Lissabon øst
Den historiske bykerne er fuld af middelalderstemning og charme. Her er maurerborg, kirker, fontæner, fine udsigtspunkter, det højt besungne, maleriske Alfama – og azulejosmuseum.
Af Nina Jalser
Af Nina Jalser
Den gamle bydel
Den overfyldte, knirkende og klemtende sporvogn 28 sniger sig gennem den gamle bydel, hvor alt emmer af historie og middelalder. Romerne byggede teater og maurerne udvidede den højtliggende forsvarsborg, Castelo de São Jorge og opførte ringmuren, Cerca Moura. Efter Dom Afonso Henriques indtog Lissabon i 1147, blev de forvist til Mouraria, maurerkvarteret, neden for borgen. Det fadobesungne Mouraria er i dag multietnisk, her kan man i og omkring indkøbscentret, Centro Comércial Mouraria, finde folk fra hele kloden.
Udsigtsterrasserne Miradouro de Santa Luzia og Largo das Portas do Sol giver en betagende udsigt over Alfama, Lissabons mest maleriske bydel. Ingen steder er stræder og gyder snævrere og mere labyrintiske med trappe op og trappe ned i dette charmerende forfald. Men der restaureres mange steder, for det er igen blevet in at bo i Lissabons ældste bydel.
Tirsdag og lørdag åbner det store loppemarked, Feira da Ladra (tyvemarkedet) på Campo da Santa Clara – det har været et tilløbsstykke siden 1882. Man kan være heldig og finde noget godt mellem bunker af tingeltangel – og sigøjnere sælger »mærkevarer«.
I dette område ligger mange kirker og tidligere klostre, der alle har en historie, én kirke er opført over Lissabons populære helgen, Santo Antónios, fødested. Men frygt ikke! – for for den ikke-kirkeinteresserede del af familien er der altid en café i nærheden – også i denne del af Lissabon.
Bedste udgangspunkt for dette område er Praça do Comércio
og videre ad den trafikerede Rua da Alfândega. Husk traveskoene!
Udsigtsterrasserne Miradouro de Santa Luzia og Largo das Portas do Sol giver en betagende udsigt over Alfama, Lissabons mest maleriske bydel. Ingen steder er stræder og gyder snævrere og mere labyrintiske med trappe op og trappe ned i dette charmerende forfald. Men der restaureres mange steder, for det er igen blevet in at bo i Lissabons ældste bydel.
Tirsdag og lørdag åbner det store loppemarked, Feira da Ladra (tyvemarkedet) på Campo da Santa Clara – det har været et tilløbsstykke siden 1882. Man kan være heldig og finde noget godt mellem bunker af tingeltangel – og sigøjnere sælger »mærkevarer«.
I dette område ligger mange kirker og tidligere klostre, der alle har en historie, én kirke er opført over Lissabons populære helgen, Santo Antónios, fødested. Men frygt ikke! – for for den ikke-kirkeinteresserede del af familien er der altid en café i nærheden – også i denne del af Lissabon.
Bedste udgangspunkt for dette område er Praça do Comércio
og videre ad den trafikerede Rua da Alfândega. Husk traveskoene!
Seværdigheder
Igreja da Conceição Velha, Rua da Alfândega 112, åbent sø.-fr. 8-18, lø. 8-13, lukket aug. Bus 9,46,90, Sp 18.
Over indgangsdørene breder Nossa Senhora da Misericórdia beskyttende sin kappe over bl.a. Dona Leonor, Dom Manuel 1. og hans koner samt Pave Leo 10. og andre gejstlige. Facaden er det eneste, der er tilbage af den gamle kirke efter 1755.
I det mørke kirkerum er der et usædvanligt stukloft med Mariæ himmelfart og talha dourada-alter.
Kirken blev grundlagt i 1520 som en Misericórdiakirke (se Religion) af Dona Leonor på ruinerne af en synagoge. Hendes bror Dom Manuel 1. lod »Belém-kunstneren« João de Castilho udsmykke facaden, et af de mest fuldendte manuelinske bygningsværker.
Casa dos Bicos / Fundação José Saramago, Rua dos Bacalhoeiros, åbent ma.-lø. 10-17.30/18, entré (gratis under 12 og over 65), Bus 1,13,46,91, tlf.218 802 040, www.josesaramago.org
Få skridt længere mod øst ligger Casa dos Bicos, en helt usædvanlig bygning af pyramideformede mursten opført i 1523 af Afonso de Albuquerques søn Brás. Familien stod kongen nær og fik derfor lov til at bygge tæt ved Paço da Ribeira. I kraft af embedet som vicekonge af Indien samlede faderen store rigdomme, hvoraf en del blev sat på huset. Efter sigende skulle hver pyramidespids have haft en indfattet diamant, Casa dos Diamantes! Også dette hus blev ramt af jordskælvet og de to øverste etager ødelagt. En tid blev det benyttet til lager for klipfisk.
Huset blev i 1980’erne med nænsom hånd ført tilbage til sit oprindelige udseende – udført efter et azulejo-maleri fra 1500-tallet (Museu da Cidade). Derefter flyttede »Nationalkommissionen til minde om de portugisiske opdagelser« ind og arrangerede udstillinger i huset.
Siden 2012 har det huset forfatter og Nobelprismodtager José Saramagos Fond (se Kendte navne). Der arrangeres udstillinger, litteraturaftener og mange andre aktiviteter omkring Saramagos forfatterskab.
I stueetagen er rester af romerske salttanke til fisk (garum), rester af maurisk bymur og forsvarstårn samt offentlig trappe til Sé. Fund fra stedet er udstillet på bl.a. Museu da Cidade (se Lissabon nord)
På pladsen foran Casa dos Bicos er halvdelen af Saramagos aske begravet under et oliventræ.
Her er også flere gode restauranter med udendørsservering.
Nord for Casa dos Bicos fører Arco da Conceição og Travessa do Almargem op til Sé og
Igreja de Santo António da Sé, Largo de Santo António, åbent dgl. 8-19.30, Bus 737, Sp 12,28, tlf.218 869 145.
Kirken er opført over Lissabons mest populære helgens fødested. En tidligere manuelinsk kirke blev ødelagt i 1755 med undtagelse af højalteret og Santo António-figuren. Ved almisser blev der samlet ind til opførelse af en ny kirke (1812).
Inde i kirken hænger et maleri af Santo António. Det siges at have mirakuløse egenskaber, og portugisere, der behøver hjælp eller trøst, berører billedets hjørne, mens en bøn mumles. Her bruges der ikke stearinlys. Man lægger en mønt i automaten, og straks tændes en elpære – nok for ikke at sode vægge og malerier.
Fra kirkens venstre side kommer man gennem souvenirstand og sakristi til krypten, Santo Antónios fødested. Moderne azulejos viser, at pave Johannes Paul 2. også har været her (1982).
Ved siden af kirken ligger det lille Museu Antoniano, åbent ti.-sø. 10-13 og 14-18, entré, tlf.218 860 447, med genstande, der mere eller mindre er knyttet til hans jordiske liv, deriblandt malerier, azulejos (prædiken til fiskene) og figurer i alle størrelser. Desuden 30 min. video på eng. om Santo Antónios liv.
På hjørnet af Rua da Madalena er Igreja da Madalena fra 1100-tallet (restaureret 1700-tallet) med en pragtfuld manuelinsk portal.
Santo António de Lisboa
Santo António var af adelig slægt og blev født 15. august 1195 »i Lissabon, en by beliggende ved jordens yderste ende« og døbt Fernando de Bulhões i den nærliggende Sé.
Allerede som 15-årig indtrådte han i São Vicente de Fora-klosteret og flyttede senere til Santa Cruz-klosteret i Coimbra, hvor han blev præst. Efter et møde med Frans af Assisis brødre, der endte som martyrer i Marokko, skiftede han den hvide augustinerdragt ud med franciskanernes brune, grove ulddragt for at blive sendt til islams vigtigste arnested i Nordafrika. Han bad om at få ændret sit kongelige navn til António efter en helgen fra 300-tallet.
I Ceuta blev António syg og måtte vende tilbage til Lissabon. Men vinden førte i stedet skibet til Italien, hvor han – bortset fra rejser til Tyskland og Frankrig – tilbragte resten af sit korte liv.
António var idealet af en franciskansk apostel, sin tids største prædikant og lidt af et sproggeni. Under åben himmel holdt han sine store prædikener på landets eget sprog, ikke på latin. Den mest berømte, som man ofte ser afbildet, er nok prædikenen til fiskene: I Rimini blev António under en prædiken hånet af kættere. Han vendte sig i stedet mod flodens fisk og talte til dem. Fiskene flokkedes i stor mængde med hovedet oven vande og lyttede andægtigt. Først efter at have fået velsignelsen svømmede de bort.
António var en stor undergører. Der er legender om utallige mirakler både før og efter hans død. Han kan hjælpe med at finde tabte ting. En god Kirsten Giftekniv siges han også at være. Han skulle endog have talt med det lille Jesusbarn. Derfor ses han altid afbildet med et barn på armen og en bog, da han var munkeordenens mest lærde mand og nåede at skrive sine prædikener ned inden sin død. Liljen, han bærer, er symbol på uskyld og renhed.
Han døde 36 år gammel den 13. juni 1231 af vattersot og blev begravet i Padua. Allerede 30. maj året efter blev han ophøjet til helgen. Og i selv samme øjeblik pave Gregor 9. udførte helgenkåringen, begyndte alle kirkeklokker i Lissabon at kime. Da sarkofagen 30 år senere blev åbnet, fandt man hans tunge rød og frisk, mens resten af legemet var gået al kødets gang!
Italienerne kalder ham Santo António af Padua, men portugiserne er ikke i tvivl. Han er deres, og de kalder ham Santo António de Lisboa, for her var han født.
Sé, Lissabons katedral, Largo da Sé, åbent ti.-lø. 9-18.30, sø.-ma. 9-17, Bus 737, Sp 12,28, tlf.218 876 628.
Lissabons katedral Sé (sede episcopal, bispesæde), også kaldet Santa Maria Maior da Sé Patriarcal, blev opført efter byens erobring i 1147 af Dom Afonso Henriques og er byens ældste kirke. Højen har tidligt været benyttet som kultsted: af romerne til forum og tempel, af vestgoterne til kirke og af maurerne til moské.
Sé ligger nærmest som en fæstning med »forsvarstårne« på begge sider af en romansk portal. Efter jordskælvene i 1344 og 1755 er den rekonstrueret og restaureret flere gange, ja, helt op til 1940. Den bærer præg af skiftende stilarter, men er mere eller mindre »tilbagerestaureret« til sit middelalderlige udseende.
Kirkens sparsomme, indvendige lys kommer gennem de smukke rosetvinduer. Tv. for indgangen står døbefonten, hvor også Santo António blev døbt. Herefter følger det gotiske kapel med en barok julekrybbe, presépio, udført af Marchado de Castro i 1766.
Ved højalteret findes Dom Afonso 4. (Dom Pedro 1.s far) og hans dronning Beatriz’ grave, restaureret af Machado de Castro, og patriarkens trone.
I sakristiet th. for altret står en buste, hvori der på festdage placeres en relikvie af Santo António. Bag altret danner smukke gotiske kapeller en halvcirkel. Gå højre om. I det første hænger et maleri med São Vicente. I det fjerde kapel er de jordiske rester af Lopo Fernandes Pacheco (1325-1357), der var Dom Afonso 4.s tro hjælper, også i Inês de Castro-sagen. Hans sarkofag er udsmykket med statue, sværd og hunde. Overfor hviler hans læsende hustru, Maria Vilalobos. Det var åbenbart moderne at læse hinsides dengang, for i syvende kapel hviler en læsende prins.
Der er udgang til et toetages gotisk kloster, Claustro do Silêncio (entré), som Dom Dinis lod bygge ind i den gamle bymur. Det er ikke færdigrestaureret (arkæologer har gravet siden 1990), så fantasien kan få frit spil blandt de små kapeller med udsmykkede jerngitre, gamle sarkofager og hvælvede lofter. I udgravningen afsløres kirkens historie fra dens grundlæggelse (ja, endda før – helt fra 7 årh. f.Kr.) til vor tid.
I kirkens sydlige tårn er indrettet skatkammer, Tesouro da Sé, åbent ma.-lø.10-17, entré. Elegant udstillet (arrangeret af Gulbenkianmuseet) ses bl.a. illuminerede skrifter, kirkesølv, bispekåber og det store sølvtabernakel til opbevaring af det velsignede brød til semana santa, påskeugen. Mest bemærkelsesværdigt er nok det lille skrin (nr. 3) til opbevaring af São Vicentes højre hånd (skrinet åbnes under messen på hans festdag 22. jan.).
På sydtårnets indvendige trappevæg er indridset et kors: Legenden fortæller, at Santo António som kordreng i kirken blev forfulgt af djævelen, men han slog korsets tegn i marmoret, som var det voks, og fluks flygtede djævelen.
Fra nordtårnet skal den spansksindede bisp Martinho Anes være kastet ud i 1385. Han nægtede at ringe med kirkens klokker, da landets »frelser« Dom João 1. blev udråbt til konge. Forfulgt af en rasende folkemængde flygtede han op i tårnet til sit dramatiske endeligt.
Langs med Sé går Rua Augusto Rosa, opkaldt efter en portugisisk skuespiller (1852-1918). En mindeplade med maske er sat på huset (nr. 50), han døde i. Det tidligere ærkebispepalads, Aljube, har et imponerende våbenskjold over døren. Indtil revolutionen blev det en overgang, af PIDE (det hemmelige politi), brugt som kvindefængsel. Nu huser det en afdeling af justitsministeriet. En mindeplade fortæller stærke sager: »Her fra det kneblede fædrelands struber og fra bryster ødelagt af PIDEs tortur løfter sig frihedens skrig, der blomstrede i april« (1974).
Ærkebispens kavaleribygning (nr. 40) med våbenskjold (bemærk også hestebåse og trug under de smukke hvælvinger) er nu udstillingslokale for Espaço OikosEspaço Oikos, en NGO-bevægelse, der vil fremme kendskab til udviklingslandes kunst og kultur, åbent ti.-lø. 11-19.30,tlf.218 880 012.
Museu do Aljube-Resistência e Liberdade, i nr. 42, åbent ti.-sø. 10-18, gratis, tlf.218 172 400, www.museudoaljube.pt
Museet for Modstand og Frihed har skiftende udstillinger og en permanent, der er dedikeret til kampen mod diktatur og krigene i Afrika.
Det er indrettet i PIDEs fængsel, Aljube (al-jubb er arabisk og betyder cisterne uden vand, kasematter) og blev indviet 25. april 2015.
NAM
Museu do Teatro Romano, Patio do Aljube 5, åbent ti.-sø. ??? 10-13 og 14-18, entré, handicapv., tlf.218 820 320, www.teatroromano.pt
Her vises fund fra det romerske teater, som ligger mellem Rua de São Mamede og Rua da Saudade (næste vej til venstre) under bølgebliktag ud for nr. 5. Fra 1798 har man haft kendskab til Neros romerske teater (57 e.Kr.), men først i 1964 påbegyndtes udgravningerne.
Miradouro de Santa Luzia, Bus 737, Sp 12,28.
Fortsæt ad stejle, brolagte stræder op til Miradouro de Santa Luzia (Luzia er øjnenes beskytterinde!), hvorfra der er en af de smukkeste udsigter over den gamle bydel Alfama og Tejofloden. På de azulejosbeklædte stenbænke sidder ældre mænd og spiller kort eller skak i skyggen af en bougainvilleadækket pergola.
På Igreja de São Brás e Santa LuziasIgreja de São Brás e Santa Luzias sydside ses – smukt malet på azulejos – Terreiro do Paço/Praça do Comérçio før jordskælvet. Til højre herfor fremstilles Martim Moniz’ heltehistorie: I 1147, da maurerne ville lukke Castelos port, stillede Martim Moniz sig imellem for at give Dom Afonso Henriques adgang og led heltedøden. Kirken fra 1100-1800-tallet, åbent ti.-sø. 14-18, tilhører malteserordenen og er bygget ind i den gamle maurermur, som faktisk er bygget oven på vestgoternes. Kirken indeholder mange ordensmedlemmers grave.
Om hjørnet ligger Largo das Portas do Sol. Her stod en af de syv porte til maurerbyen. Fra café-terrasserne kan man også nyde udsigten. Mellem de to udsigtsterrasser er der nedgang til Alfama (se nedenfor) ad Rua Nobeito de Araújos trapper. Et azulejomaleri på kirkemuren viser forslag til en rundtur.
På pladsen står en moderne statue af São Vicente, hvis totårnede renæssancekirke (se nedenfor) ses som baggrund i det fjerne.
Museu-Escola de Artes Decorativas, Largo das Portas do Sol 2, åbent ti.-sø. 10-17, entré, 1 t. ledsaget af klassisk musik, handicapv., café, bibl., Bus 737, Sp 12,28, tlf.218 814 600, www.fress.pt
Museum og skole for dekorativ kunst er indrettet i grev de Azuraras palads fra 1600-tallet. Bankier og kunstsamler Ricardo do Espírito Santo SilvaEspírito Santo Silva, Ricardo do købte i 1947 bygningen og indrettede den med sin private, pragtfulde samling af møbler, kunst, porcelæn, azulejos og arraiolostæpper fra adelige hjem i 1700-tallet. I 1953 skænkede han hele herligheden til staten.
I tilknytning til museet oprettede han 18 værksteder, hvis dygtige håndværkere dels restaurerer, dels kopierer antikke møbler og andre kunstværker i udsøgt kvalitet. Deres bogbinding er helt fantastisk. Efterspørgslen er stor, og der restaureres også uden for Portugal. Interesserede kan forhøre sig. Skolen har kurser i kunsthistorie på universitetsniveau.
Castelo de São Jorge, åbent dgl. 9-21, nov.-feb. 9-18, entré, café, Bus 737 (fra Praça Figueira helt til indgang), Sp 12,28, tlf.218 800 620, www.castelodesaojorge.pt
Over for Igreja da Santa Luzia fører Travessa de Santa Luzia op til Castelo de São Jorge, Lissabons ældste bygningsværk. Efter udmattet at være nået så langt forstår man bedre, at fortet var næsten uindtageligt (man kan også tage en taxa!).
På dette strategiske sted var der allerede i forhistorisk tid en borg. Romerne og vestgoterne befæstede den yderligere, og maurerne opførte ringmuren, Cerca Moura.
1147 indtog Dom Afonso Henriques fæstningen, som under Dom Afonso 3. blev omdannet til kongeslot. Dom Fernando byggede i 1373, en ny og længere mur, Cerca Fernandina, for at beskytte det nye byområde. Dom João 1. gav det – måske påvirket af sin engelske Dona Filipa – navnet Castelo de São Jorge (Skt. Jørgen). Her modtog Dom Manuel 1. på sit Paço de Alcáçova Vasco da Gama i audiens efter hans første rejse til Indien.
Efter opførelsen af det nye kongeslot, Paço da Ribeira, forfaldt Paço de Alcáçova de São Jorge for i 1780 at blive skole og hjem for forældreløse børn og andre hjemløse. Dona Maria 1.s (den fromme) politichef Pina Monique ville gøre en kriminalpræventiv indsats ved indretning af et såkaldt »Casa PiaCasa Pia«, den frommes hus. Idéen greb om sig, og i dag er der mange Casas Pia i Portugal.
Napoleons hær ændrede lynhurtigt området til en barakby, og som sådan forblev den til 1938. Murene havde lidt skade i 1755, men blev først restaureret i 1938-40, under Salazar. Herefter tog arkæologer, historikere og arkitekter fat, og resultatet: Resterne af middelalderfæstningen stærkt restaureret med mini-botanisk have og mini-zoo.
Gennem Arco de São Jorge, den gamle Porta de Alcáçova, kommer man til den lille citadelby Santa Cruz med maleriske huse, restauranter, forretninger og Igreja de Santa Cruz do CasteloIgreja de Santa Cruz do Castelo, en af de første kirker, opført af Dom Afonso Henriques i 1147, restaureret i 1776 og 2002.
Portão Sul fører til esplanaden med en statue (1949) af Dom Afonso Henriques i fuld udrustning. Overfor står et af landets ældste oliventræer. Bemærk skiltet med det smukke digt – en portugisisk version af »Det gamle træ, oh lad det stå..«. I oliventræernes skygge samler ældre mænd træernes frugter, og unge mennesker har en perfekt »lovers’ lane« med mange skjulesteder.
Mellem kanoner og møntkikkerter viser et azulejoskort den fantastiske udsigts højdepunkter. Rampen indbyder til en behagelig spadseretur, hvor man samtidig kan nyde udsigten. I juli er her 10-dages ølfestival med høj musik, bægerklang og marked med artesanato.
Núcleo Museológico m arkæologiske fund , tilgår
Olisipónia, Centro de Interpretação da Cidade, åbent dgl. 10-12.30/13 og 14-17/17.30, entré, 35 min., tlf.218 877 244. En multimedie-udstilling om Lissabons historie kan opleves i Sala Ogival, hvis gotiske buer er de eneste rester af det gamle kongeslot og fængsler. Her grundlagdes i 1502 det portugisiske teater, da Gil Vicente reciterede sin første monolog. Ved indgangen ses en flot statue af Dom Manuel 1., der sidder klar til audiens.
En bro fører ind i maurerfæstningen, Castelejo, som med sine 11 tårne er områdets højeste punkt. I det ene, Torre de Ulisses, er opstillet et camara obscure, hvormed man kan udspionere gadelivet ned i Lissabon (rundvisning apr.-sep.)
I Castelejo ses også duer, påfugle, søer med flamingoer – og efterkommere af to hvide danske svaner bragt hertil i 1987 fra Peblingesøen som en gave fra København. En rundtur på den gamle mur belønnes med en fantastisk udsigt.
Café Taborda, Rua Costa do Castelo 75, tlf.218 879 484, åbent ti.-fr. 14-24, lø.-sø. 14-02, flot udsigt over Lissabon, teater, udstillinger
Restô do Chapitô, Costa do Castelo 7, åbent dgl. 12-14 og 19.30-02, tlf.218 867 334/855 550, bestil bord ved vinduet.
Fra den stemningsfyldte bar-esplanade er der en af de bedste udsigter over Lissabon. Men her er andet end udsigt. Chapitô (fra fr. chapiteau, cirkustelt) er cirkus- og teaterskole, der i 1981 begyndte som et socialt eksperiment, ledet af klovnen Teresa Ricou, og blev en succes.
Ud over skole og teater med mange aktiviteter er her restaurant, bar, jazz og internetcafé.
Over indgangsdørene breder Nossa Senhora da Misericórdia beskyttende sin kappe over bl.a. Dona Leonor, Dom Manuel 1. og hans koner samt Pave Leo 10. og andre gejstlige. Facaden er det eneste, der er tilbage af den gamle kirke efter 1755.
I det mørke kirkerum er der et usædvanligt stukloft med Mariæ himmelfart og talha dourada-alter.
Kirken blev grundlagt i 1520 som en Misericórdiakirke (se Religion) af Dona Leonor på ruinerne af en synagoge. Hendes bror Dom Manuel 1. lod »Belém-kunstneren« João de Castilho udsmykke facaden, et af de mest fuldendte manuelinske bygningsværker.
Casa dos Bicos / Fundação José Saramago, Rua dos Bacalhoeiros, åbent ma.-lø. 10-17.30/18, entré (gratis under 12 og over 65), Bus 1,13,46,91, tlf.218 802 040, www.josesaramago.org
Få skridt længere mod øst ligger Casa dos Bicos, en helt usædvanlig bygning af pyramideformede mursten opført i 1523 af Afonso de Albuquerques søn Brás. Familien stod kongen nær og fik derfor lov til at bygge tæt ved Paço da Ribeira. I kraft af embedet som vicekonge af Indien samlede faderen store rigdomme, hvoraf en del blev sat på huset. Efter sigende skulle hver pyramidespids have haft en indfattet diamant, Casa dos Diamantes! Også dette hus blev ramt af jordskælvet og de to øverste etager ødelagt. En tid blev det benyttet til lager for klipfisk.
Huset blev i 1980’erne med nænsom hånd ført tilbage til sit oprindelige udseende – udført efter et azulejo-maleri fra 1500-tallet (Museu da Cidade). Derefter flyttede »Nationalkommissionen til minde om de portugisiske opdagelser« ind og arrangerede udstillinger i huset.
Siden 2012 har det huset forfatter og Nobelprismodtager José Saramagos Fond (se Kendte navne). Der arrangeres udstillinger, litteraturaftener og mange andre aktiviteter omkring Saramagos forfatterskab.
I stueetagen er rester af romerske salttanke til fisk (garum), rester af maurisk bymur og forsvarstårn samt offentlig trappe til Sé. Fund fra stedet er udstillet på bl.a. Museu da Cidade (se Lissabon nord)
På pladsen foran Casa dos Bicos er halvdelen af Saramagos aske begravet under et oliventræ.
Her er også flere gode restauranter med udendørsservering.
Nord for Casa dos Bicos fører Arco da Conceição og Travessa do Almargem op til Sé og
Igreja de Santo António da Sé, Largo de Santo António, åbent dgl. 8-19.30, Bus 737, Sp 12,28, tlf.218 869 145.
Kirken er opført over Lissabons mest populære helgens fødested. En tidligere manuelinsk kirke blev ødelagt i 1755 med undtagelse af højalteret og Santo António-figuren. Ved almisser blev der samlet ind til opførelse af en ny kirke (1812).
Inde i kirken hænger et maleri af Santo António. Det siges at have mirakuløse egenskaber, og portugisere, der behøver hjælp eller trøst, berører billedets hjørne, mens en bøn mumles. Her bruges der ikke stearinlys. Man lægger en mønt i automaten, og straks tændes en elpære – nok for ikke at sode vægge og malerier.
Fra kirkens venstre side kommer man gennem souvenirstand og sakristi til krypten, Santo Antónios fødested. Moderne azulejos viser, at pave Johannes Paul 2. også har været her (1982).
Ved siden af kirken ligger det lille Museu Antoniano, åbent ti.-sø. 10-13 og 14-18, entré, tlf.218 860 447, med genstande, der mere eller mindre er knyttet til hans jordiske liv, deriblandt malerier, azulejos (prædiken til fiskene) og figurer i alle størrelser. Desuden 30 min. video på eng. om Santo Antónios liv.
På hjørnet af Rua da Madalena er Igreja da Madalena fra 1100-tallet (restaureret 1700-tallet) med en pragtfuld manuelinsk portal.
Santo António de Lisboa
Santo António var af adelig slægt og blev født 15. august 1195 »i Lissabon, en by beliggende ved jordens yderste ende« og døbt Fernando de Bulhões i den nærliggende Sé.
Allerede som 15-årig indtrådte han i São Vicente de Fora-klosteret og flyttede senere til Santa Cruz-klosteret i Coimbra, hvor han blev præst. Efter et møde med Frans af Assisis brødre, der endte som martyrer i Marokko, skiftede han den hvide augustinerdragt ud med franciskanernes brune, grove ulddragt for at blive sendt til islams vigtigste arnested i Nordafrika. Han bad om at få ændret sit kongelige navn til António efter en helgen fra 300-tallet.
I Ceuta blev António syg og måtte vende tilbage til Lissabon. Men vinden førte i stedet skibet til Italien, hvor han – bortset fra rejser til Tyskland og Frankrig – tilbragte resten af sit korte liv.
António var idealet af en franciskansk apostel, sin tids største prædikant og lidt af et sproggeni. Under åben himmel holdt han sine store prædikener på landets eget sprog, ikke på latin. Den mest berømte, som man ofte ser afbildet, er nok prædikenen til fiskene: I Rimini blev António under en prædiken hånet af kættere. Han vendte sig i stedet mod flodens fisk og talte til dem. Fiskene flokkedes i stor mængde med hovedet oven vande og lyttede andægtigt. Først efter at have fået velsignelsen svømmede de bort.
António var en stor undergører. Der er legender om utallige mirakler både før og efter hans død. Han kan hjælpe med at finde tabte ting. En god Kirsten Giftekniv siges han også at være. Han skulle endog have talt med det lille Jesusbarn. Derfor ses han altid afbildet med et barn på armen og en bog, da han var munkeordenens mest lærde mand og nåede at skrive sine prædikener ned inden sin død. Liljen, han bærer, er symbol på uskyld og renhed.
Han døde 36 år gammel den 13. juni 1231 af vattersot og blev begravet i Padua. Allerede 30. maj året efter blev han ophøjet til helgen. Og i selv samme øjeblik pave Gregor 9. udførte helgenkåringen, begyndte alle kirkeklokker i Lissabon at kime. Da sarkofagen 30 år senere blev åbnet, fandt man hans tunge rød og frisk, mens resten af legemet var gået al kødets gang!
Italienerne kalder ham Santo António af Padua, men portugiserne er ikke i tvivl. Han er deres, og de kalder ham Santo António de Lisboa, for her var han født.
Sé, Lissabons katedral, Largo da Sé, åbent ti.-lø. 9-18.30, sø.-ma. 9-17, Bus 737, Sp 12,28, tlf.218 876 628.
Lissabons katedral Sé (sede episcopal, bispesæde), også kaldet Santa Maria Maior da Sé Patriarcal, blev opført efter byens erobring i 1147 af Dom Afonso Henriques og er byens ældste kirke. Højen har tidligt været benyttet som kultsted: af romerne til forum og tempel, af vestgoterne til kirke og af maurerne til moské.
Sé ligger nærmest som en fæstning med »forsvarstårne« på begge sider af en romansk portal. Efter jordskælvene i 1344 og 1755 er den rekonstrueret og restaureret flere gange, ja, helt op til 1940. Den bærer præg af skiftende stilarter, men er mere eller mindre »tilbagerestaureret« til sit middelalderlige udseende.
Kirkens sparsomme, indvendige lys kommer gennem de smukke rosetvinduer. Tv. for indgangen står døbefonten, hvor også Santo António blev døbt. Herefter følger det gotiske kapel med en barok julekrybbe, presépio, udført af Marchado de Castro i 1766.
Ved højalteret findes Dom Afonso 4. (Dom Pedro 1.s far) og hans dronning Beatriz’ grave, restaureret af Machado de Castro, og patriarkens trone.
I sakristiet th. for altret står en buste, hvori der på festdage placeres en relikvie af Santo António. Bag altret danner smukke gotiske kapeller en halvcirkel. Gå højre om. I det første hænger et maleri med São Vicente. I det fjerde kapel er de jordiske rester af Lopo Fernandes Pacheco (1325-1357), der var Dom Afonso 4.s tro hjælper, også i Inês de Castro-sagen. Hans sarkofag er udsmykket med statue, sværd og hunde. Overfor hviler hans læsende hustru, Maria Vilalobos. Det var åbenbart moderne at læse hinsides dengang, for i syvende kapel hviler en læsende prins.
Der er udgang til et toetages gotisk kloster, Claustro do Silêncio (entré), som Dom Dinis lod bygge ind i den gamle bymur. Det er ikke færdigrestaureret (arkæologer har gravet siden 1990), så fantasien kan få frit spil blandt de små kapeller med udsmykkede jerngitre, gamle sarkofager og hvælvede lofter. I udgravningen afsløres kirkens historie fra dens grundlæggelse (ja, endda før – helt fra 7 årh. f.Kr.) til vor tid.
I kirkens sydlige tårn er indrettet skatkammer, Tesouro da Sé, åbent ma.-lø.10-17, entré. Elegant udstillet (arrangeret af Gulbenkianmuseet) ses bl.a. illuminerede skrifter, kirkesølv, bispekåber og det store sølvtabernakel til opbevaring af det velsignede brød til semana santa, påskeugen. Mest bemærkelsesværdigt er nok det lille skrin (nr. 3) til opbevaring af São Vicentes højre hånd (skrinet åbnes under messen på hans festdag 22. jan.).
På sydtårnets indvendige trappevæg er indridset et kors: Legenden fortæller, at Santo António som kordreng i kirken blev forfulgt af djævelen, men han slog korsets tegn i marmoret, som var det voks, og fluks flygtede djævelen.
Fra nordtårnet skal den spansksindede bisp Martinho Anes være kastet ud i 1385. Han nægtede at ringe med kirkens klokker, da landets »frelser« Dom João 1. blev udråbt til konge. Forfulgt af en rasende folkemængde flygtede han op i tårnet til sit dramatiske endeligt.
Langs med Sé går Rua Augusto Rosa, opkaldt efter en portugisisk skuespiller (1852-1918). En mindeplade med maske er sat på huset (nr. 50), han døde i. Det tidligere ærkebispepalads, Aljube, har et imponerende våbenskjold over døren. Indtil revolutionen blev det en overgang, af PIDE (det hemmelige politi), brugt som kvindefængsel. Nu huser det en afdeling af justitsministeriet. En mindeplade fortæller stærke sager: »Her fra det kneblede fædrelands struber og fra bryster ødelagt af PIDEs tortur løfter sig frihedens skrig, der blomstrede i april« (1974).
Ærkebispens kavaleribygning (nr. 40) med våbenskjold (bemærk også hestebåse og trug under de smukke hvælvinger) er nu udstillingslokale for Espaço OikosEspaço Oikos, en NGO-bevægelse, der vil fremme kendskab til udviklingslandes kunst og kultur, åbent ti.-lø. 11-19.30,tlf.218 880 012.
Museu do Aljube-Resistência e Liberdade, i nr. 42, åbent ti.-sø. 10-18, gratis, tlf.218 172 400, www.museudoaljube.pt
Museet for Modstand og Frihed har skiftende udstillinger og en permanent, der er dedikeret til kampen mod diktatur og krigene i Afrika.
Det er indrettet i PIDEs fængsel, Aljube (al-jubb er arabisk og betyder cisterne uden vand, kasematter) og blev indviet 25. april 2015.
NAM
Museu do Teatro Romano, Patio do Aljube 5, åbent ti.-sø. ??? 10-13 og 14-18, entré, handicapv., tlf.218 820 320, www.teatroromano.pt
Her vises fund fra det romerske teater, som ligger mellem Rua de São Mamede og Rua da Saudade (næste vej til venstre) under bølgebliktag ud for nr. 5. Fra 1798 har man haft kendskab til Neros romerske teater (57 e.Kr.), men først i 1964 påbegyndtes udgravningerne.
Miradouro de Santa Luzia, Bus 737, Sp 12,28.
Fortsæt ad stejle, brolagte stræder op til Miradouro de Santa Luzia (Luzia er øjnenes beskytterinde!), hvorfra der er en af de smukkeste udsigter over den gamle bydel Alfama og Tejofloden. På de azulejosbeklædte stenbænke sidder ældre mænd og spiller kort eller skak i skyggen af en bougainvilleadækket pergola.
På Igreja de São Brás e Santa LuziasIgreja de São Brás e Santa Luzias sydside ses – smukt malet på azulejos – Terreiro do Paço/Praça do Comérçio før jordskælvet. Til højre herfor fremstilles Martim Moniz’ heltehistorie: I 1147, da maurerne ville lukke Castelos port, stillede Martim Moniz sig imellem for at give Dom Afonso Henriques adgang og led heltedøden. Kirken fra 1100-1800-tallet, åbent ti.-sø. 14-18, tilhører malteserordenen og er bygget ind i den gamle maurermur, som faktisk er bygget oven på vestgoternes. Kirken indeholder mange ordensmedlemmers grave.
Om hjørnet ligger Largo das Portas do Sol. Her stod en af de syv porte til maurerbyen. Fra café-terrasserne kan man også nyde udsigten. Mellem de to udsigtsterrasser er der nedgang til Alfama (se nedenfor) ad Rua Nobeito de Araújos trapper. Et azulejomaleri på kirkemuren viser forslag til en rundtur.
På pladsen står en moderne statue af São Vicente, hvis totårnede renæssancekirke (se nedenfor) ses som baggrund i det fjerne.
Museu-Escola de Artes Decorativas, Largo das Portas do Sol 2, åbent ti.-sø. 10-17, entré, 1 t. ledsaget af klassisk musik, handicapv., café, bibl., Bus 737, Sp 12,28, tlf.218 814 600, www.fress.pt
Museum og skole for dekorativ kunst er indrettet i grev de Azuraras palads fra 1600-tallet. Bankier og kunstsamler Ricardo do Espírito Santo SilvaEspírito Santo Silva, Ricardo do købte i 1947 bygningen og indrettede den med sin private, pragtfulde samling af møbler, kunst, porcelæn, azulejos og arraiolostæpper fra adelige hjem i 1700-tallet. I 1953 skænkede han hele herligheden til staten.
I tilknytning til museet oprettede han 18 værksteder, hvis dygtige håndværkere dels restaurerer, dels kopierer antikke møbler og andre kunstværker i udsøgt kvalitet. Deres bogbinding er helt fantastisk. Efterspørgslen er stor, og der restaureres også uden for Portugal. Interesserede kan forhøre sig. Skolen har kurser i kunsthistorie på universitetsniveau.
Castelo de São Jorge, åbent dgl. 9-21, nov.-feb. 9-18, entré, café, Bus 737 (fra Praça Figueira helt til indgang), Sp 12,28, tlf.218 800 620, www.castelodesaojorge.pt
Over for Igreja da Santa Luzia fører Travessa de Santa Luzia op til Castelo de São Jorge, Lissabons ældste bygningsværk. Efter udmattet at være nået så langt forstår man bedre, at fortet var næsten uindtageligt (man kan også tage en taxa!).
På dette strategiske sted var der allerede i forhistorisk tid en borg. Romerne og vestgoterne befæstede den yderligere, og maurerne opførte ringmuren, Cerca Moura.
1147 indtog Dom Afonso Henriques fæstningen, som under Dom Afonso 3. blev omdannet til kongeslot. Dom Fernando byggede i 1373, en ny og længere mur, Cerca Fernandina, for at beskytte det nye byområde. Dom João 1. gav det – måske påvirket af sin engelske Dona Filipa – navnet Castelo de São Jorge (Skt. Jørgen). Her modtog Dom Manuel 1. på sit Paço de Alcáçova Vasco da Gama i audiens efter hans første rejse til Indien.
Efter opførelsen af det nye kongeslot, Paço da Ribeira, forfaldt Paço de Alcáçova de São Jorge for i 1780 at blive skole og hjem for forældreløse børn og andre hjemløse. Dona Maria 1.s (den fromme) politichef Pina Monique ville gøre en kriminalpræventiv indsats ved indretning af et såkaldt »Casa PiaCasa Pia«, den frommes hus. Idéen greb om sig, og i dag er der mange Casas Pia i Portugal.
Napoleons hær ændrede lynhurtigt området til en barakby, og som sådan forblev den til 1938. Murene havde lidt skade i 1755, men blev først restaureret i 1938-40, under Salazar. Herefter tog arkæologer, historikere og arkitekter fat, og resultatet: Resterne af middelalderfæstningen stærkt restaureret med mini-botanisk have og mini-zoo.
Gennem Arco de São Jorge, den gamle Porta de Alcáçova, kommer man til den lille citadelby Santa Cruz med maleriske huse, restauranter, forretninger og Igreja de Santa Cruz do CasteloIgreja de Santa Cruz do Castelo, en af de første kirker, opført af Dom Afonso Henriques i 1147, restaureret i 1776 og 2002.
Portão Sul fører til esplanaden med en statue (1949) af Dom Afonso Henriques i fuld udrustning. Overfor står et af landets ældste oliventræer. Bemærk skiltet med det smukke digt – en portugisisk version af »Det gamle træ, oh lad det stå..«. I oliventræernes skygge samler ældre mænd træernes frugter, og unge mennesker har en perfekt »lovers’ lane« med mange skjulesteder.
Mellem kanoner og møntkikkerter viser et azulejoskort den fantastiske udsigts højdepunkter. Rampen indbyder til en behagelig spadseretur, hvor man samtidig kan nyde udsigten. I juli er her 10-dages ølfestival med høj musik, bægerklang og marked med artesanato.
Núcleo Museológico m arkæologiske fund , tilgår
Olisipónia, Centro de Interpretação da Cidade, åbent dgl. 10-12.30/13 og 14-17/17.30, entré, 35 min., tlf.218 877 244. En multimedie-udstilling om Lissabons historie kan opleves i Sala Ogival, hvis gotiske buer er de eneste rester af det gamle kongeslot og fængsler. Her grundlagdes i 1502 det portugisiske teater, da Gil Vicente reciterede sin første monolog. Ved indgangen ses en flot statue af Dom Manuel 1., der sidder klar til audiens.
En bro fører ind i maurerfæstningen, Castelejo, som med sine 11 tårne er områdets højeste punkt. I det ene, Torre de Ulisses, er opstillet et camara obscure, hvormed man kan udspionere gadelivet ned i Lissabon (rundvisning apr.-sep.)
I Castelejo ses også duer, påfugle, søer med flamingoer – og efterkommere af to hvide danske svaner bragt hertil i 1987 fra Peblingesøen som en gave fra København. En rundtur på den gamle mur belønnes med en fantastisk udsigt.
Café Taborda, Rua Costa do Castelo 75, tlf.218 879 484, åbent ti.-fr. 14-24, lø.-sø. 14-02, flot udsigt over Lissabon, teater, udstillinger
Restô do Chapitô, Costa do Castelo 7, åbent dgl. 12-14 og 19.30-02, tlf.218 867 334/855 550, bestil bord ved vinduet.
Fra den stemningsfyldte bar-esplanade er der en af de bedste udsigter over Lissabon. Men her er andet end udsigt. Chapitô (fra fr. chapiteau, cirkustelt) er cirkus- og teaterskole, der i 1981 begyndte som et socialt eksperiment, ledet af klovnen Teresa Ricou, og blev en succes.
Ud over skole og teater med mange aktiviteter er her restaurant, bar, jazz og internetcafé.
Alfama
Far vild i Alfama
De bedste adgangsveje til Lissabons ældste bydel Alfama er Largo do Chafariz de Dentro (se nedenfor) eller ad trapperne ved Miradouro de Santa Luzia (se ovenfor). Det er vigtigt at huske de to navne for at kunne spørge om vej ud, hvis man farer vild.
Alfama fik det arabiske navn al-hammah efter stedets varme kilder. Murrester i Rua Judiaria (jødernes gamle kvarter) fortæller, at her også har været vestgotisk beboelse.
Under maurerne var Alfama for en stor del beboet af aristokrater, senere rykkede havets folk, sømænd og fiskere, ind. I dag står Alfama som et anonymt, men levende mindesmærke for de opdagelsesrejsende. Herfra blev skibenes besætning rekrutteret. Hvor de kom hen, gav de stederne portugisiske navne som Belém, Belmonte etc., men i hele verden findes kun ét Alfama.
I denne farvestrålende, forvirrede labyrint af snoede, snævre og stejle stræder, blindgyder, trapper op og trapper ned, buegange, søjler, balustrader, gårdspladser og blafrende vasketøj kan man ane fortidens glans og herlighed i form af gamle palæer med våbenskjolde. Og over hele sceneriet står Lissabons lysende, blå himmel som et smukt loft.
Selv om området ikke er særlig stort, er det umuligt at beskrive en rundtur. Der mangler ofte vejskilte, og skal man se efter skilte, der ikke eksisterer, glemmer man at indsnuse atmosfæren. Man kan roligt fare vild, krydse sine egne spor og opleve Alfama med alle sanser. Måske også »vogtesansen«! Fra vinduerne advarer de »indfødte« selv turisten imod lomme- og tasketyve.
Alfamas »hovedgade«, Rua de São Pedro, er så smal, at man dårligt kan gå to og to. Her er et væld af små, hyggelige barer. Kommer der en bil, er der kun ét at gøre: Hop ind i en døråbning. Husene står så tæt, at genboer kan kysse hinanden godmorgen fra deres balkoner med smukke jerngitre og et farveorgie af blomster. Man giver sig god tid til en snak på trappesten eller gadehjørne, mens børn, hunde og katte løber rundt i skøn forening. På Beco do Mexias (th. for Chafariz de Dentro) ordnes vasketøjet i Lavradouro público ved gårdspladsens fontæne kl. 9-13 og 14-18.
Som »sømandsby« har Alfama også mange kirker. Den smukkeste er Igreja de São Miguel med talha dourada fra 1600-tallet. Til Santo António-festen 12. juni er kirkepladsen én stor danseplads.
Der er restaureringsarbejder i gang overalt, ikke alene for at bevare de mange kirker, men også fordi Alfama er blevet en fashionabel adresse på visitkortet.
I Alfama er der et utal af spisemuligheder, lige fra små knejper til lukusrestauranter. Ved frokosttid er der en duft af ristede sardiner overalt. Men tro ikke, at en grill på gaden er ensbetydende med et offentligt spisested. Alfamas indbyggere bruger det »åbne« køkken!
Om aftenen florerer folkelivet under de sløvt lysende gadelygter, og fra restauranter høres den nostalgiske fadosang. De rigtige fadosangere findes ofte på små restauranter, hvor priser og spisetvang ikke er skruet op til turistniveau.
Neden for Alfama, på Largo do Terreiro do Trigo, ligger en imponerende »vandpost«, Chafariz d’el ReiChafariz d’el Rei, der hentyder til Dom Dinis. Han kan imidlertid ikke have æren af den, da den eksisterede allerede i 1220 og er Lissabons første fontæne. Under opdagelsesrejserne fik de portugisiske skibe og byens indbyggere vand herfra.
Da de mange skænderier og stridigheder foran fontænen fik dødelig udgang, uddelegerede man i 1551, efter et kommunalt dekret, de seks vandudløb til hver sin sociale klasse: Tilfangetagne negre og maurere, frie mænd, farvede kvinder og slavinder, frie, hvide kvinder og skibsforsyning.
Dom João 5. lod den sammenfaldne chafariz genopbygge med ni vandudløb i forbindelse med opførelsen af Aqueduto das Águas Livres i 1748. I 1864 blev fontænen restaureret og fik den klassiske, elegante udsmykning, den har i dag.
Man kan roligt selv udvælge en drikkehane -klasseforskellen er ophævet!...men det er vandet også.
Casa do Fado e da Guitarra Portuguesa, Largo do Chafariz de Dentro 1, åbent ti.-sø. 10-12.30/13 og 14-17.30/18, entré (gratis til sø. kl. 14, eng. skiltning, handicap., café, P-plads Jardim do Tabaco, M Santa Apolónia, Bus 9, 25 A, 28, 35, 39, 46, 59, 90, 107, 206, 216,tlf.218 823 470, www.ebahl.pt/casadofado , www.fado.egeac.pt
Et meget seværdigt Fadocenter med museum, pragtfulde tableauer og av-shows fortæller om Lissabons helt egen, hjertegribende musik. Skiftende udstillinger og auditorium til fadoshows, -konferencer m.m., kurser i portugisisk guitar, bog- og cd-salg.
Centret er indrettet i byens tidligere vandværk (Estação Elevatoria d’Águas). I cisternen udstilles historisk materiale om Alfama. (Se også Læsning til flyet, Fado)
De bedste adgangsveje til Lissabons ældste bydel Alfama er Largo do Chafariz de Dentro (se nedenfor) eller ad trapperne ved Miradouro de Santa Luzia (se ovenfor). Det er vigtigt at huske de to navne for at kunne spørge om vej ud, hvis man farer vild.
Alfama fik det arabiske navn al-hammah efter stedets varme kilder. Murrester i Rua Judiaria (jødernes gamle kvarter) fortæller, at her også har været vestgotisk beboelse.
Under maurerne var Alfama for en stor del beboet af aristokrater, senere rykkede havets folk, sømænd og fiskere, ind. I dag står Alfama som et anonymt, men levende mindesmærke for de opdagelsesrejsende. Herfra blev skibenes besætning rekrutteret. Hvor de kom hen, gav de stederne portugisiske navne som Belém, Belmonte etc., men i hele verden findes kun ét Alfama.
I denne farvestrålende, forvirrede labyrint af snoede, snævre og stejle stræder, blindgyder, trapper op og trapper ned, buegange, søjler, balustrader, gårdspladser og blafrende vasketøj kan man ane fortidens glans og herlighed i form af gamle palæer med våbenskjolde. Og over hele sceneriet står Lissabons lysende, blå himmel som et smukt loft.
Selv om området ikke er særlig stort, er det umuligt at beskrive en rundtur. Der mangler ofte vejskilte, og skal man se efter skilte, der ikke eksisterer, glemmer man at indsnuse atmosfæren. Man kan roligt fare vild, krydse sine egne spor og opleve Alfama med alle sanser. Måske også »vogtesansen«! Fra vinduerne advarer de »indfødte« selv turisten imod lomme- og tasketyve.
Alfamas »hovedgade«, Rua de São Pedro, er så smal, at man dårligt kan gå to og to. Her er et væld af små, hyggelige barer. Kommer der en bil, er der kun ét at gøre: Hop ind i en døråbning. Husene står så tæt, at genboer kan kysse hinanden godmorgen fra deres balkoner med smukke jerngitre og et farveorgie af blomster. Man giver sig god tid til en snak på trappesten eller gadehjørne, mens børn, hunde og katte løber rundt i skøn forening. På Beco do Mexias (th. for Chafariz de Dentro) ordnes vasketøjet i Lavradouro público ved gårdspladsens fontæne kl. 9-13 og 14-18.
Som »sømandsby« har Alfama også mange kirker. Den smukkeste er Igreja de São Miguel med talha dourada fra 1600-tallet. Til Santo António-festen 12. juni er kirkepladsen én stor danseplads.
Der er restaureringsarbejder i gang overalt, ikke alene for at bevare de mange kirker, men også fordi Alfama er blevet en fashionabel adresse på visitkortet.
I Alfama er der et utal af spisemuligheder, lige fra små knejper til lukusrestauranter. Ved frokosttid er der en duft af ristede sardiner overalt. Men tro ikke, at en grill på gaden er ensbetydende med et offentligt spisested. Alfamas indbyggere bruger det »åbne« køkken!
Om aftenen florerer folkelivet under de sløvt lysende gadelygter, og fra restauranter høres den nostalgiske fadosang. De rigtige fadosangere findes ofte på små restauranter, hvor priser og spisetvang ikke er skruet op til turistniveau.
Neden for Alfama, på Largo do Terreiro do Trigo, ligger en imponerende »vandpost«, Chafariz d’el ReiChafariz d’el Rei, der hentyder til Dom Dinis. Han kan imidlertid ikke have æren af den, da den eksisterede allerede i 1220 og er Lissabons første fontæne. Under opdagelsesrejserne fik de portugisiske skibe og byens indbyggere vand herfra.
Da de mange skænderier og stridigheder foran fontænen fik dødelig udgang, uddelegerede man i 1551, efter et kommunalt dekret, de seks vandudløb til hver sin sociale klasse: Tilfangetagne negre og maurere, frie mænd, farvede kvinder og slavinder, frie, hvide kvinder og skibsforsyning.
Dom João 5. lod den sammenfaldne chafariz genopbygge med ni vandudløb i forbindelse med opførelsen af Aqueduto das Águas Livres i 1748. I 1864 blev fontænen restaureret og fik den klassiske, elegante udsmykning, den har i dag.
Man kan roligt selv udvælge en drikkehane -klasseforskellen er ophævet!...men det er vandet også.
Casa do Fado e da Guitarra Portuguesa, Largo do Chafariz de Dentro 1, åbent ti.-sø. 10-12.30/13 og 14-17.30/18, entré (gratis til sø. kl. 14, eng. skiltning, handicap., café, P-plads Jardim do Tabaco, M Santa Apolónia, Bus 9, 25 A, 28, 35, 39, 46, 59, 90, 107, 206, 216,tlf.218 823 470, www.ebahl.pt/casadofado , www.fado.egeac.pt
Et meget seværdigt Fadocenter med museum, pragtfulde tableauer og av-shows fortæller om Lissabons helt egen, hjertegribende musik. Skiftende udstillinger og auditorium til fadoshows, -konferencer m.m., kurser i portugisisk guitar, bog- og cd-salg.
Centret er indrettet i byens tidligere vandværk (Estação Elevatoria d’Águas). I cisternen udstilles historisk materiale om Alfama. (Se også Læsning til flyet, Fado)
Mouraria
Fra Castelo fører Calçada de Santo André ned til maurerkvarteret, Mouraria, hvortil Dom Afonso Henriques henviste maurerne efter indtagelsen af Castelo. Her er det tilrådeligt altid, også under kørsel, at have låste bildøre.
Den nærliggende Largo Martim MonizLargo Martim Moniz er opkaldt efter ridderen, som gav sit liv for at holde byporten, der lå her, åben (se ovenfor). Den tidligere så snuskede og skumle plads er i 1990’erne tryllet om til et lyst og åbent kunstværk med utallige fontæner.
I gågaden Rua da Mouraria ligger Centro Comercial Mouraria, Lissabons multietniske indkøbscenter med folk fra hele kloden. I samme gade nr.64 findes umådelig smukke azulejos. Gå gennem porten til atriumgård og Edifício Amparo med pompøs portal med José 1.s våbenskjold (hans dronning oprettede et børnehjem her). Bygningens trappeopgang er tapetseret med blå-hvide azulejos (1745-55) hele vejen op til 4. sal – en fantastisk billedbibel lige fra Abraham til Jesu omskærelse og Mødet i Templet.
Igreja da Graça, åbent dgl. ca. 8-10.30 og 15-19, Bus 737, Sp 12,28.
Calçada da Graça fører op til en augustinerkirke og -kloster af samme navn fra 1271. Efter 1755 blev kirken genopbygget i rokokostil, sakristiet i barok, og klosteret er nu kaserne. Senhor dos Passos (se nedenfor) står th. for højaltret. En trappe fører helt op til bærebøren, hvor folk lægger blomster og takkegaver. I et lokale tv. for indgangen står Afonso de Albuquerques sarkofag (se Kendte navne).
Fra Miradouro da GraçaMiradouro da Graça er der et fint panorama mod Castelo og Mouraria.
Café-Esplanada da Graça, åbent 11-02, tlf.217 427 508, stille om dagen, tilløbsstykke om aftenen, men fantastisk udsigt døgnet rundt.
Ermida de Nossa Senhora do Monte, åbent ti.-lø.15-18, sø.10-13.
Lidt nordligere ligger et lille kapel, genopbygget i 1757, hvor Lissabons første biskop São Gens led martyrdøden sammen med hundrede andre.
I kirkens højre hjørne står hans stentrone, Cadeira do Martir São Gens. Her kan gravide kvinder sætte sig og bede til en lykkelig fødsel og barnløse bede om mirakler. I modsatte side står en julekrybbe, presépio, af Marchado de Castro. Fra kirkepladsen er der udsigt over såvel den gamle som den nye bydel.
Legenden om Senhor dos Passos da Graça
Den populære »procissão do Senhor dos Passos da Graça« har sin egen historie: Engang kom en sulten og frysende pilgrim til jesuiterkirken São Roque og bad om husly. De smed ham på porten, og han gik gennem hele byen, til han kom til augustinermunkene i Graça. Her lukkede en sympatisk, men trist ung mand i 30’erne ham ind, gav ham mad og en seng.
Næste morgen fandt munkene til deres overraskelse pilgrimmen sovende under en figur af Jesus, der bærer korset til Golgata, Senhor dos Passos (passos, skridt), og de vidste da, at det var Jesus, der havde lukket ham ind.
Fra den tid mindede man jesuitterne om deres mangel på barmhjertighed ved 2. søndag i fasten at bære »Senhor dos Passos da Graça« fra Graça gennem gaderne til São Roque, fulgt af den halve by. Efter jesuitternes udvisning i 1759 behøvede man ikke længere at gå den lange vej, men nøjedes med en rundtur i området, og det gør man stadig – selv om jesuitterne fik lov at vende tilbage i 1828.
Igreja e Mosteiro de São Vicente de Fora, Largo de São Vicente, åbent kirke: ti.-sø. 10-18, tlf.218 862 544. Kloster: åbent ti.-sø. 10-18, entré, café, Sp 28, tlf.218 885 652/824 400.
Den imponerende kirke og klosteret blev oprindelig opført af Dom Afonso Henriques til »São Vicentes støv og de sjæles hvile« (korsfarere), der var faldet ved Lissabons befrielse fra maurerne i 1147. De spanske Filiper mente, der skulle opføres en mere pompøs kirke – São Vicente var jo spansk! – og lod i 1582-1629 Felippo Terzi opføre en ny i italiensk renæssance. Den harmoniske kirkefacade har nicher, hvori bl.a. São Vicente, Santo Agostinho og São Sebastião står. Indvendig er kirken betagende med et smukt, hvælvet loft og sidekapeller af marmor. Bemærk højaltret med Machado de Castros barokbaldakin med træfigurer i kæmpe størrelse.
Fra kirkepladsens sydside er der indgang til klosteret, der har 1100-tals cisterne, de smukkeste azulejos fra 1700-tallet, der bl.a. fortæller om »livet ved hoffet«. Gangen fører th. mod Portaria med det florentinsk malede loft (1710), og væggenes azulejos viser scener fra Lissabons og Santaréms belejring, adskilt af medaljoner med portugisiske konger.
Mellem de to smukke klostergårde, under sakristiet, der er fantastisk udsmykket med indlagt marmor, hviler korsfarere fra 1147.
Munkenes refektorium (tv. i bageste klostergård) blev i 1855 indrettet til et Panteão Real, et kongeligt panteon for balsamerede bragançaer (Portugals sidste kongeslægt). Her vogter en sorgens engel Imagem da Dor udført i marmor af den madeiranske billedhugger Francisco Franco. I en sal vsa. bragançaernes ligger Lissabons patriarker
Trapper (med Santo Antónios celle) fører op til en bogstaveligt talt fabelagtig udstilling: 38 af Fontaines (1621-95) fabler på azulejos.
Har man energi til flere trapper, er der 139 trin til terrassen mellem kirkens to tårne. Belønningen er en fantastisk udsigt over land, by og flod.
Campo de Santa Clara, café, P-plads, Bus 9,12,25,35,39, 46, 81,90,104,105,107, Sp 28.
Er det tirsdag eller lørdag, må der afsættes tid til tyvemarkedettyvemarkedet, Feira da Ladra, åbent 8-16. Lige siden 1882 er der afholdt marked bag Igreja de São Vicente på Campo de Santa Clara, hvor Dom Afonso Henriques’ korsfarere på vej til Det Hellige Land slog lejr, inden de indtog Lissabon.
I dag sælges romerske mønter, antikviteter, bøger, lydbånd, køkkenting, sko, tøj, nyt som brugt, kort sagt alt. Sigøjnerne har deres egne bunker af specielt fremstillede »mærkevarer«. Der er desuden frugt- og grøntmarked ma.-lø. 7-14.
Restaurante Mercado de Santa Clara, åbent ti.-lø. 12.30-14.30 og 20-22.30, sø. 12.30-15,tlf.218 873 986, over grøntsagsmarkedet, der ligger i en hyggelig gammel bygning
Igreja da Santa Engrácia, åbent ti.-sø. 10-17, entré, gratis sø. og hlgd. til 14, handicapv., Bus 12, Sp 28, tlf.218 876 629/854 820.
På pladsens modsatte side står den imponerende Igreja da Santa Engrácia. På kirkens storslåede barokfacade ses Nuno Álvares PereiraPereira, Nuno Álvares – med sværd ved side, hjælm ved fod og kors i hånd – mellem Santa Engrácia og Santa IsabelIsabel, Santa med rosenmiraklet.
Byggeriet begyndte i 1682, men stod på så længe, at synonymet for et ufuldendt arbejde blev »Obras de Santa Engrácia«. Det blev dog efter Salazars ordre færdigt i 1966 og indrettet til Panteão Nacional, et nationalt panteon. Man begyndte med kenotafer for Vasco da Gama, Afonso de Albuquerque, Nuno Álvares Pereira, Pedro Álvares Cabral, Infante Dom Henrique og Luís de Camões. Så fulgte portugisiske præsidenter; men kun de, der er døde i tjenesten, får lov at ligge her, såsom Sidónio Pais, Teófilo Braga og Óscar Carmona. Også poeterne Garrett og João de Deus er gravlagt her. I juli 2001 blev fadosangerinden Amália Rodrigues’ jordiske rester, under stor pomp og pragt, flyttet fra Prazeres til poeternes sal.
Det klassiske interiør i flerfarvet marmor krones af en enorm kuppel. Her er ofte skiftende udstillinger.
Handicappede og ældre kan tage elevator op til kirkens tag (andre må tage trappen), hvorfra man kan nyde udsigten hele horisonten rundt.
I nærheden ligger hovedbanegården, Estação de Santa Apolónia, opført 1865. Herfra udgår alle tog mod nord og til Spanien.
Museu Militar, Largo Museu da Artilharia (over for banegården), åbent ti.-sø. 10-17, entré, gratis on., 1 t. omvisning, café, Bus 9,12,25,28,35,39,46, tlf.218 842 569.
I Det Kongelige Hærarsenal, som Pombal lod bygge i 1760 (rekonstrueret i 1834), er der indrettet et enormt militærmuseum. Det indeholder – foruden en stor våbensamling – uniformer, tableauer fra 1. Verdenskrig, hæropstilling ved Aljubarrota, kolonikrigen i Afrika etc. Ikke-militærinteresserede kan nyde de spændende, historiske væg- og loftsmalerier af bl.a. Malhoa og Columbano der illustrerer Lusiaden (se Læsning til flyet) eller gårdens elegante azulejos med Portugals historie fra 1147 til 1. Verdenskrig.
Museu da Água/Estação Elevatória a Vapor dos Barbadinhos, Rua do Alviela 12, åbent ma.-lø. 10-18, entré, Bus 35,104,105, tlf.218 135 522.
Vandmuseet, den dampdrevne pumpestation, ligger ved Convento dos Barbadinhos gamle mure, hvor det første vandværk blev opført i 1880, for at bringe vand fra Alvíelafloden til Lissabon. Museet omhandler Lissabons vandforsyning fra romersk tid til i dag og fik Europæisk Råds Museumspris i 1990. Skiftende udstillinger og historisk arkiv.
Museu Nacional do Azulejo/Convento da Madre de Deus, Rua da Madre de Deus 4, åbent ti. 14-17.30/18, on.-sø. 10-17.30/18, entré, gratis 1.sø.i md., handicapv., café, Bus 718, 742, 749, 59, 104, 105, tlf.218 100 340, www.museudoazulejo.pt
Med bus eller taxa kommer man hurtigt til det smukke kloster, Convento da Madre de Deus. Klarisserklosteret var et af landets rigeste. Det blev grundlagt af Dona Leonor i 1509, som et passende hvilested til Santa Autas jordiske rester, som Dona Leonor fik foræret af sin fætter kejser Maximilian af Tyskland.
Santa Auta var en af de 11.000 jomfruer, der på vej hjem fra pilgrimsfærd til Rom led martyrdøden i Køln under hunnerne (se Lissabon vest, Museu Arte Antiga).
Efter 1755 blev kirke og kloster genopbygget. Kirkens manuelinske facade blev først udsmykket i 1872 – som en efterligning af den originale – efter et maleri, hvor Santa Auta står med den gamle kirke som baggrund. Dona Leonor og Dom João 2.s våbenskjold ses over indgangen. Øverst løber en frise med liljer, Kristuskors og armillarsfære – Dom Manuel 1. var Dona Leonors bror!
Convento da Madre de Deus består af flere klostre. Det store renæssancekloster er i 1980 indrettet til Museu Nacional do Azulejo med 12.000 azulejos fra mudéjar til art nouveau. Det er et spændende og overskueligt museum. I det første lokale vises selve azulejoprocessen, og ved at følge pilene derfra gennemgås i kronologisk rækkefølge azulejos historie helt fra de første mauriske med vinblade og druer i relief, op til vor tids moderne abstrakte.
En lille perle er den manuelinske klostergård med gule/hvide/blå azulejos. Fontænen i væggen er Santa Autas hellige kilde.
I klostergangen på 1. sal ses et fantastisk azulejomaleri (1730) af Lissabon før jordskælvet. Det 29 m lange »Panorama de Lisboa« er et historisk dokument.
Ved indgangen fra klosteret til kirken ligger Dona Leonor efter eget ønske begravet under gulvet.
Kirken er en smuk kombination af malerier, azulejos, marmor og talha dourada. Kirkens bagvæg er udsmykket med azulejos, der skildrer Santa Autas relikvier, der forlader Køln (th.) og deres ankomst til kirken her (tv.).
Andre vægge er beklædt med gamle hollandske fliser. Herover hænger malerier med scener fra São Francisco og Santa Claras liv. Deres portrætter ses på hver sin side af triumfbuen med Dom José 1.s våbenskjold. I de smukt indrammede loftsmalerier kan man billedlæse hele Jomfru Marias liv.
Til venstre for det barokke højalter er Dom João 3.s kongeloge. Sakristiet til højre for alteret er et af landets smukkeste med helgenindemalerier (1500-tallet) og azulejos fra Ratofabrikken (1600-tallet) samt franciskanernes symbol: Jesu og São Franciscos hænder, der krydses.
På 1. sal kommer man til et kapel, hvis azulejosvægge fortæller om jesuitermunken Santo Antão og lofts- og vægmalerierne om franciskanermunken Santo Antónios liv og mirakler. Herfra kommer man til det forgyldte nonnekor, Coro Alto, fyldt med smukke malerier af bl.a. Gregório LopesLopes, Gregório (1500-tallet). Over de enkle korstole med misericordias (»numsestøtter«) er indsat utallige buster med relikvier. Den første til højre er Santa Auta med krone.
I et lille udstillingslokale hænger det kendte, flamske maleri, »Panorama de Jerusalem« (1400-tallet), der viser Jesu vej til korset. I venstre hjørne sidder Dona Leonor.
Museet har hyggelig gårdhave og restaurant, hvis vægge naturligvis er dekoreret med azulejos!
Den nærliggende Largo Martim MonizLargo Martim Moniz er opkaldt efter ridderen, som gav sit liv for at holde byporten, der lå her, åben (se ovenfor). Den tidligere så snuskede og skumle plads er i 1990’erne tryllet om til et lyst og åbent kunstværk med utallige fontæner.
I gågaden Rua da Mouraria ligger Centro Comercial Mouraria, Lissabons multietniske indkøbscenter med folk fra hele kloden. I samme gade nr.64 findes umådelig smukke azulejos. Gå gennem porten til atriumgård og Edifício Amparo med pompøs portal med José 1.s våbenskjold (hans dronning oprettede et børnehjem her). Bygningens trappeopgang er tapetseret med blå-hvide azulejos (1745-55) hele vejen op til 4. sal – en fantastisk billedbibel lige fra Abraham til Jesu omskærelse og Mødet i Templet.
Igreja da Graça, åbent dgl. ca. 8-10.30 og 15-19, Bus 737, Sp 12,28.
Calçada da Graça fører op til en augustinerkirke og -kloster af samme navn fra 1271. Efter 1755 blev kirken genopbygget i rokokostil, sakristiet i barok, og klosteret er nu kaserne. Senhor dos Passos (se nedenfor) står th. for højaltret. En trappe fører helt op til bærebøren, hvor folk lægger blomster og takkegaver. I et lokale tv. for indgangen står Afonso de Albuquerques sarkofag (se Kendte navne).
Fra Miradouro da GraçaMiradouro da Graça er der et fint panorama mod Castelo og Mouraria.
Café-Esplanada da Graça, åbent 11-02, tlf.217 427 508, stille om dagen, tilløbsstykke om aftenen, men fantastisk udsigt døgnet rundt.
Ermida de Nossa Senhora do Monte, åbent ti.-lø.15-18, sø.10-13.
Lidt nordligere ligger et lille kapel, genopbygget i 1757, hvor Lissabons første biskop São Gens led martyrdøden sammen med hundrede andre.
I kirkens højre hjørne står hans stentrone, Cadeira do Martir São Gens. Her kan gravide kvinder sætte sig og bede til en lykkelig fødsel og barnløse bede om mirakler. I modsatte side står en julekrybbe, presépio, af Marchado de Castro. Fra kirkepladsen er der udsigt over såvel den gamle som den nye bydel.
Legenden om Senhor dos Passos da Graça
Den populære »procissão do Senhor dos Passos da Graça« har sin egen historie: Engang kom en sulten og frysende pilgrim til jesuiterkirken São Roque og bad om husly. De smed ham på porten, og han gik gennem hele byen, til han kom til augustinermunkene i Graça. Her lukkede en sympatisk, men trist ung mand i 30’erne ham ind, gav ham mad og en seng.
Næste morgen fandt munkene til deres overraskelse pilgrimmen sovende under en figur af Jesus, der bærer korset til Golgata, Senhor dos Passos (passos, skridt), og de vidste da, at det var Jesus, der havde lukket ham ind.
Fra den tid mindede man jesuitterne om deres mangel på barmhjertighed ved 2. søndag i fasten at bære »Senhor dos Passos da Graça« fra Graça gennem gaderne til São Roque, fulgt af den halve by. Efter jesuitternes udvisning i 1759 behøvede man ikke længere at gå den lange vej, men nøjedes med en rundtur i området, og det gør man stadig – selv om jesuitterne fik lov at vende tilbage i 1828.
Igreja e Mosteiro de São Vicente de Fora, Largo de São Vicente, åbent kirke: ti.-sø. 10-18, tlf.218 862 544. Kloster: åbent ti.-sø. 10-18, entré, café, Sp 28, tlf.218 885 652/824 400.
Den imponerende kirke og klosteret blev oprindelig opført af Dom Afonso Henriques til »São Vicentes støv og de sjæles hvile« (korsfarere), der var faldet ved Lissabons befrielse fra maurerne i 1147. De spanske Filiper mente, der skulle opføres en mere pompøs kirke – São Vicente var jo spansk! – og lod i 1582-1629 Felippo Terzi opføre en ny i italiensk renæssance. Den harmoniske kirkefacade har nicher, hvori bl.a. São Vicente, Santo Agostinho og São Sebastião står. Indvendig er kirken betagende med et smukt, hvælvet loft og sidekapeller af marmor. Bemærk højaltret med Machado de Castros barokbaldakin med træfigurer i kæmpe størrelse.
Fra kirkepladsens sydside er der indgang til klosteret, der har 1100-tals cisterne, de smukkeste azulejos fra 1700-tallet, der bl.a. fortæller om »livet ved hoffet«. Gangen fører th. mod Portaria med det florentinsk malede loft (1710), og væggenes azulejos viser scener fra Lissabons og Santaréms belejring, adskilt af medaljoner med portugisiske konger.
Mellem de to smukke klostergårde, under sakristiet, der er fantastisk udsmykket med indlagt marmor, hviler korsfarere fra 1147.
Munkenes refektorium (tv. i bageste klostergård) blev i 1855 indrettet til et Panteão Real, et kongeligt panteon for balsamerede bragançaer (Portugals sidste kongeslægt). Her vogter en sorgens engel Imagem da Dor udført i marmor af den madeiranske billedhugger Francisco Franco. I en sal vsa. bragançaernes ligger Lissabons patriarker
Trapper (med Santo Antónios celle) fører op til en bogstaveligt talt fabelagtig udstilling: 38 af Fontaines (1621-95) fabler på azulejos.
Har man energi til flere trapper, er der 139 trin til terrassen mellem kirkens to tårne. Belønningen er en fantastisk udsigt over land, by og flod.
Campo de Santa Clara, café, P-plads, Bus 9,12,25,35,39, 46, 81,90,104,105,107, Sp 28.
Er det tirsdag eller lørdag, må der afsættes tid til tyvemarkedettyvemarkedet, Feira da Ladra, åbent 8-16. Lige siden 1882 er der afholdt marked bag Igreja de São Vicente på Campo de Santa Clara, hvor Dom Afonso Henriques’ korsfarere på vej til Det Hellige Land slog lejr, inden de indtog Lissabon.
I dag sælges romerske mønter, antikviteter, bøger, lydbånd, køkkenting, sko, tøj, nyt som brugt, kort sagt alt. Sigøjnerne har deres egne bunker af specielt fremstillede »mærkevarer«. Der er desuden frugt- og grøntmarked ma.-lø. 7-14.
Restaurante Mercado de Santa Clara, åbent ti.-lø. 12.30-14.30 og 20-22.30, sø. 12.30-15,tlf.218 873 986, over grøntsagsmarkedet, der ligger i en hyggelig gammel bygning
Igreja da Santa Engrácia, åbent ti.-sø. 10-17, entré, gratis sø. og hlgd. til 14, handicapv., Bus 12, Sp 28, tlf.218 876 629/854 820.
På pladsens modsatte side står den imponerende Igreja da Santa Engrácia. På kirkens storslåede barokfacade ses Nuno Álvares PereiraPereira, Nuno Álvares – med sværd ved side, hjælm ved fod og kors i hånd – mellem Santa Engrácia og Santa IsabelIsabel, Santa med rosenmiraklet.
Byggeriet begyndte i 1682, men stod på så længe, at synonymet for et ufuldendt arbejde blev »Obras de Santa Engrácia«. Det blev dog efter Salazars ordre færdigt i 1966 og indrettet til Panteão Nacional, et nationalt panteon. Man begyndte med kenotafer for Vasco da Gama, Afonso de Albuquerque, Nuno Álvares Pereira, Pedro Álvares Cabral, Infante Dom Henrique og Luís de Camões. Så fulgte portugisiske præsidenter; men kun de, der er døde i tjenesten, får lov at ligge her, såsom Sidónio Pais, Teófilo Braga og Óscar Carmona. Også poeterne Garrett og João de Deus er gravlagt her. I juli 2001 blev fadosangerinden Amália Rodrigues’ jordiske rester, under stor pomp og pragt, flyttet fra Prazeres til poeternes sal.
Det klassiske interiør i flerfarvet marmor krones af en enorm kuppel. Her er ofte skiftende udstillinger.
Handicappede og ældre kan tage elevator op til kirkens tag (andre må tage trappen), hvorfra man kan nyde udsigten hele horisonten rundt.
I nærheden ligger hovedbanegården, Estação de Santa Apolónia, opført 1865. Herfra udgår alle tog mod nord og til Spanien.
Museu Militar, Largo Museu da Artilharia (over for banegården), åbent ti.-sø. 10-17, entré, gratis on., 1 t. omvisning, café, Bus 9,12,25,28,35,39,46, tlf.218 842 569.
I Det Kongelige Hærarsenal, som Pombal lod bygge i 1760 (rekonstrueret i 1834), er der indrettet et enormt militærmuseum. Det indeholder – foruden en stor våbensamling – uniformer, tableauer fra 1. Verdenskrig, hæropstilling ved Aljubarrota, kolonikrigen i Afrika etc. Ikke-militærinteresserede kan nyde de spændende, historiske væg- og loftsmalerier af bl.a. Malhoa og Columbano der illustrerer Lusiaden (se Læsning til flyet) eller gårdens elegante azulejos med Portugals historie fra 1147 til 1. Verdenskrig.
Museu da Água/Estação Elevatória a Vapor dos Barbadinhos, Rua do Alviela 12, åbent ma.-lø. 10-18, entré, Bus 35,104,105, tlf.218 135 522.
Vandmuseet, den dampdrevne pumpestation, ligger ved Convento dos Barbadinhos gamle mure, hvor det første vandværk blev opført i 1880, for at bringe vand fra Alvíelafloden til Lissabon. Museet omhandler Lissabons vandforsyning fra romersk tid til i dag og fik Europæisk Råds Museumspris i 1990. Skiftende udstillinger og historisk arkiv.
Museu Nacional do Azulejo/Convento da Madre de Deus, Rua da Madre de Deus 4, åbent ti. 14-17.30/18, on.-sø. 10-17.30/18, entré, gratis 1.sø.i md., handicapv., café, Bus 718, 742, 749, 59, 104, 105, tlf.218 100 340, www.museudoazulejo.pt
Med bus eller taxa kommer man hurtigt til det smukke kloster, Convento da Madre de Deus. Klarisserklosteret var et af landets rigeste. Det blev grundlagt af Dona Leonor i 1509, som et passende hvilested til Santa Autas jordiske rester, som Dona Leonor fik foræret af sin fætter kejser Maximilian af Tyskland.
Santa Auta var en af de 11.000 jomfruer, der på vej hjem fra pilgrimsfærd til Rom led martyrdøden i Køln under hunnerne (se Lissabon vest, Museu Arte Antiga).
Efter 1755 blev kirke og kloster genopbygget. Kirkens manuelinske facade blev først udsmykket i 1872 – som en efterligning af den originale – efter et maleri, hvor Santa Auta står med den gamle kirke som baggrund. Dona Leonor og Dom João 2.s våbenskjold ses over indgangen. Øverst løber en frise med liljer, Kristuskors og armillarsfære – Dom Manuel 1. var Dona Leonors bror!
Convento da Madre de Deus består af flere klostre. Det store renæssancekloster er i 1980 indrettet til Museu Nacional do Azulejo med 12.000 azulejos fra mudéjar til art nouveau. Det er et spændende og overskueligt museum. I det første lokale vises selve azulejoprocessen, og ved at følge pilene derfra gennemgås i kronologisk rækkefølge azulejos historie helt fra de første mauriske med vinblade og druer i relief, op til vor tids moderne abstrakte.
En lille perle er den manuelinske klostergård med gule/hvide/blå azulejos. Fontænen i væggen er Santa Autas hellige kilde.
I klostergangen på 1. sal ses et fantastisk azulejomaleri (1730) af Lissabon før jordskælvet. Det 29 m lange »Panorama de Lisboa« er et historisk dokument.
Ved indgangen fra klosteret til kirken ligger Dona Leonor efter eget ønske begravet under gulvet.
Kirken er en smuk kombination af malerier, azulejos, marmor og talha dourada. Kirkens bagvæg er udsmykket med azulejos, der skildrer Santa Autas relikvier, der forlader Køln (th.) og deres ankomst til kirken her (tv.).
Andre vægge er beklædt med gamle hollandske fliser. Herover hænger malerier med scener fra São Francisco og Santa Claras liv. Deres portrætter ses på hver sin side af triumfbuen med Dom José 1.s våbenskjold. I de smukt indrammede loftsmalerier kan man billedlæse hele Jomfru Marias liv.
Til venstre for det barokke højalter er Dom João 3.s kongeloge. Sakristiet til højre for alteret er et af landets smukkeste med helgenindemalerier (1500-tallet) og azulejos fra Ratofabrikken (1600-tallet) samt franciskanernes symbol: Jesu og São Franciscos hænder, der krydses.
På 1. sal kommer man til et kapel, hvis azulejosvægge fortæller om jesuitermunken Santo Antão og lofts- og vægmalerierne om franciskanermunken Santo Antónios liv og mirakler. Herfra kommer man til det forgyldte nonnekor, Coro Alto, fyldt med smukke malerier af bl.a. Gregório LopesLopes, Gregório (1500-tallet). Over de enkle korstole med misericordias (»numsestøtter«) er indsat utallige buster med relikvier. Den første til højre er Santa Auta med krone.
I et lille udstillingslokale hænger det kendte, flamske maleri, »Panorama de Jerusalem« (1400-tallet), der viser Jesu vej til korset. I venstre hjørne sidder Dona Leonor.
Museet har hyggelig gårdhave og restaurant, hvis vægge naturligvis er dekoreret med azulejos!