Fakta om Lissabon og Portugal
(Lisboa e República Portuguesa)
Befolkning: (2003) Lissabon: 831.500, Storlissabon: 2,5 mio. Portugal: 10,5 mio. (DK: 5,3 mio.)
Areal: Lissabon 2800 km2, Portugal ca. 92.000 km2 (DK: 43.000 km2)
Befolkningstæthed:112/km2 (DK: 123/km2)
Gennemsnitlig levealder: kvinder 81 år (DK: 80 år), mænd 74 år (DK: 75 år)
Sprog: portugisisk
Religion: 97% er romersk-katolske, 2% protestanter
Klima: tempereret kystklima (210-120)
Tidsforskel: én time efter Skandinavien
Styreform: republik med en parlamentarisk demokratisk styreform.
Statsoverhoved: Præsident Jorge Sampaio
Regeringsleder: José Sócrates Pinto de Souza
Nationaldag: 10. juni
Nationalsang: »Heróis do mar! Nobre povo!«(Havets helte! Ædelt folk!)
Hovederhverv: servicefag (inkl. turisme), industri, landbrug og fiskeri
Vigtigste handelspartnere: Spanien, Tyskland, Frankrig
Vigtigste eksportvarer: skindprodukter, biler og tekstilvarer udgør halvdelen af den samlede eksport, dertil kommer kork, papir og vin
BNP pr. indbygger: 14.238 €
Mindsteløn: 417 €
Arbejdsløshed i % af arbejdsstyrken: 6,2% (DK: 6,3%)
Inflation: 2,3% (DK: 0,9%)
Valuta/Møntfod: euro (EUR),
1 € = ca.7,50 dkr.
Moms: IVA, normal sats 19%, hotel, restaurant og ikke-basale fødevarer 12%, basale fødevarer (inkl. vin) 5%
Internet:.pt
Medlem af: EU, FN, NATO, WEU, OECD og OSCE
Turister på hotel i Lissabon: 1,9 mio.(1999), 13.050 fra DK, 13.515 fra N og 22.183 fra S
Storlissabon har 72 museer, 57 paladser, 28 forter, 15 klostre, 75 kirker, 27 strande, 43 swimmingpools, 12 golfbaner (inden for 50 km’s afstand), 26 indkøbscentre, 541 barer og udskænkningssteder, 1624 caféer, 2618 restauranter og 19.127 sengepladser fordelt på 180 hoteller – og der bygges flere.
[ramme slut]
Befolkning og samfundBefolkning
Portugisernes aner er et broget spektrum med islæt af mange folkeslag fra de tidligere kolonier, hvad der ikke kan undre i betragtning af landets fortid som kolonimagt og store åbenhed over for alle nationaliteter. I de senere år er ikke alene mange fra de tidligere kolonier, især i Afrika, immigreret til Lissabon; men der er også sket en stor tilstrømning fra Østeuropa, specielt Ukraine.
Befolkning
Lissabons indbyggere, lisboetterne, er et yderst behageligt folkefærd: De har humor, er venlige, høflige, belevne og hjælpsomme. De går gerne en omvej for at føre en turist i den rigtige retning og fortæller med glæde om deres land, sæder og skikke. Lisboetterne har et øgenavn, alfacinhas – små salathoveder (kålhoveder, på jævnt dansk!), som landmænd tidligere brugte om byboer, der forsøgte at snyde dem. I dag er det et kælenavn, og man hører og ser det overalt.
I Lissabon taler man meget, trives i støj og har helst fjernsynet tændt hele dagen – selv under måltiderne. I de små caféer kører tv som baggrundsstøj.
Lisboetterne er ikke A-mennesker, og man får desuden let det indtryk, at alle er på flekstid. Det medfører myldretid hele dagen (værst dog mellem kl. 18-20, hvor alle vil hjem). Om morgenen når nogle en hurtig bid ao Balcão – ved disken – på en café. Det samme kan ske til frokost; men for de fleste er hora de almoço (frokostpausen fra kl. 13-15, mindst!) tidspunktet for en god og afslappende frokost, som oftest indtages på café eller restaurant. Gør som dem, nyd frokosten og folkelivet. Det siges at være mere farligt at færdes i Lissabon efter kl. 15 – vinen er jo god og billig!
Lisboetterne giver sig god tid. De har paciência, tålmodighed, og det kan være svært for en nordbo, selv på ferie. De har også en anden »tidsregning« end vi. De skelner mellem før og efter den 25. april! (# xx).
Lisboetterne er meget politisk interesserede, og der debatteres livligt både i hjem og på caféer. En valgkamp får det latinske temperament til at syde, understøttet af flag, hatte, badges, omskrevne tekster til gamle folkemelodier etc. Man bekender kulør – og når valgresultatet foreligger, er hele byen på benene. Bilhorn tuder, sejrherrens flag vifter, der synges og danses.
I august flygter de, der har mulighed for det, væk fra Lissabons varme. Nogle er så heldige at have en quinta (# xx), mens andre tager over broen, Ponte 25 de Abril, til den flere kilometer lange strand Costa da Caparica, lisboetternes yndlingsstrand med rent atlanterhavsvand.
Portugisernes sprog er portugisisk, et romansk sprog # xx.
Religion
Den romersk-katolske kirke har et fast tag i portugiserne og spiller en politisk rolle. 97 % af portugiserne tilhører den romersk-katolske kirke med alt, hvad det indebærer af store og små mirakler, som deres historie er fyldt med.
Hvert sogn har en Nossa Senhora (Vor Frue, Jomfru Maria) eller helgen, der fejres mindst én gang om året med store højtidelige optog, hvor helgenfiguren bæres gennem den festklædte bydel. Omkring helgenfiguren vandrer børn, der kan være klædt ud som engle, derefter følger præster og folk, der måske har aflagt et løfte som tak for fx helbredelse, og til sidst kommer det lokale hornorkester. Aftenen før helligdagen er der ofte fest. Der festes for Nossa Senhoras for glæde, sorg, smerte, hjælp, rejse, fred etc. De lokale helligdage falder forskelligt fra sogn til sogn; men den 12. juni, til Festa de Lisboa for Santo António, er hele byen på benene, # xx, og overalt dufter der af ristede sardiner. Juleaften efter midnatsmesse indtager man festmåltidet – bacalhau, klipfisk, i familiens skød.
Lisboetterne benytter undertiden frokostpausen til en hurtig bøn i kirken, men ellers går man i kirke lørdag aften eller søndag morgen. Lisboetterne tager dog religionen lidt mere afslappet end man gør på landet.
Kirken gør en stor indsats for landets fattige. Santa Casa da MisericórdiaCasa da Misericórdia, Santa, barmhjertighedens hellige hus, der omfatter gratis hospitaler, vuggestuer, plejehjem, socialhjælp m.m., blev grundlagt i 1485 af Dona LeonorLeonor, Dona. Det blev ret hurtigt en rig organisation, fordi folk testamenterede penge til den. I dag er der 1200 huse i hele landet. Organisationens indtægter kommer stadig fra testamenter, men også fra Totobola (tipning) og Totoloto (tv-lotteri).
Franciskaneren Padre AméricoAmérico, Padre (1887-1956) viede sit liv til familier i vanskeligheder for senere at oprette hjem for forladte og forældreløse drenge, Casa do Gaiato. Disse hjem for »lixo da rua - gadens affald« – findes især i Nordportugal, men også i Lissabon og Setúbal, ja, selv i de tidligere kolonier. Padre Américo oprettede senere et hospital for uhelbredeligt syge og ensomme fattige, o Calvário, Golgata, og i 2001 fik et nybygget hospital hans navn.
Moder TeresasModer Teresas søstre har også fundet vej til Portugal, hvor de driver både børne-, familie- og plejehjem for fattige og udskudte ved hjælp af private gaver og frivillige medarbejdere.
Lisboetter på indkøb
Nok findes der enorme indkøbscentre, hyper- og supermarkeder, men lisboetterne elsker stadig charmen ved at være et kendt ansigt i de mange specialbutikker, hvor man også har tid til en sludder. Portugal har mere end dobbelt så mange specialbutikker pr. indbygger som EU-gennemsnittet; men lørdag og søndag er indkøbscentrene som myldrende myretuer, fyldt med børnefamilier på weekendudflugt.
[ramme slut]
Levevilkår
Dar à luz, »give lyset«, er et smukt portugisisk udtryk for at føde et barn. Portugiserne elsker børn og får langt flere end vi. De er i det hele taget meget familieorienterede og hjælper hinanden i alle livets faser. Ikke alle lever på livets solside, og her gør familien, hvad den kan, for at være socialt sikkerhedsnet. Det var især påkrævet tidligere, da der ingen social forsorg fandtes. Børn bor længe hjemme; men efter byggeboom og fordelagtige banklån er det lettere for de unge at få egen bolig. Ældre bor ofte hos familien, men der bygges en del beskyttede boliger, daghjem og plejehjem, såvel som vuggestuer og børnehaver. I det hele taget søger man at bekæmpe sociale problemer – og fattigdom.
Arbejdsugen er på 40 timer, og mindsteløn er 417 €, den laveste i EU, med julegratiale i december og en måneds dobbelt løn, når man holder ferie. Desuden ydes der forskellige former for personalegoder som fx frokostordninger, fri bil, bolig etc. Til gengæld er højeste skatteprocent 40%. Pensionsalderen er 65.
Som i resten af Europa importerer man arbejdskraft, her fra Brasilien og Østeuropa.
Mange portugisiske mænd er nok stadig lidt mandschauvinistiske; men det forhindrer ikke kvinder i at indtage topstillinger.
Portugiserne føler sig knyttet til deres fødested. En person, der ikke er født i Lissabon, men har boet i byen det meste af sit liv, er mere knyttet til fødestedet – minha terra, min jord, hjemegn – end til Lissabon.
Uddannelse
Der er ni års obligatorisk skolegang. Efter tre år i gymnasiet kan man fortsætte på fx Universidade de Lisboa (# xx), Universidade Católica eller andre af Lissabons mange offentlige eller private universiteter. For de ikke boglige er der escolas profissionais, hvor man uddannes i praktiske fag.
Økonomi og erhvervØkonomi
Fra at være et af EU’s fattigste og mest tilbagestående lande oplevede Portugal i 1990’erne en økonomisk vækst, der langt overgik de andre medlemslandes. Takket være store finansielle tilskud, som tilflød Portugal fra EU’s strukturfonde og udenlandske investeringer, blev der indledt omfattende projekter til udbygning af landets infrastruktur, bl.a. vejnet, transport, energi, miljø, modernisering af erhvervslivet, telekommunikation, uddannelse, sundhed og byfornyelse, som især Lissabon har nydt godt af – og mere er på vej. Væksten ventes at fortsætte, dog på lavere blus.
Turisme er ved at blive en stor indtægtskilde. Vigtig er også industrienindustri, især papir-, tekstil-, kork-, cement- og maskinindustrien. VW har en stor fabrik i Palmela, nord for Setúbal, og danske virksomheder har ca. 45 datterselskaber i Portugal, heriblandt ECCO, InWear, Carlsberg, Dyrup og Danisco. F.L. Smidth og Højgaard & Schultz var indtil 2003 medejer af SECIL, Portugals største cementproducent - og Portugal leverede brofag til Storebæltsbroen. Ca. halvdelen af Portugals virksomheder ligger i Lissabonområdet.
Portugals vigtigste handelspartnere er Spanien, Tyskland og Frankrig, og de vigtigste eksportvarer er skindprodukter, biler, tekstiler, kork, konserves (sardiner og tun) og vin, herunder portvin.
LandbrugetsLandbrug vigtigste afgrøder er hvede, majs, druer til vin, oliven, tomat og citrusfrugter. Der holdes kvæg, får, svin og geder. SkovbrugSkovbrugets hovedprodukter er træmasse og kork. Portugal har verdens største korkeksport med over 50% af den totale korkproduktion. Portugal har det største nationale fiskerifiskeriterritorium inden for EU. Store trawlere tager på langfart, men kystfiskeriet foregår stadig mange steder fra åben strand, som det har gjort i århundreder.
Byggesektoren trives – mange bevaringsværdige huse restaureres, og nye huse skyder op alle vegne. Hydroelektricitet dækker ca. 45% af forbruget, og solenergi er godt på vej – mon ikke den har gode chancer her?
PStyrolitik
Lissabon styres af en borgmester, Presidente da Câmara, og et byråd, conselho, på 17 medlemmer, der vælges for en 4-årig periode. I dec. 2001 blev Pedro Santana Lopes (PSD) valgt til borgmester, og i 2004 (se nedenfor) afløst af António Carmona Rodrigues.
poliPortugal har været republik siden 1910, men fik først i 1976 en demokratisk forfatning, bygget på parlamentarisme. Ved en forfatningsændring i 1982 ophævedes det militære revolutionsråd, som indtil da havde spillet en stor politisk rolle, og blev erstattet af en forfatningsdomstol.
Statsoverhovedet, præsidenten, der har den udøvende magt, vælges ved direkte valg for 5 år og kan kun genvælges én gang.
Lovgivningsmagten ligger i parlamentet, der har ét kammer med 230 medlemmer, der vælges ved almindeligt, direkte valg for en 4-årig periode. Præsidenten udpeger premierministeren, der sammensætter en regering. Præsidenten kan opløse parlamentet og udskrive valg, noget der i tiden efter revolutionen blev gjort hyppigt brug af.
De største politiske partier er socialdemokratiet (PSD), som egentlig er centrum-højre, socialistpartiet (PS), som er socialdemokrater, populærpartiet (PP), kommunistpartiet (PCP), venstreblokken (BE) og grønt økologisk parti (PEV).
Ved præsidentvalget i jan. 2001 blev Jorge Sampaio fra PS genvalgt, og ved parlamentsvalget i marts 2002 blev José Manuel Durão Barroso fra PSD premierminister. Men som følge af Barossos udnævnelse til formand for EU-kommissionen i 2004, blev PSDs nye leder, Pedro Santana Lopes, udpeget til premierminister og dannede en ny regering. Den holdt ikke længe – ved et lynvalg i februar 2005 vandt José Sócrates Pinto de Sousa (PS) en overvældende sejr, fik flertal i parlamentet og dannede regering.
Historie
Om Lissabons oprindelse fortælles flere myter. Én giver udtryk for, at den vidt berejste Odysseus grundlagde Olissibona i 1372 f.Kr.
De historiske facts er ikke mindre spændende: Fønikerne anlagde i 1100 f.Kr. en handelspost, de kaldte Alis Ubbo (naturskøn havn) med fæstning, det nuværende São Jorge.
Som i resten af middelhavsområdet fulgte kartagerne, indtil romerne overtog deres landområder efter den 2. puniske krig. Byen fik navnet Felicitas Julia efter Julius Cæsar og blev den romerske provins, Hispania Ulteriors næst vigtigste by efter Mérida i Spanien. I flere hundrede år fik byen del i det romerske imperiums goder. Termer, teatre, veje og broer vidner om deres tilstedeværelse. Vestgoterne stod for Lissabons katedral Sé. Maurerne efterlod også mange spor fra deres 400 års ophold i Lishbuna eller al-Oshbuna (fuglerede), bl.a. udbygning af São Jorge. De glaserede fliser (azulejos), bydelsnavne som Alfama, adskillige gloser i det portugisiske sprog er minder fra den tid, fx oxalá – det ønsker jeg inderligt (inch Allah betyder »være det Allahs vilje«).
Lissabon bliver hovedstad
Den 25. oktober 1147 indtog Dom Afonso HenriquesHenriques, Dom Afonso, med hjælp fra korsriddere på vej til Det Hellige Land, Lissabon efter fire måneders belejring. Digterkongen, borgbyggeren og landmanden Dom DinisDom Dinis byggede en flåde, og der blev handlet både mod nord og mod syd. Snart var Lissabon en kosmopolitisk havneby; men først i 1260 blev Lissabon landets hovedstad, da Dom Afonso 3.Dom Afonso 3. flyttede hoffet hertil fra Coimbra.
I opdagelsesrejsernes tid (# xx) var Lissabon er prægtig handelsby, der overgik både Genova og Venezia. 8. juli 1497 sejlede Vasco da Gamada Gama, Vasco ud fra Lissabon (Belém) og kastede året efter anker ud for Calicut. Søvejen til Indien var fundet! (og så blev ColumbusColumbus upopulær i Spanien, faldt i unåde og blev frataget al ejendom. Han var sejlet mod vest, fordi en globus dengang viste, at der kun var et smalt stræde mellem Açorerne og Japan – altså en hurtigvej til Østen, men det er en anden historie).
Snart havde Dom Manuel 1.,Dom Manuel 1.. med tilnavnet Den Lykkelige, befæstede handelsstationer i Afrika, Indien og andre dele af Asien. Det var et krydderimonopol, og Lissabon blev Europas største handelsby.
Med Dom João 3.Dom João 3. begyndte modgangen. Nok gik handelen fint og var blevet udvidet med Kina og Japan. Og kulturen blomstrede. Men man havde glemt alt om at dyrke jorden i disse luksustider og måtte importere landbrugsvarer samtidig med, at krydderipriserne faldt. Lissabon blev ramt af alvorlige ulykker: jordskælv i 1531 og pest i 1527 og 1569. Værst var dog tiden fra 1580-1640, den spanske besættelse, som portugiserne omtaler perioden. Da måtte portugiserne betale store skatter til Spaniens krige. Samtidig blev deres handel forhindret ved lukning af havne, bl.a. Lissabon fik lov til at sygne hen, og dele af det oversøiske imperium, endog Brasilien, blev givet til hollænderne. Disse tab og undertrykkelsen fremkaldte et oprør, som førte til at Duque de BragançaBragança (en illegitim gren, der stammede fra Dom João 1.)Dom João 1. den 1. december 1640, blev indsat som Dom João 4. Portugal var atter frit, genopbygningen begyndte, og flere kolonier blev tilbageerobret.
Den genvundne frihed og fund af guld i Brasilien i 1690 fik igen Lissabon til at blomstre, men i 1755 kom det store jordskælv (# xx), der på 9 minutter ødelagde, hvad den spanske besættelse ikke havde formået.
Jordskælvet i 1755
Lissabon havde allerede i 1600-tallet en af verdens bedste havne. Rigdomme væltede ind fra kolonierne, og byen blev kaldt den gyldne stad. Samtidig kørte inkvisitionen på fuld kraft, dog ikke så kraftigt som i Spanien.
I intet land lå klostre og kirker så tæt som i Portugal. Kleresiet udgjorde halvdelen af kongeriget. Man følte sig tryg, men: »Hvo som står, se vel til, at han ikke falder«. Den 1. november, Allehelgensdag, 1755, blev Lissabon midt i messetiden, med fyldte kirker og levende lys tændt for de døde, ramt af en naturkatastrofe, et jordskælv så kraftigt som aldrig før. Sekunder inden rejste der sig en storm, som fik Tejo-flodens bølger til at bruse meterhøjt. Så kom jordskælvet: kirker, kongeslot og huse styrtede sammen som byggeklodser, og der udbrød brand. Tejo kom som en syndflod ind over den ødelagte stad, og skibe, der lå i havnen, blev slynget op på land. På ti minutter omkom 1/3 af byens indbyggere, og den gyldne stad lå i ruiner.
Det første hus, der sank i grus, var inkvisitionens hus, Santo Ofício. Havde Portugal mødt sin egen inkvisition? Hvorfor gik Madrid så fri? Dom José 1.s minister manede til ro og orden: »Begrav de døde, og hjælp de levende«.
Tidens digtere, bl.a. Voltaire, skrev forfærdet, fortvivlet og forundret om katastrofen i Lissabon. De reformerte mente, at det var Guds straf – man sammenlignede med Babel.
Rystelserne mærkedes helt til Skandinavien, hvor nyheden om »Lissabons ynkelige undergang« inspirerede vor egen H.A. BrorsonBrorson.
For omverdenen var katastrofen et chok, et ragnarok så stort, som en atombombe ville være for os i dag. Chokket var lokalt dog ikke større, end at adskillige benyttede lejligheden til at røve og plyndre og påsætte brande. 800 blev hængt for disse forbrydelser.
Lissabon rejste sig imidlertid som en Fugl Fønix. Den blev igen og er stadig en af Europas smukkeste og mest kontrastfulde byer, og som i resten af landet mærker man historiens vingesus.
Efter jordskælvet i Lissabon 1755 fik Sebastião José de Carvalho e Melo (den senere Marquês de PombalPombal) – en minister, som Dom José 1. havde overtaget fra sin far – frie hænder til at genopbygge Lissabons centrum. I stedet for den ødelagte bydels snævre, krogede stræder anlagdes brede lige veje, geometriske bygninger med flotte facader i overensstemmelse med oplysningstidens byideal. Området kaldtes Baixa Pombalina, og Lissabon begyndte igen at blomstre. Den dynamiske, men også despotiske minister forsøgte samtidig at bringe orden i landets finanser og handel. Folkeoplysningen tog han sig også af, bl.a. for at bryde kirkens magt, og i 1759 fik han udvist jesuitternejesuitter. Adelen holdt han heller ikke af, men han blev selv adlet i 1770 med titlen Marquês de Pombal. Han nåede lige at ophæve slaveriet i Portugal (dog kun på fastlandet), inden hans magt blegnede med Dom José 1.s død.
Jesuitterne
Jesuiterordenen er en katolsk »militant« - og ret politisk – orden, stiftet i 1534 af Ignatius af Loyola, der bl.a. bekæmpede reformationen. Ordenen beskæftiger sig mest med undervisning og mission. Den sortklædte broder Franz Xavier, som stod for ydre mission, tog i 1541 som missionær til de portugisiske kolonier, og snart var jesuitterne i alle verdensdele. Ignatius blev hjemme og tog sig af indre mission. Efter Marquês de Pombal i 1759 udviste dem fra Portugal fulgte andre lande eksemplet. Ordenen blev ophævet i 1773 af paven, men i 1814 stadfæstet på ny – man manglede skoler! Der er ingen kvindelig afdeling af ordenen - »de er for sværmeriske«!
Ordenens medlemmer bærer i dag ikke ordensdragt og har ingen klostre.
NapoleonskrigeneNapoleonskrigene
Dønninger fra den franske revolution nåede Portugal, og Napoleon 1. forlangte den engelske traktat ophævet. Da Portugal nægtede at kæmpe på fransk side mod England, deres allierede fra Dom João 1.s tid, rykkede general Junot i 1807 ind i Portugal. Dagen før var den kongelige familie flygtet til Brasilien – under den engelske flådes beskyttelse!
Franskmændene var nu herrer i Portugal, men WellingtonWellington forenede sig med portugisiske frivillige og besejrede JunotsJunot tropper i 1808. Den efterfølgende fredsaftale, SintrakonventionenSintrakonventionen, var ikke meget værd, for franskmændene vendte straks tilbage. I 1810 blev marskal Massena standset ved Torres Vedras-linjen nord for Lissabon, fortrak til Spanien og blev endelig i 1813 nedkæmpet af Wellingtons engelsk-portugisiske hær. Efter Wienerkongressen i 1815 blev Portugal igen uafhængigt, og siden da har Lissabon ikke været skueplads for krigshandlinger.
Republik
Skiftende regeringer magtede ikke at løse de voksende økonomiske problemer, arbejdsløshed og strejker. Polariseringen mellem højre og venstre udviklede sig, og efter et mislykket revolutionsforsøg i januar 1908 blev Dom Carlos 1. og tronfølgeren, Luís Felipe, skudt på Praça do Comércio.
Republikanerne gik stærkt frem. I 1910 gennemførte de en omhyggelig planlagt revolution, og republikken blev udråbt fra Lissabons rådhus. Men store politiske og økonomiske problemer underminerede det unge demokrati.
Salazar
I 1926 tog militæret magten ved et statskup og satte derved et punktum for landets demokratiske udvikling. Militæret søgte bistand hos en ung, ukendt økonomiprofessor Dr. António de Oliveira SalazarSalazar, Dr. António de, der var ekspert i kontrol med offentlige udgifter. Efter nogle år som rådgiver for militærregeringen udnævntes Salazar i 1928 til finansminister og fik på ét år økonomien under kontrol. I 1932 blev han premierminister.
Salazar havde længe haft planer om en »ny stat« – Estado NovoEstado Novo – og i 1933 blev den en realitet. Kun det fascistiske parti União Nacional var tilladt, strejker og fagforeninger blev forbudt, og der blev indført censur. Til gengæld iværksatte Salazar store nationale byggeprojekter: nye veje, broer og havne, skoler og hospitaler. Landbrug og industri gik frem, post, telegraf og telefonnet udvidedes. Men ikke alle var begejstrede for denne »finansdiktator mod sin vilje«, som han omtalte sig selv. Han satte økonomisk fremgang over individets frihed.
1939-40 var 800-året for nationens tilblivelse. Det blev fejret med en enorm udstilling O Mundo Português, uma exposição histórica i Belém.
Under 2. Verdenskrig var det neutrale Portugals hovedstad et naturligt samlingssted for de kæmpende landes diplomater, og spioner.
Da Salazar i 1968 blev syg, søgte hans efterfølger professor Dr. Marcello Caetano at fortsætte udviklingen, men på et mere liberalt grundlag.
Guerilla
Ordet guerilla/guerrilha (lille krig) stammer fra spanierne og portugisernes kampe mod Napoleons hære. Små skarer af frivillige førte i bjergområderne »lille krig« mod isolerede franske troppeafdelinger.
Hvorfor røde nelliker?
Det var egentlig en tilfældighed: Servitricen Ana Bela fik 25. april 1974 lov til at tage blomsterdekorationer med hjem, da den restaurant, hvor hun arbejdede, opgav at åbne pga. militærkuppet. På vej hjem mødte hun et kompagni glade soldater omgivet af en jublende folkemængde. Impulsivt gav hun soldaterne en blomst hver fra dekorationen, der tilfældigvis bestod af – røde nelliker! Idéen fængede og spredtes over by og land.
[ramme slut]
NellikerevolutionenNellikerevolutionen
Kolonierne i Afrika ønskede selvstændighed, men da Portugal hverken kunne eller ville opgive kolonierne, der var en forudsætning for landets økonomi, førte det til en langvarig og blodig kolonikrig.
I 1973 sluttede en gruppe venstreorienterede officerer sig sammen i en hemmelig organisation, Movimento das Forças Armadas (MFA), De væbnede styrkers bevægelse. De var utilfredse med ledelsen af krigene og erkendte berettigelsen af koloniernes ønske om selvstændighed.
Den 25. april 1974 blev folkesangen »Grândola, Vila Morena«, der hidtil havde været forbudt, spillet over radioen kl. 00.20 som startsignal til verdens mest civiliserede militærkup, Nellikerevolutionen, hvor folk delte røde nelliker ud til soldaterne, som stak dem i geværpiberne. Året efter blev de afrikanske kolonier selvstændige, og ca. 900.000 retornados flygtede hjem til Portugal. De væbnede styrker havde nu magten og indsatte en provisorisk regering med general António de Spínola som præsident. Allerede i september s.å. trådte Spínola dog tilbage i protest mod venstredrejningen af landet og en stigende kommunistisk indflydelse, især fra en gruppe yngre officerer.
I marts 1975 forsøgte officerer under ledelse af general Spínola at styrte militærregeringen. Det mislykkedes, og Spínola måtte en tid rejse i landflygtighed i Brasilien. Venstredrejningen af landet fortsatte med bl.a. nationalisering af virksomheder og beslaglæggelse af Alentejos store godser, som blev udstykket. Selv USAs Henry Kissinger opgav Portugal, der var »tabt til kommunismen«. Mange flygtede til Brasilien.
Den økonomiske, sociale og politiske uro tog til med dannelsen af en række magtesløse regeringer, i alt 16 de første 10 år.
Den 25. november 1975 organiserede en gruppe venstreorienterede officerer en ublodig besættelse af en række militære installationer, men overgav sig dagen efter til en hidtil ukendt oberstløjtnant António Ramalho EanesEanes, António Ramalho (f.1935). Eanes’ resolutte indgriben i form af en fri forfatning og udskrivning af valg førte til, at han i 1976 blev landets præsident, en post han bestred i to perioder frem til 1986. Samme år indtrådte Portugal i EF (EU) og året efter dannede Anibal Cavaco e Silva landets første flertalsregering. I 1989 begyndte man at privatisere mange af de foretagender, der blev nationaliseret efter Nellikerevolutionen.
Premierminister José Manuel Durão Barroso blev i 2004 udnævnt til formand for EU-kommisionen, hvilket vil styrke portugisernes holdning til det europæiske fællesskab. EU-medlemskabet har medført en hårdt tiltrængt udbygning af den portugisiske infrastruktur. Endnu mangler opbygning af en velfærdsstat, så Portugal kommer på højde med de gamle medlemslande, men de er godt på vej.
Areal: Lissabon 2800 km2, Portugal ca. 92.000 km2 (DK: 43.000 km2)
Befolkningstæthed:112/km2 (DK: 123/km2)
Gennemsnitlig levealder: kvinder 81 år (DK: 80 år), mænd 74 år (DK: 75 år)
Sprog: portugisisk
Religion: 97% er romersk-katolske, 2% protestanter
Klima: tempereret kystklima (210-120)
Tidsforskel: én time efter Skandinavien
Styreform: republik med en parlamentarisk demokratisk styreform.
Statsoverhoved: Præsident Jorge Sampaio
Regeringsleder: José Sócrates Pinto de Souza
Nationaldag: 10. juni
Nationalsang: »Heróis do mar! Nobre povo!«(Havets helte! Ædelt folk!)
Hovederhverv: servicefag (inkl. turisme), industri, landbrug og fiskeri
Vigtigste handelspartnere: Spanien, Tyskland, Frankrig
Vigtigste eksportvarer: skindprodukter, biler og tekstilvarer udgør halvdelen af den samlede eksport, dertil kommer kork, papir og vin
BNP pr. indbygger: 14.238 €
Mindsteløn: 417 €
Arbejdsløshed i % af arbejdsstyrken: 6,2% (DK: 6,3%)
Inflation: 2,3% (DK: 0,9%)
Valuta/Møntfod: euro (EUR),
1 € = ca.7,50 dkr.
Moms: IVA, normal sats 19%, hotel, restaurant og ikke-basale fødevarer 12%, basale fødevarer (inkl. vin) 5%
Internet:.pt
Medlem af: EU, FN, NATO, WEU, OECD og OSCE
Turister på hotel i Lissabon: 1,9 mio.(1999), 13.050 fra DK, 13.515 fra N og 22.183 fra S
Storlissabon har 72 museer, 57 paladser, 28 forter, 15 klostre, 75 kirker, 27 strande, 43 swimmingpools, 12 golfbaner (inden for 50 km’s afstand), 26 indkøbscentre, 541 barer og udskænkningssteder, 1624 caféer, 2618 restauranter og 19.127 sengepladser fordelt på 180 hoteller – og der bygges flere.
[ramme slut]
Befolkning og samfundBefolkning
Portugisernes aner er et broget spektrum med islæt af mange folkeslag fra de tidligere kolonier, hvad der ikke kan undre i betragtning af landets fortid som kolonimagt og store åbenhed over for alle nationaliteter. I de senere år er ikke alene mange fra de tidligere kolonier, især i Afrika, immigreret til Lissabon; men der er også sket en stor tilstrømning fra Østeuropa, specielt Ukraine.
Befolkning
Lissabons indbyggere, lisboetterne, er et yderst behageligt folkefærd: De har humor, er venlige, høflige, belevne og hjælpsomme. De går gerne en omvej for at føre en turist i den rigtige retning og fortæller med glæde om deres land, sæder og skikke. Lisboetterne har et øgenavn, alfacinhas – små salathoveder (kålhoveder, på jævnt dansk!), som landmænd tidligere brugte om byboer, der forsøgte at snyde dem. I dag er det et kælenavn, og man hører og ser det overalt.
I Lissabon taler man meget, trives i støj og har helst fjernsynet tændt hele dagen – selv under måltiderne. I de små caféer kører tv som baggrundsstøj.
Lisboetterne er ikke A-mennesker, og man får desuden let det indtryk, at alle er på flekstid. Det medfører myldretid hele dagen (værst dog mellem kl. 18-20, hvor alle vil hjem). Om morgenen når nogle en hurtig bid ao Balcão – ved disken – på en café. Det samme kan ske til frokost; men for de fleste er hora de almoço (frokostpausen fra kl. 13-15, mindst!) tidspunktet for en god og afslappende frokost, som oftest indtages på café eller restaurant. Gør som dem, nyd frokosten og folkelivet. Det siges at være mere farligt at færdes i Lissabon efter kl. 15 – vinen er jo god og billig!
Lisboetterne giver sig god tid. De har paciência, tålmodighed, og det kan være svært for en nordbo, selv på ferie. De har også en anden »tidsregning« end vi. De skelner mellem før og efter den 25. april! (# xx).
Lisboetterne er meget politisk interesserede, og der debatteres livligt både i hjem og på caféer. En valgkamp får det latinske temperament til at syde, understøttet af flag, hatte, badges, omskrevne tekster til gamle folkemelodier etc. Man bekender kulør – og når valgresultatet foreligger, er hele byen på benene. Bilhorn tuder, sejrherrens flag vifter, der synges og danses.
I august flygter de, der har mulighed for det, væk fra Lissabons varme. Nogle er så heldige at have en quinta (# xx), mens andre tager over broen, Ponte 25 de Abril, til den flere kilometer lange strand Costa da Caparica, lisboetternes yndlingsstrand med rent atlanterhavsvand.
Portugisernes sprog er portugisisk, et romansk sprog # xx.
Religion
Den romersk-katolske kirke har et fast tag i portugiserne og spiller en politisk rolle. 97 % af portugiserne tilhører den romersk-katolske kirke med alt, hvad det indebærer af store og små mirakler, som deres historie er fyldt med.
Hvert sogn har en Nossa Senhora (Vor Frue, Jomfru Maria) eller helgen, der fejres mindst én gang om året med store højtidelige optog, hvor helgenfiguren bæres gennem den festklædte bydel. Omkring helgenfiguren vandrer børn, der kan være klædt ud som engle, derefter følger præster og folk, der måske har aflagt et løfte som tak for fx helbredelse, og til sidst kommer det lokale hornorkester. Aftenen før helligdagen er der ofte fest. Der festes for Nossa Senhoras for glæde, sorg, smerte, hjælp, rejse, fred etc. De lokale helligdage falder forskelligt fra sogn til sogn; men den 12. juni, til Festa de Lisboa for Santo António, er hele byen på benene, # xx, og overalt dufter der af ristede sardiner. Juleaften efter midnatsmesse indtager man festmåltidet – bacalhau, klipfisk, i familiens skød.
Lisboetterne benytter undertiden frokostpausen til en hurtig bøn i kirken, men ellers går man i kirke lørdag aften eller søndag morgen. Lisboetterne tager dog religionen lidt mere afslappet end man gør på landet.
Kirken gør en stor indsats for landets fattige. Santa Casa da MisericórdiaCasa da Misericórdia, Santa, barmhjertighedens hellige hus, der omfatter gratis hospitaler, vuggestuer, plejehjem, socialhjælp m.m., blev grundlagt i 1485 af Dona LeonorLeonor, Dona. Det blev ret hurtigt en rig organisation, fordi folk testamenterede penge til den. I dag er der 1200 huse i hele landet. Organisationens indtægter kommer stadig fra testamenter, men også fra Totobola (tipning) og Totoloto (tv-lotteri).
Franciskaneren Padre AméricoAmérico, Padre (1887-1956) viede sit liv til familier i vanskeligheder for senere at oprette hjem for forladte og forældreløse drenge, Casa do Gaiato. Disse hjem for »lixo da rua - gadens affald« – findes især i Nordportugal, men også i Lissabon og Setúbal, ja, selv i de tidligere kolonier. Padre Américo oprettede senere et hospital for uhelbredeligt syge og ensomme fattige, o Calvário, Golgata, og i 2001 fik et nybygget hospital hans navn.
Moder TeresasModer Teresas søstre har også fundet vej til Portugal, hvor de driver både børne-, familie- og plejehjem for fattige og udskudte ved hjælp af private gaver og frivillige medarbejdere.
Lisboetter på indkøb
Nok findes der enorme indkøbscentre, hyper- og supermarkeder, men lisboetterne elsker stadig charmen ved at være et kendt ansigt i de mange specialbutikker, hvor man også har tid til en sludder. Portugal har mere end dobbelt så mange specialbutikker pr. indbygger som EU-gennemsnittet; men lørdag og søndag er indkøbscentrene som myldrende myretuer, fyldt med børnefamilier på weekendudflugt.
[ramme slut]
Levevilkår
Dar à luz, »give lyset«, er et smukt portugisisk udtryk for at føde et barn. Portugiserne elsker børn og får langt flere end vi. De er i det hele taget meget familieorienterede og hjælper hinanden i alle livets faser. Ikke alle lever på livets solside, og her gør familien, hvad den kan, for at være socialt sikkerhedsnet. Det var især påkrævet tidligere, da der ingen social forsorg fandtes. Børn bor længe hjemme; men efter byggeboom og fordelagtige banklån er det lettere for de unge at få egen bolig. Ældre bor ofte hos familien, men der bygges en del beskyttede boliger, daghjem og plejehjem, såvel som vuggestuer og børnehaver. I det hele taget søger man at bekæmpe sociale problemer – og fattigdom.
Arbejdsugen er på 40 timer, og mindsteløn er 417 €, den laveste i EU, med julegratiale i december og en måneds dobbelt løn, når man holder ferie. Desuden ydes der forskellige former for personalegoder som fx frokostordninger, fri bil, bolig etc. Til gengæld er højeste skatteprocent 40%. Pensionsalderen er 65.
Som i resten af Europa importerer man arbejdskraft, her fra Brasilien og Østeuropa.
Mange portugisiske mænd er nok stadig lidt mandschauvinistiske; men det forhindrer ikke kvinder i at indtage topstillinger.
Portugiserne føler sig knyttet til deres fødested. En person, der ikke er født i Lissabon, men har boet i byen det meste af sit liv, er mere knyttet til fødestedet – minha terra, min jord, hjemegn – end til Lissabon.
Uddannelse
Der er ni års obligatorisk skolegang. Efter tre år i gymnasiet kan man fortsætte på fx Universidade de Lisboa (# xx), Universidade Católica eller andre af Lissabons mange offentlige eller private universiteter. For de ikke boglige er der escolas profissionais, hvor man uddannes i praktiske fag.
Økonomi og erhvervØkonomi
Fra at være et af EU’s fattigste og mest tilbagestående lande oplevede Portugal i 1990’erne en økonomisk vækst, der langt overgik de andre medlemslandes. Takket være store finansielle tilskud, som tilflød Portugal fra EU’s strukturfonde og udenlandske investeringer, blev der indledt omfattende projekter til udbygning af landets infrastruktur, bl.a. vejnet, transport, energi, miljø, modernisering af erhvervslivet, telekommunikation, uddannelse, sundhed og byfornyelse, som især Lissabon har nydt godt af – og mere er på vej. Væksten ventes at fortsætte, dog på lavere blus.
Turisme er ved at blive en stor indtægtskilde. Vigtig er også industrienindustri, især papir-, tekstil-, kork-, cement- og maskinindustrien. VW har en stor fabrik i Palmela, nord for Setúbal, og danske virksomheder har ca. 45 datterselskaber i Portugal, heriblandt ECCO, InWear, Carlsberg, Dyrup og Danisco. F.L. Smidth og Højgaard & Schultz var indtil 2003 medejer af SECIL, Portugals største cementproducent - og Portugal leverede brofag til Storebæltsbroen. Ca. halvdelen af Portugals virksomheder ligger i Lissabonområdet.
Portugals vigtigste handelspartnere er Spanien, Tyskland og Frankrig, og de vigtigste eksportvarer er skindprodukter, biler, tekstiler, kork, konserves (sardiner og tun) og vin, herunder portvin.
LandbrugetsLandbrug vigtigste afgrøder er hvede, majs, druer til vin, oliven, tomat og citrusfrugter. Der holdes kvæg, får, svin og geder. SkovbrugSkovbrugets hovedprodukter er træmasse og kork. Portugal har verdens største korkeksport med over 50% af den totale korkproduktion. Portugal har det største nationale fiskerifiskeriterritorium inden for EU. Store trawlere tager på langfart, men kystfiskeriet foregår stadig mange steder fra åben strand, som det har gjort i århundreder.
Byggesektoren trives – mange bevaringsværdige huse restaureres, og nye huse skyder op alle vegne. Hydroelektricitet dækker ca. 45% af forbruget, og solenergi er godt på vej – mon ikke den har gode chancer her?
PStyrolitik
Lissabon styres af en borgmester, Presidente da Câmara, og et byråd, conselho, på 17 medlemmer, der vælges for en 4-årig periode. I dec. 2001 blev Pedro Santana Lopes (PSD) valgt til borgmester, og i 2004 (se nedenfor) afløst af António Carmona Rodrigues.
poliPortugal har været republik siden 1910, men fik først i 1976 en demokratisk forfatning, bygget på parlamentarisme. Ved en forfatningsændring i 1982 ophævedes det militære revolutionsråd, som indtil da havde spillet en stor politisk rolle, og blev erstattet af en forfatningsdomstol.
Statsoverhovedet, præsidenten, der har den udøvende magt, vælges ved direkte valg for 5 år og kan kun genvælges én gang.
Lovgivningsmagten ligger i parlamentet, der har ét kammer med 230 medlemmer, der vælges ved almindeligt, direkte valg for en 4-årig periode. Præsidenten udpeger premierministeren, der sammensætter en regering. Præsidenten kan opløse parlamentet og udskrive valg, noget der i tiden efter revolutionen blev gjort hyppigt brug af.
De største politiske partier er socialdemokratiet (PSD), som egentlig er centrum-højre, socialistpartiet (PS), som er socialdemokrater, populærpartiet (PP), kommunistpartiet (PCP), venstreblokken (BE) og grønt økologisk parti (PEV).
Ved præsidentvalget i jan. 2001 blev Jorge Sampaio fra PS genvalgt, og ved parlamentsvalget i marts 2002 blev José Manuel Durão Barroso fra PSD premierminister. Men som følge af Barossos udnævnelse til formand for EU-kommissionen i 2004, blev PSDs nye leder, Pedro Santana Lopes, udpeget til premierminister og dannede en ny regering. Den holdt ikke længe – ved et lynvalg i februar 2005 vandt José Sócrates Pinto de Sousa (PS) en overvældende sejr, fik flertal i parlamentet og dannede regering.
Historie
Om Lissabons oprindelse fortælles flere myter. Én giver udtryk for, at den vidt berejste Odysseus grundlagde Olissibona i 1372 f.Kr.
De historiske facts er ikke mindre spændende: Fønikerne anlagde i 1100 f.Kr. en handelspost, de kaldte Alis Ubbo (naturskøn havn) med fæstning, det nuværende São Jorge.
Som i resten af middelhavsområdet fulgte kartagerne, indtil romerne overtog deres landområder efter den 2. puniske krig. Byen fik navnet Felicitas Julia efter Julius Cæsar og blev den romerske provins, Hispania Ulteriors næst vigtigste by efter Mérida i Spanien. I flere hundrede år fik byen del i det romerske imperiums goder. Termer, teatre, veje og broer vidner om deres tilstedeværelse. Vestgoterne stod for Lissabons katedral Sé. Maurerne efterlod også mange spor fra deres 400 års ophold i Lishbuna eller al-Oshbuna (fuglerede), bl.a. udbygning af São Jorge. De glaserede fliser (azulejos), bydelsnavne som Alfama, adskillige gloser i det portugisiske sprog er minder fra den tid, fx oxalá – det ønsker jeg inderligt (inch Allah betyder »være det Allahs vilje«).
Lissabon bliver hovedstad
Den 25. oktober 1147 indtog Dom Afonso HenriquesHenriques, Dom Afonso, med hjælp fra korsriddere på vej til Det Hellige Land, Lissabon efter fire måneders belejring. Digterkongen, borgbyggeren og landmanden Dom DinisDom Dinis byggede en flåde, og der blev handlet både mod nord og mod syd. Snart var Lissabon en kosmopolitisk havneby; men først i 1260 blev Lissabon landets hovedstad, da Dom Afonso 3.Dom Afonso 3. flyttede hoffet hertil fra Coimbra.
I opdagelsesrejsernes tid (# xx) var Lissabon er prægtig handelsby, der overgik både Genova og Venezia. 8. juli 1497 sejlede Vasco da Gamada Gama, Vasco ud fra Lissabon (Belém) og kastede året efter anker ud for Calicut. Søvejen til Indien var fundet! (og så blev ColumbusColumbus upopulær i Spanien, faldt i unåde og blev frataget al ejendom. Han var sejlet mod vest, fordi en globus dengang viste, at der kun var et smalt stræde mellem Açorerne og Japan – altså en hurtigvej til Østen, men det er en anden historie).
Snart havde Dom Manuel 1.,Dom Manuel 1.. med tilnavnet Den Lykkelige, befæstede handelsstationer i Afrika, Indien og andre dele af Asien. Det var et krydderimonopol, og Lissabon blev Europas største handelsby.
Med Dom João 3.Dom João 3. begyndte modgangen. Nok gik handelen fint og var blevet udvidet med Kina og Japan. Og kulturen blomstrede. Men man havde glemt alt om at dyrke jorden i disse luksustider og måtte importere landbrugsvarer samtidig med, at krydderipriserne faldt. Lissabon blev ramt af alvorlige ulykker: jordskælv i 1531 og pest i 1527 og 1569. Værst var dog tiden fra 1580-1640, den spanske besættelse, som portugiserne omtaler perioden. Da måtte portugiserne betale store skatter til Spaniens krige. Samtidig blev deres handel forhindret ved lukning af havne, bl.a. Lissabon fik lov til at sygne hen, og dele af det oversøiske imperium, endog Brasilien, blev givet til hollænderne. Disse tab og undertrykkelsen fremkaldte et oprør, som førte til at Duque de BragançaBragança (en illegitim gren, der stammede fra Dom João 1.)Dom João 1. den 1. december 1640, blev indsat som Dom João 4. Portugal var atter frit, genopbygningen begyndte, og flere kolonier blev tilbageerobret.
Den genvundne frihed og fund af guld i Brasilien i 1690 fik igen Lissabon til at blomstre, men i 1755 kom det store jordskælv (# xx), der på 9 minutter ødelagde, hvad den spanske besættelse ikke havde formået.
Jordskælvet i 1755
Lissabon havde allerede i 1600-tallet en af verdens bedste havne. Rigdomme væltede ind fra kolonierne, og byen blev kaldt den gyldne stad. Samtidig kørte inkvisitionen på fuld kraft, dog ikke så kraftigt som i Spanien.
I intet land lå klostre og kirker så tæt som i Portugal. Kleresiet udgjorde halvdelen af kongeriget. Man følte sig tryg, men: »Hvo som står, se vel til, at han ikke falder«. Den 1. november, Allehelgensdag, 1755, blev Lissabon midt i messetiden, med fyldte kirker og levende lys tændt for de døde, ramt af en naturkatastrofe, et jordskælv så kraftigt som aldrig før. Sekunder inden rejste der sig en storm, som fik Tejo-flodens bølger til at bruse meterhøjt. Så kom jordskælvet: kirker, kongeslot og huse styrtede sammen som byggeklodser, og der udbrød brand. Tejo kom som en syndflod ind over den ødelagte stad, og skibe, der lå i havnen, blev slynget op på land. På ti minutter omkom 1/3 af byens indbyggere, og den gyldne stad lå i ruiner.
Det første hus, der sank i grus, var inkvisitionens hus, Santo Ofício. Havde Portugal mødt sin egen inkvisition? Hvorfor gik Madrid så fri? Dom José 1.s minister manede til ro og orden: »Begrav de døde, og hjælp de levende«.
Tidens digtere, bl.a. Voltaire, skrev forfærdet, fortvivlet og forundret om katastrofen i Lissabon. De reformerte mente, at det var Guds straf – man sammenlignede med Babel.
Rystelserne mærkedes helt til Skandinavien, hvor nyheden om »Lissabons ynkelige undergang« inspirerede vor egen H.A. BrorsonBrorson.
For omverdenen var katastrofen et chok, et ragnarok så stort, som en atombombe ville være for os i dag. Chokket var lokalt dog ikke større, end at adskillige benyttede lejligheden til at røve og plyndre og påsætte brande. 800 blev hængt for disse forbrydelser.
Lissabon rejste sig imidlertid som en Fugl Fønix. Den blev igen og er stadig en af Europas smukkeste og mest kontrastfulde byer, og som i resten af landet mærker man historiens vingesus.
Efter jordskælvet i Lissabon 1755 fik Sebastião José de Carvalho e Melo (den senere Marquês de PombalPombal) – en minister, som Dom José 1. havde overtaget fra sin far – frie hænder til at genopbygge Lissabons centrum. I stedet for den ødelagte bydels snævre, krogede stræder anlagdes brede lige veje, geometriske bygninger med flotte facader i overensstemmelse med oplysningstidens byideal. Området kaldtes Baixa Pombalina, og Lissabon begyndte igen at blomstre. Den dynamiske, men også despotiske minister forsøgte samtidig at bringe orden i landets finanser og handel. Folkeoplysningen tog han sig også af, bl.a. for at bryde kirkens magt, og i 1759 fik han udvist jesuitternejesuitter. Adelen holdt han heller ikke af, men han blev selv adlet i 1770 med titlen Marquês de Pombal. Han nåede lige at ophæve slaveriet i Portugal (dog kun på fastlandet), inden hans magt blegnede med Dom José 1.s død.
Jesuitterne
Jesuiterordenen er en katolsk »militant« - og ret politisk – orden, stiftet i 1534 af Ignatius af Loyola, der bl.a. bekæmpede reformationen. Ordenen beskæftiger sig mest med undervisning og mission. Den sortklædte broder Franz Xavier, som stod for ydre mission, tog i 1541 som missionær til de portugisiske kolonier, og snart var jesuitterne i alle verdensdele. Ignatius blev hjemme og tog sig af indre mission. Efter Marquês de Pombal i 1759 udviste dem fra Portugal fulgte andre lande eksemplet. Ordenen blev ophævet i 1773 af paven, men i 1814 stadfæstet på ny – man manglede skoler! Der er ingen kvindelig afdeling af ordenen - »de er for sværmeriske«!
Ordenens medlemmer bærer i dag ikke ordensdragt og har ingen klostre.
NapoleonskrigeneNapoleonskrigene
Dønninger fra den franske revolution nåede Portugal, og Napoleon 1. forlangte den engelske traktat ophævet. Da Portugal nægtede at kæmpe på fransk side mod England, deres allierede fra Dom João 1.s tid, rykkede general Junot i 1807 ind i Portugal. Dagen før var den kongelige familie flygtet til Brasilien – under den engelske flådes beskyttelse!
Franskmændene var nu herrer i Portugal, men WellingtonWellington forenede sig med portugisiske frivillige og besejrede JunotsJunot tropper i 1808. Den efterfølgende fredsaftale, SintrakonventionenSintrakonventionen, var ikke meget værd, for franskmændene vendte straks tilbage. I 1810 blev marskal Massena standset ved Torres Vedras-linjen nord for Lissabon, fortrak til Spanien og blev endelig i 1813 nedkæmpet af Wellingtons engelsk-portugisiske hær. Efter Wienerkongressen i 1815 blev Portugal igen uafhængigt, og siden da har Lissabon ikke været skueplads for krigshandlinger.
Republik
Skiftende regeringer magtede ikke at løse de voksende økonomiske problemer, arbejdsløshed og strejker. Polariseringen mellem højre og venstre udviklede sig, og efter et mislykket revolutionsforsøg i januar 1908 blev Dom Carlos 1. og tronfølgeren, Luís Felipe, skudt på Praça do Comércio.
Republikanerne gik stærkt frem. I 1910 gennemførte de en omhyggelig planlagt revolution, og republikken blev udråbt fra Lissabons rådhus. Men store politiske og økonomiske problemer underminerede det unge demokrati.
Salazar
I 1926 tog militæret magten ved et statskup og satte derved et punktum for landets demokratiske udvikling. Militæret søgte bistand hos en ung, ukendt økonomiprofessor Dr. António de Oliveira SalazarSalazar, Dr. António de, der var ekspert i kontrol med offentlige udgifter. Efter nogle år som rådgiver for militærregeringen udnævntes Salazar i 1928 til finansminister og fik på ét år økonomien under kontrol. I 1932 blev han premierminister.
Salazar havde længe haft planer om en »ny stat« – Estado NovoEstado Novo – og i 1933 blev den en realitet. Kun det fascistiske parti União Nacional var tilladt, strejker og fagforeninger blev forbudt, og der blev indført censur. Til gengæld iværksatte Salazar store nationale byggeprojekter: nye veje, broer og havne, skoler og hospitaler. Landbrug og industri gik frem, post, telegraf og telefonnet udvidedes. Men ikke alle var begejstrede for denne »finansdiktator mod sin vilje«, som han omtalte sig selv. Han satte økonomisk fremgang over individets frihed.
1939-40 var 800-året for nationens tilblivelse. Det blev fejret med en enorm udstilling O Mundo Português, uma exposição histórica i Belém.
Under 2. Verdenskrig var det neutrale Portugals hovedstad et naturligt samlingssted for de kæmpende landes diplomater, og spioner.
Da Salazar i 1968 blev syg, søgte hans efterfølger professor Dr. Marcello Caetano at fortsætte udviklingen, men på et mere liberalt grundlag.
Guerilla
Ordet guerilla/guerrilha (lille krig) stammer fra spanierne og portugisernes kampe mod Napoleons hære. Små skarer af frivillige førte i bjergområderne »lille krig« mod isolerede franske troppeafdelinger.
Hvorfor røde nelliker?
Det var egentlig en tilfældighed: Servitricen Ana Bela fik 25. april 1974 lov til at tage blomsterdekorationer med hjem, da den restaurant, hvor hun arbejdede, opgav at åbne pga. militærkuppet. På vej hjem mødte hun et kompagni glade soldater omgivet af en jublende folkemængde. Impulsivt gav hun soldaterne en blomst hver fra dekorationen, der tilfældigvis bestod af – røde nelliker! Idéen fængede og spredtes over by og land.
[ramme slut]
NellikerevolutionenNellikerevolutionen
Kolonierne i Afrika ønskede selvstændighed, men da Portugal hverken kunne eller ville opgive kolonierne, der var en forudsætning for landets økonomi, førte det til en langvarig og blodig kolonikrig.
I 1973 sluttede en gruppe venstreorienterede officerer sig sammen i en hemmelig organisation, Movimento das Forças Armadas (MFA), De væbnede styrkers bevægelse. De var utilfredse med ledelsen af krigene og erkendte berettigelsen af koloniernes ønske om selvstændighed.
Den 25. april 1974 blev folkesangen »Grândola, Vila Morena«, der hidtil havde været forbudt, spillet over radioen kl. 00.20 som startsignal til verdens mest civiliserede militærkup, Nellikerevolutionen, hvor folk delte røde nelliker ud til soldaterne, som stak dem i geværpiberne. Året efter blev de afrikanske kolonier selvstændige, og ca. 900.000 retornados flygtede hjem til Portugal. De væbnede styrker havde nu magten og indsatte en provisorisk regering med general António de Spínola som præsident. Allerede i september s.å. trådte Spínola dog tilbage i protest mod venstredrejningen af landet og en stigende kommunistisk indflydelse, især fra en gruppe yngre officerer.
I marts 1975 forsøgte officerer under ledelse af general Spínola at styrte militærregeringen. Det mislykkedes, og Spínola måtte en tid rejse i landflygtighed i Brasilien. Venstredrejningen af landet fortsatte med bl.a. nationalisering af virksomheder og beslaglæggelse af Alentejos store godser, som blev udstykket. Selv USAs Henry Kissinger opgav Portugal, der var »tabt til kommunismen«. Mange flygtede til Brasilien.
Den økonomiske, sociale og politiske uro tog til med dannelsen af en række magtesløse regeringer, i alt 16 de første 10 år.
Den 25. november 1975 organiserede en gruppe venstreorienterede officerer en ublodig besættelse af en række militære installationer, men overgav sig dagen efter til en hidtil ukendt oberstløjtnant António Ramalho EanesEanes, António Ramalho (f.1935). Eanes’ resolutte indgriben i form af en fri forfatning og udskrivning af valg førte til, at han i 1976 blev landets præsident, en post han bestred i to perioder frem til 1986. Samme år indtrådte Portugal i EF (EU) og året efter dannede Anibal Cavaco e Silva landets første flertalsregering. I 1989 begyndte man at privatisere mange af de foretagender, der blev nationaliseret efter Nellikerevolutionen.
Premierminister José Manuel Durão Barroso blev i 2004 udnævnt til formand for EU-kommisionen, hvilket vil styrke portugisernes holdning til det europæiske fællesskab. EU-medlemskabet har medført en hårdt tiltrængt udbygning af den portugisiske infrastruktur. Endnu mangler opbygning af en velfærdsstat, så Portugal kommer på højde med de gamle medlemslande, men de er godt på vej.
Waffles
Old Fashioned | $7.00
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Strawberry and Cream | $9.00
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Strawberry and Cream | $9.00
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Lunch
Small Plates
Cucumber Salad | $7.00
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Supreme Pizza | $7.00
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Supreme Pizza | $7.00
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Dinner
Entrees
Steak and Frites | $15.00
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Wild Salmon | $15.00
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
Wild Salmon | $15.00
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip.
