen. Bemærk også vinduerne på begge sider med deres rige udsmykning og øverst den udskårne balustrade, der gør bygningen let og harmonisk.
Vestportalen
Hovedindgangen – São Vicenteportalen / Dom Manuel-indgangen – er meget smukt komponeret af Nicolas de Chanterenne. Tv. for indgangen knæler Dom Manuel 1.s kone, Dona Maria af Castilien, datter af Fernando og Isabella af Spanien, med Johannes Døberen stående bag sig.
Statuetterne af kongen og dronningen er kendt for deres vellignende udførelse. De blev udført efter levende modeller og kan derfor nemt dateres. Dona Maria døde i 1518 efter at have født sit 10. barn. Dom Manuel 1. giftede sig samme år med sin søns (Dom João 3.) forlovede, Leonor af Castilien. Hun blev derved sin egen tidligere forlovedes stedmoder. Sønnen gjorde oprør mod faderen, men sluttede dog fred med ham på hans dødsleje tre år senere i 1521.
Helt inde på selve kirkemuren ses til højre São Vicente med en karavel og til venstre Dom João 1.s søn Infante Fernando Santo, der blev kristen martyr pga. sin død i Fez (Marokko) i 1443 efter seks år som muslimernes krigsfange.
Kirken
I kirken møder man til højre dåbskapellet med en Santo António-torso og til venstre kapellet for korsets 14 stationer.
Herefter passeres to pragtgravmæler i nymanuelinsk stil for Portugals allermest berømte sønner. De tog begge til Indien, den ene drevet af eventyrlyst, den anden optændt af poesien. Her hviler de nu side om side i kirken, der er en blanding af stilarter, kunst og historie – dejligt portugisisk!
Det venstre gravmæle indeholder de jordiske rester af Vasco da GamaGama, Vasco da (1469-1524). Hans sarkofag prydes med kristusordenens kors, karavel, armillarsfære og det portugisiske våbenskjold. Den bæres af seks løver, symbolet på magt. På sarkofagens låg hviler Vasco da Gama i bøn.
Camões’Cam?es (ca. 1524-80) gravmæle )er interessant, eftersom ingen i virkeligheden ved, hvor han ligger begravet. Han døde 1580, fattig og glemt, og blev kulet ned i en fællesgrav. 300 år senere dulmede portugiserne deres dårlige samvittighed ved at opstille dette prægtige kenotaf (dvs. gravmæle rejst et sted, hvor afdøde ikke er begravet). På kenotafet, hvor bl.a. lyren ses, ligger en laurbærkranset Camões. Det er en fast tradition, at udenlandske statsoverhoveder ved besøg lægger en krans her under fuld militær honnør, sådan som portugiserne elsker det. Begge gravmæler er udført i 1898.
Selve kirken er enestående i sin konstruktion på 92 m x 25 m. Otte slanke og smukt udskårne stensøjler fyldt med nicher bærer den store hvælving, 25 m over gulvet. Vinduernes glasmalerier fra 1938 giver et blidt lys. På nordvæggen er 10 døre. Hver dør fører ind til en skriftestol, her et lille rum, hvor »synderne« gennem et tilgitret vindue kunne skrifte for præsterne, der havde adgang fra klostersiden.
Over basis på søjlen tv. mellem skib og tværskib mod alteret ses en medaljon med et portræt. Måske er det Boitac eller Castilho, kirkens to arkitekter.
Tværskibet med dets to barok-sidekapeller indeholder en del grave for den portugisiske kongefamilie. Tv. kardinalkongen Dom Henrique, hvis sarkofag er i flere etager. Den bæres af to stenelefanter (symbolet på trofasthed) og står omgivet af Dom Manuel 1.s børn og en statue af Nossa Senhora do Restelo.
Th. endnu et gravmæle, båret af elefanter. Den skulle indeholde Dom Sebastião. Han døde i 1578 i Marokko, hvortil han var taget med en 18.000 mand stor hær rekrutteret blandt blomsten af Portugals ungdom. Kun 70 vendte tilbage. Portugiserne nægtede at tro, at han var død. Han blev deres Holger Danske og skulle nok komme tilbage og hjælpe, hvis de kom i nød. For at gøre en ende på denne »sebastianisme«, der især blussede op under den spanske besættelse (1580-1640), lod Filipe 2. (af Spanien) dette kenotaf udføre. Men det hjalp ikke. Portugiserne venter stadig! Hans kenotaf er omgivet af Dom João 3.s børn og en statue af Santo António.
Renæssance-koret er en tilbygning opført under Dom João 3. som afløser for den manuelinske apsis, hvilket tydeligt ses udvendigt som en kassetilbygning.
På begge sider af højalteret står fire sarkofager i nicher. De indeholder til venstre de jordiske rester af Dom Manuel 1. og Dona Maria og til højre Dom João 3. og Dona Catarina.
Sakristiet, der kun er åbent i forbindelse med messe, er i manuelinsk stil. Hvælvingen bæres af én eneste palmeligende søjle, og væggene er dekoreret med 14 oliemalerier, der viser scener fra São Jerónimos’ liv (1600-tallet). Om søndagen er her søndagsskole for børn.
Over kirkens hovedindgang er højkoret, Coro Alto (indgang fra klostergården) med krucifiks fra 1551 og balustrade fra 1883.
Klostret
Klostret er bygget op om en åben gård og er med sin fantastiske detaljerigdom noget af det smukkeste, Portugal kan fremvise. De ret »tunge« buer, der hviler på spinkle søjler, er så rigt og fint dekorerede, at det ligner filigran. Alt fremstår som en helhed i harmoni og balance med en atmosfære, der er helt speciel. Indtrykket forstærkes af en fontæne i midten, hvis rislen får alt til at ånde fred og idyl.
Helheden bærer præg af påvirkning fra både Indien og de arabiske lande. At opholde sig i klostergården sidst på eftermiddagen og se solen farve alt gyldent er en uforglemmelig oplevelse. Det var her, Portugal underskrev optagelsen i EF den 26. juni 1986.
Gå th.: i sydvæggen ses skriftefader-indgange til de 10 skriftestole. Klostergangens lofter fremstår som stiliserede fiskenet, rigt dekoreret med stiliserede roser, armillarsfærer, portugisiske våbenskjolde, kristusordenens kors etc., alt sammen symboler for, hvad havet og de mennesker, der trodsede det, har bragt klosteret. På væggene ses 20 medaljoner med bl.a. scener fra korsets vej, og tre alternicher, der oprindelig viste bebudelsen, opstandelsen og São Jerónimos.
Nu står der i den sidstnævnte en kiste stillet på højkant; den indeholder de jordiske rester af Fernando PessoaPessoa, Fernando. En national æresbevisning til den kendte portugisiske digter. Kisten er symbolsk delt i tre - for at vise hans indre splittelse. Den blev opstillet i 1985 på 50-års-dagen for hans død.
I kapitelsalen står den kendte forfatter, historiker og en tid også Beléms borgmester Alexandre HerculanosHerculanos, Alexandre (1810-77) sarkofag. Kapitelsalen nåede aldrig at blive brugt af munkene. Kapitelsalens tag blev nemlig først lagt i 1886 samtidig med, at Herculanos sarkofag blev færdig. I loftet ses hans initialer »A H« og på sarkofagen følgende gravskrift af ham selv: »At sove? Det er kun den dødes kolde krop, der sover og intet føler. Sjælen flyver og søger ly ved den Almægtiges fod. Her hviler en mand, som klarlagde nogle betydningsfulde sandheder for fremtidens store lære: Historien«.
I det nordvestlige hjørne springer Løvefontænen, den lokale ønskebrønd. Kom vand på højre hånd, rør løvens højre pote og ønsk. Så vil ønsket gå i opfyldelse! Bag løvefontænen, hvor munkene vaskede hænder inden måltiderne, ligger refektoriet, beklædt med gule/blå/hvide azulejos (1600-tallet), der illustrerer Josefs liv. På endevæggen hænger et maleri af en læsende mand omgivet af kranier, bøger, et krucifiks og en løve. Det er São Jerónimos, klosterets skytshelgen. Én elegant trappe og to mere beskedne fører op til det øvre galleri. Herfra er der adgang til kirkens højkor med et flot udsyn over kirkerummet. I koret findes også munkenes korstole (1550) med »barmhjertighederne«, misericordias – en lille numsestøtte under det opslåede sæde. En diskret hjælp for overvægtige munke, der skulle stå her mindst syv timer i døgnet.
Museu Nacional de Arqueologia, Praça do Império, åbent ti. 14-18, on.-sø. 10-18, entré, gratis sø. 10-14, tlf.213 620 000.
Arkæologisk Museum har en fin samling af forhistoriske, iberiske og lusitansk-romerske fund. Nyt???
Museu de Marinha, Praça do Império, åbent ti.-sø. 10-18, vinter 10-17, entré, gratis sø. 10-13 og pens., handicapv. , café, tlf.213 620 019.
Det spændende søfartsmuseum blev grundlagt i 1863 af Dom Luís, der var officer i den portugisiske flåde. Museet indeholder en stor samling, fordelt på to etager og i tematiske sale, der spænder lige fra opdagelsesrejsernes tid til i dag med modeller af næsten alle portugisiske skibe, uniformer, malerier og navigationsinstrumenter, bl.a. astrolabier – og Camões som galionsfigur.
I indgangshallen står statuer af opdagelsesrejsende med Infante Dom Henrique som det naturlige midtpunkt. Han står foran et gigantisk kort over portugisernes sørute med et citat af Lusiaden.
På 1. sal er børnemuseet, Museu das Crianças, åbent lø.-sø. 11-18, vinter 10-17, entré, tlf.213 864 923. Det har skiftende udstillinger, hvor børn kan boltre sig i leg og oplevelser.
Overfor ligger Marinemuseets Pavilhão das Galeotas. Her udstilles bl.a. »Santa Cruz«, det første fly der fløj over Sydatlanten Lissabon-Rio i 1922. Her er også kongelige galeotas, chalupper, bl.a. en fra Dom João 5.s tid.
Planetário Calouste Gulbenkian, åbent on.-to.11, 14.30, 16, lø.-sø. 15.30 og 17, entré, tlf.213 620 002.
Mellem marinemuseets bygninger ligger planetariet. Her kan man bl.a. følge nogle af de opdagelsesrejsendes ruter via stjernehimmelen (eng. tale via høretlf.) eller se lazershow (on.-lø. flere gange dgl., 40 min.).
Centro Cultural de Belém, Praça do Império, (udstillinger åbent ti.-sø. 10-18.15/19), café, P-plads, tlf.213 612 400, (billetkontor:tlf.213 612 444 dgl.13-19.30), www.ccb.pt
Beléms moderne kulturcenter er tegnet af Vittorio Gregotti og Manuel Salgado og blev opført og benyttet som hovedkvarter, da Portugal i 1992 havde sit første formandskab i EU. I 1993 åbnede det som kulturcenter. Det fremstår nærmest som en miniby med bl.a. gallerier, udstillinger, teater, koncerter for alle aldersgrupper (åbent ma.-fr. 19-21 (ofte gratis) og 21.30), caféer, restauranter, og forretninger. Her finder man også Museu do Design, åbent ti.-sø.10-18.15/19, omvisning sø. 17, entré, tlf.213 612 934, hvor portugiseren Francisco Capelos samling af hundredvis af genstande illustrerer form og funktionalisme fra 1937 til i dag. Danmark er ganske pænt repræsenteret med Per Lütken, Arne Jacobsen, Finn Juhl, Hans Wegner, Poul Kjærholm, PH og Axel Salto.
Padrão dos Descobrimentos, Avenida de Brasília, åbent ti.-sø. 9-17 (juli-aug. 9-18.30), elevator, entré, café, AV-show, tlf.213 031 950. Benyt fodgængertunnelen under Avenida da India og jernbanen.
Monumentet for opdagelserne blev rejst i 1960 i anledning af 500-året for Infante Dom Henriques død og rager med sine 50 m højt op over plads og flod. Set forfra har det form som et enormt sværd med Aviskorset (den franske lilje). Fra siden derimod ligner det stævnen på et skib, klar til at sejle ud. Forrest står Infante Dom Henrique, 9 m høj, som galionsfigur med en karavel i hånden og viser vej. Han er fulgt af sine tro følgesvende og hjælpere: sømænd, soldater, riddere, præster, munke, digtere etc. – og hans mor.
På monumentets højre side finder man bl.a. João Gonçalves Zarco, der genopdagede Madeira, maleren Nuno Gonçalves med sin palet, Camões med vers fra Lusiaden og Infante Dom Henriques mor, Dona Filipa de Lancaster.
På venstre side er Batolomeus Dias og Diogo Cão i færd med at rejse en padrão, som dem portugiserne rejste i alle lande, de underlagde sig, Albuquerque med sit lange skæg bundet i en karakteristisk knude samt Francisco Xavier.
Inde i selve monumentet er der skiftende udstillinger og et auditorium. Med elevator når man monumentets top, hvorfra der er en fantastisk udsigt.
På pladsen foran har man i den sort-hvide »bølge«-mosaik udformet en kæmpe Rosa dos Ventos, Infante Dom Henriques vindrose (et stjerneformet kompas) i kæmpeformat, 50 m i diameter. Inde i dette er lagt et 14 m bredt verdenskort med de opdagelsesrejsendes ruter og årstal. Kunstværket er udført i flerfarvet marmormosaik og er en gave fra Den Sydafrikanske Republik.
Museu de Arte Popular, Avenida de Brasília. Museet restaureres indtil videre, men har af og til skiftende udstillinger. Salg af kunsthåndværk åbent ti.-sø.10-12.30 og 14-17, tlf.213 011 282.
Museet for almuekunst blev åbnet i 1940 som en del af Salazars udstilling om den portugisiske verden. Foruden moderne vægmalerier rummer det en interessant samling af folkekunst, artesanato, fra Portugals forskellige provinser.
Torre de Belém, Avenida de Brasília, åbent ti.-sø. 10-18/18.30, vinter 10-16.30/17, entré, tlf.213 620 034.
Torre de Santa Maria de Belém er et elegant, manuelinsk tårn, der med sine pragtudskæringer, balkoner, minitårne og tinder ligner en skakbrik skåret i elfenben. Artilleriplatformen er dekoreret med kristusordenens skjolde, og alle hjørner er udstyret med vagttårne med mauriske kupler. Her ses alt, der hører til den manuelinske stil, bl.a. tovværk, ankre, armillarsfære, arabiske slyngninger og snoede søjler, stenkniplinger etc. Det er forståeligt, at denne stil i sjov blev kaldt hydrogotisk.
Tårnet, der blev opført 1515-21 på en flad basaltklippe midt i Tejofloden, var både fyrtårn og den fæstning, der bevogtede indsejlingen til Lissabon. Bygmesteren var Francisco de Arruda, der havde stået for opførelsen af en del af Portugals fæstninger i Marokko. Tårnet er viet til São Vicente, Lissabons skytshelgen. Det blev Lissabons vartegn og var samtidig det landemærke, portugiserne længtes efter at se, når de vendte hjem fra de store rejser: portugisernes »Kronborg om styrbord igen«.
Yderligere tjente det som statsfængsel fra 1580-1828. At kasematterne blev oversvømmet af tidevandet var en nem måde at gøre det af med fangerne på. Efter en restaurering i 1983 (hvor det fik UNESCOs kulturarvsstempel) er vandkasematterne forvandlet til de nydeligste marmortoiletter!
Siden 1500-tallet har floden ændret sit leje, og nu kan man gå ad en smal bro til fæstningstårnet.
I stueetagen vises skiftende udstillinger fra opdagelsestiden. Trappen th. fører op til den åbne artilleriplatform med en smuk statue af Nossa Senhora do Bom Sucesso med ansigtet vendt mod floden. Hende sendte alle udfarende en bøn, når de sejlede forbi på vej mod det ukendte
En trappe fører op til 1. etage, Guvernørsalen, med smukke loftsmalerier. Herfra går en smal vindeltrappe forbi 2. etage: Kongens sal med kamin og sydvendt veranda med veneziansk inspirerede udskæringer, 3. etage: Audienssalen og 4. etage: Oratório, et kapel, hvor der i »netloftet« ses de efterhånden så velkendte: armillarsfære, våbenskjold og kristuskors. Gå helt op på det flade tag og nyd udsigten.
Arkæologisk Museum har en fin samling af forhistoriske, iberiske og lusitansk-romerske fund. Nyt???
Museu de Marinha, Praça do Império, åbent ti.-sø. 10-18, vinter 10-17, entré, gratis sø. 10-13 og pens., handicapv. , café, tlf.213 620 019.
Det spændende søfartsmuseum blev grundlagt i 1863 af Dom Luís, der var officer i den portugisiske flåde. Museet indeholder en stor samling, fordelt på to etager og i tematiske sale, der spænder lige fra opdagelsesrejsernes tid til i dag med modeller af næsten alle portugisiske skibe, uniformer, malerier og navigationsinstrumenter, bl.a. astrolabier – og Camões som galionsfigur.
I indgangshallen står statuer af opdagelsesrejsende med Infante Dom Henrique som det naturlige midtpunkt. Han står foran et gigantisk kort over portugisernes sørute med et citat af Lusiaden.
På 1. sal er børnemuseet, Museu das Crianças, åbent lø.-sø. 11-18, vinter 10-17, entré, tlf.213 864 923. Det har skiftende udstillinger, hvor børn kan boltre sig i leg og oplevelser.
Overfor ligger Marinemuseets Pavilhão das Galeotas. Her udstilles bl.a. »Santa Cruz«, det første fly der fløj over Sydatlanten Lissabon-Rio i 1922. Her er også kongelige galeotas, chalupper, bl.a. en fra Dom João 5.s tid.
Planetário Calouste Gulbenkian, åbent on.-to.11, 14.30, 16, lø.-sø. 15.30 og 17, entré, tlf.213 620 002.
Mellem marinemuseets bygninger ligger planetariet. Her kan man bl.a. følge nogle af de opdagelsesrejsendes ruter via stjernehimmelen (eng. tale via høretlf.) eller se lazershow (on.-lø. flere gange dgl., 40 min.).
Centro Cultural de Belém, Praça do Império, (udstillinger åbent ti.-sø. 10-18.15/19), café, P-plads, tlf.213 612 400, (billetkontor:tlf.213 612 444 dgl.13-19.30), www.ccb.pt
Beléms moderne kulturcenter er tegnet af Vittorio Gregotti og Manuel Salgado og blev opført og benyttet som hovedkvarter, da Portugal i 1992 havde sit første formandskab i EU. I 1993 åbnede det som kulturcenter. Det fremstår nærmest som en miniby med bl.a. gallerier, udstillinger, teater, koncerter for alle aldersgrupper (åbent ma.-fr. 19-21 (ofte gratis) og 21.30), caféer, restauranter, og forretninger. Her finder man også Museu do Design, åbent ti.-sø.10-18.15/19, omvisning sø. 17, entré, tlf.213 612 934, hvor portugiseren Francisco Capelos samling af hundredvis af genstande illustrerer form og funktionalisme fra 1937 til i dag. Danmark er ganske pænt repræsenteret med Per Lütken, Arne Jacobsen, Finn Juhl, Hans Wegner, Poul Kjærholm, PH og Axel Salto.
Padrão dos Descobrimentos, Avenida de Brasília, åbent ti.-sø. 9-17 (juli-aug. 9-18.30), elevator, entré, café, AV-show, tlf.213 031 950. Benyt fodgængertunnelen under Avenida da India og jernbanen.
Monumentet for opdagelserne blev rejst i 1960 i anledning af 500-året for Infante Dom Henriques død og rager med sine 50 m højt op over plads og flod. Set forfra har det form som et enormt sværd med Aviskorset (den franske lilje). Fra siden derimod ligner det stævnen på et skib, klar til at sejle ud. Forrest står Infante Dom Henrique, 9 m høj, som galionsfigur med en karavel i hånden og viser vej. Han er fulgt af sine tro følgesvende og hjælpere: sømænd, soldater, riddere, præster, munke, digtere etc. – og hans mor.
På monumentets højre side finder man bl.a. João Gonçalves Zarco, der genopdagede Madeira, maleren Nuno Gonçalves med sin palet, Camões med vers fra Lusiaden og Infante Dom Henriques mor, Dona Filipa de Lancaster.
På venstre side er Batolomeus Dias og Diogo Cão i færd med at rejse en padrão, som dem portugiserne rejste i alle lande, de underlagde sig, Albuquerque med sit lange skæg bundet i en karakteristisk knude samt Francisco Xavier.
Inde i selve monumentet er der skiftende udstillinger og et auditorium. Med elevator når man monumentets top, hvorfra der er en fantastisk udsigt.
På pladsen foran har man i den sort-hvide »bølge«-mosaik udformet en kæmpe Rosa dos Ventos, Infante Dom Henriques vindrose (et stjerneformet kompas) i kæmpeformat, 50 m i diameter. Inde i dette er lagt et 14 m bredt verdenskort med de opdagelsesrejsendes ruter og årstal. Kunstværket er udført i flerfarvet marmormosaik og er en gave fra Den Sydafrikanske Republik.
Museu de Arte Popular, Avenida de Brasília. Museet restaureres indtil videre, men har af og til skiftende udstillinger. Salg af kunsthåndværk åbent ti.-sø.10-12.30 og 14-17, tlf.213 011 282.
Museet for almuekunst blev åbnet i 1940 som en del af Salazars udstilling om den portugisiske verden. Foruden moderne vægmalerier rummer det en interessant samling af folkekunst, artesanato, fra Portugals forskellige provinser.
Torre de Belém, Avenida de Brasília, åbent ti.-sø. 10-18/18.30, vinter 10-16.30/17, entré, tlf.213 620 034.
Torre de Santa Maria de Belém er et elegant, manuelinsk tårn, der med sine pragtudskæringer, balkoner, minitårne og tinder ligner en skakbrik skåret i elfenben. Artilleriplatformen er dekoreret med kristusordenens skjolde, og alle hjørner er udstyret med vagttårne med mauriske kupler. Her ses alt, der hører til den manuelinske stil, bl.a. tovværk, ankre, armillarsfære, arabiske slyngninger og snoede søjler, stenkniplinger etc. Det er forståeligt, at denne stil i sjov blev kaldt hydrogotisk.
Tårnet, der blev opført 1515-21 på en flad basaltklippe midt i Tejofloden, var både fyrtårn og den fæstning, der bevogtede indsejlingen til Lissabon. Bygmesteren var Francisco de Arruda, der havde stået for opførelsen af en del af Portugals fæstninger i Marokko. Tårnet er viet til São Vicente, Lissabons skytshelgen. Det blev Lissabons vartegn og var samtidig det landemærke, portugiserne længtes efter at se, når de vendte hjem fra de store rejser: portugisernes »Kronborg om styrbord igen«.
Yderligere tjente det som statsfængsel fra 1580-1828. At kasematterne blev oversvømmet af tidevandet var en nem måde at gøre det af med fangerne på. Efter en restaurering i 1983 (hvor det fik UNESCOs kulturarvsstempel) er vandkasematterne forvandlet til de nydeligste marmortoiletter!
Siden 1500-tallet har floden ændret sit leje, og nu kan man gå ad en smal bro til fæstningstårnet.
I stueetagen vises skiftende udstillinger fra opdagelsestiden. Trappen th. fører op til den åbne artilleriplatform med en smuk statue af Nossa Senhora do Bom Sucesso med ansigtet vendt mod floden. Hende sendte alle udfarende en bøn, når de sejlede forbi på vej mod det ukendte
En trappe fører op til 1. etage, Guvernørsalen, med smukke loftsmalerier. Herfra går en smal vindeltrappe forbi 2. etage: Kongens sal med kamin og sydvendt veranda med veneziansk inspirerede udskæringer, 3. etage: Audienssalen og 4. etage: Oratório, et kapel, hvor der i »netloftet« ses de efterhånden så velkendte: armillarsfære, våbenskjold og kristuskors. Gå helt op på det flade tag og nyd udsigten.
Europas første næsehorn
Et næsehornshoved, som springer frem på Belémtårnets nordvestlige hjørne, har en sælsom historie:
Plinius den Ældre skrev i 65 e.Kr., at næsehornet var jordens stærkeste dyr. Efter de opdagelsesrejsende kom hjem og påstod, at elefanten var langt stærkere, ville Dom Manuel 1. have det afgjort ved en kamp mellem de to tykhuder. I 1513 blev det første næsehorn bragt til Europa fra Goa i Indien, og pladsen ved Jerónimos-klosteret omdannedes til en arena bygget af brasiliansk træ.
En krønikeskriver beretter: »Mens den store elefant står og plukker olivenkviste med sin snabel, træder dens dødsfjende, det svært pansrede næsehorn, ind i arenaen. Det begynder straks at slibe og spidse sit mægtige horn på jordens sten. Den skræmte elefant ser sig uroligt omkring, da næsehornet med sænket hoved angriber den og sprætter dens mave op. Med sine stødtænder bryder elefanten gennem palisaden og løber væk«. Plinius havde ret, næsehornet var verdens stærkeste dyr!
Da Portugal havde brug for pavens hjælp, blev det sejrrige næsehorn sendt i en jernkasse som gave til pave Leo 10. Under en storm ud for Genova rutsjede den over rælingen og sank på havets bund. Men… kassen skyllede i land, næsehornet blev udstoppet og givet til paven.
På baggrund af denne begivenhed udførte en af renæssancens største træsnitskærere, Albrecht DürerDürer, Albrecht, billedet af næsehornet. (Et stik af Dürers næsehorn indbragte i 1994 1,2 mio. på en Sotheby-auktion!).
Vel ude af Torre de Belém kan man krydse jernbanen og fortsætter op ad Avenida da Torre de Belém. Foran ligger parken med Ermida dos Jerónimos – atter en manuelinsk perle, opført i 1514 inden for muren, der omgav munkenes område.
Bus 12 går fra Avenida do Restelo tilbage til Lissabons centrum.
Et næsehornshoved, som springer frem på Belémtårnets nordvestlige hjørne, har en sælsom historie:
Plinius den Ældre skrev i 65 e.Kr., at næsehornet var jordens stærkeste dyr. Efter de opdagelsesrejsende kom hjem og påstod, at elefanten var langt stærkere, ville Dom Manuel 1. have det afgjort ved en kamp mellem de to tykhuder. I 1513 blev det første næsehorn bragt til Europa fra Goa i Indien, og pladsen ved Jerónimos-klosteret omdannedes til en arena bygget af brasiliansk træ.
En krønikeskriver beretter: »Mens den store elefant står og plukker olivenkviste med sin snabel, træder dens dødsfjende, det svært pansrede næsehorn, ind i arenaen. Det begynder straks at slibe og spidse sit mægtige horn på jordens sten. Den skræmte elefant ser sig uroligt omkring, da næsehornet med sænket hoved angriber den og sprætter dens mave op. Med sine stødtænder bryder elefanten gennem palisaden og løber væk«. Plinius havde ret, næsehornet var verdens stærkeste dyr!
Da Portugal havde brug for pavens hjælp, blev det sejrrige næsehorn sendt i en jernkasse som gave til pave Leo 10. Under en storm ud for Genova rutsjede den over rælingen og sank på havets bund. Men… kassen skyllede i land, næsehornet blev udstoppet og givet til paven.
På baggrund af denne begivenhed udførte en af renæssancens største træsnitskærere, Albrecht DürerDürer, Albrecht, billedet af næsehornet. (Et stik af Dürers næsehorn indbragte i 1994 1,2 mio. på en Sotheby-auktion!).
Vel ude af Torre de Belém kan man krydse jernbanen og fortsætter op ad Avenida da Torre de Belém. Foran ligger parken med Ermida dos Jerónimos – atter en manuelinsk perle, opført i 1514 inden for muren, der omgav munkenes område.
Bus 12 går fra Avenida do Restelo tilbage til Lissabons centrum.
Restaurante Estufa Real, Jardim Botânico, Calçada do Galvão, åbentkun frokost 12.30-15, lø. lukket, tlf.213 619 021, elegant
-O Mercado do Peixe, Estrada do Casal Pedro Teixeira, Alto Ajuda, sø. aften og ma. lukket, tlf.213 636 942, frisk fisk fra akvarium til grill
-Rosa dos Mares, Rua de Belém 110, tlf.213 621 811, krabber, kæmperejer, bacalhau, servering ude og inde
-Cais de Belém, Rua Viera Portuense 64, åbent12.30-16 og 19-23, on. lukket, tlf.213 621 537, servering ude og inde
-O Mercado do Peixe, Estrada do Casal Pedro Teixeira, Alto Ajuda, sø. aften og ma. lukket, tlf.213 636 942, frisk fisk fra akvarium til grill
-Rosa dos Mares, Rua de Belém 110, tlf.213 621 811, krabber, kæmperejer, bacalhau, servering ude og inde
-Cais de Belém, Rua Viera Portuense 64, åbent12.30-16 og 19-23, on. lukket, tlf.213 621 537, servering ude og inde
