Udflugt til Alentejo
Alentejo er vidtstrakte, åbne landskaber, blændende hvide landsbyer badet i sollys, grønne korkegeskove og olivenlunde, gule solsikkemarker – og en himmel så blå, så blå. Lige så smukt er det at køre i Alentejo efter mørkets frembrud, hvor man rundt om ser alle de små landsbyers castelos oplyst som en teaterkulisse. Et refugium for malere, poeter og komponister – og for os andre et afstressende sted. Her banker Portugals hjerte i et roligt tempo.
Alentejo (além Tejo=på den anden side af Tejofloden) er delt i Alto, øvre, med lidt bjerge i nord og Baixo, nedre, (også kaldt Planície Dourada, den gyldne slette), der flader ud mod syd. Alentejo dækker 1/3 af Portugal og er landets kornkammer. Det farverige, typiske alentejolandskab er pragtfuldt. Den røde jord har vide strækninger med korkeg, oliven, korn og vin, spredte montes (gårde med omliggende landarbejderboliger), stendysser og bautasten under en mørkeblå, skyfri himmel. Det er et tyndt befolket område, hvor der er langt mellem landsbyerne med kridhvide huse, som konerne kalker hvert år. Smedejernsbalkoner og -gadelamper pynter mange huse og vindues- og dørrammer males blå for at holde onde ånder – og insekter ude! Skorstenene er et kapitel for sig, og mange er brede for at kunne ryge et helt svin.
Alentejos byer er fyldt med historie helt tilbage til stenalderen. Hvor romere og maurere fandt en høj, byggede de en borg, som portugiserne overtog – og befæstede yderligere – især langs grænsen, hvor spanske tropper ustandselig væltede ind. Men også naturen har meget at byde på.
Alentejos gyldne lys er smukkest sent om eftermiddagen (husk solbriller, selv på en sjælden gråvejrsdag er lyset og de hvide huse blændende). Indsnus atmosfæren og nyd Alentejos gastronomi og gode, kraftige rødvine. Vininteresserede kan i Turismo forhøre sig om de specielle vinruter, Rota dos Vinhos do Alentejo.
Lisboetterne driller alentejanerne. De fortæller alentejohistorier, der svarer til vores Århus- eller Molbohistorier.
Det er naturligvis mest bekvemt at køre i lejet bil, men man kan komme rundt med tog og bus. Der er togforbindelse fra Lissabon til Évora, Estremoz, Alvito og Beja (Lissabon tlf.212 074 805, Beja tlf.284 313 620, www.cp.pt/horarios ). Rede Nacional de Expresso (åbent 213 545 775, Beja tlf.284 313 620, www.rede-expresso.pt ) har busforbindelse til større byer og lokale busser mellem de mindre.
Turistinfo: www.alentejodigital.pt og www.rt-planiciedourada.pt
Alentejo (além Tejo=på den anden side af Tejofloden) er delt i Alto, øvre, med lidt bjerge i nord og Baixo, nedre, (også kaldt Planície Dourada, den gyldne slette), der flader ud mod syd. Alentejo dækker 1/3 af Portugal og er landets kornkammer. Det farverige, typiske alentejolandskab er pragtfuldt. Den røde jord har vide strækninger med korkeg, oliven, korn og vin, spredte montes (gårde med omliggende landarbejderboliger), stendysser og bautasten under en mørkeblå, skyfri himmel. Det er et tyndt befolket område, hvor der er langt mellem landsbyerne med kridhvide huse, som konerne kalker hvert år. Smedejernsbalkoner og -gadelamper pynter mange huse og vindues- og dørrammer males blå for at holde onde ånder – og insekter ude! Skorstenene er et kapitel for sig, og mange er brede for at kunne ryge et helt svin.
Alentejos byer er fyldt med historie helt tilbage til stenalderen. Hvor romere og maurere fandt en høj, byggede de en borg, som portugiserne overtog – og befæstede yderligere – især langs grænsen, hvor spanske tropper ustandselig væltede ind. Men også naturen har meget at byde på.
Alentejos gyldne lys er smukkest sent om eftermiddagen (husk solbriller, selv på en sjælden gråvejrsdag er lyset og de hvide huse blændende). Indsnus atmosfæren og nyd Alentejos gastronomi og gode, kraftige rødvine. Vininteresserede kan i Turismo forhøre sig om de specielle vinruter, Rota dos Vinhos do Alentejo.
Lisboetterne driller alentejanerne. De fortæller alentejohistorier, der svarer til vores Århus- eller Molbohistorier.
Det er naturligvis mest bekvemt at køre i lejet bil, men man kan komme rundt med tog og bus. Der er togforbindelse fra Lissabon til Évora, Estremoz, Alvito og Beja (Lissabon tlf.212 074 805, Beja tlf.284 313 620, www.cp.pt/horarios ). Rede Nacional de Expresso (åbent 213 545 775, Beja tlf.284 313 620, www.rede-expresso.pt ) har busforbindelse til større byer og lokale busser mellem de mindre.
Turistinfo: www.alentejodigital.pt og www.rt-planiciedourada.pt
Monternor‑o‑Novo
En typisk alentejo‑by (20.000 indb.) med smukke huse, fontæner, klostre, kirker, marked og mange byfester. Selv om byen ligger ved Lissabon‑Évoravejen er den ingen gennemkørselsby. Her kan man roligt gøre ophold. Dens højtbeliggende Castelo er næmest en park. Her er Convento de Saudação (1507) med en smuk klostergård, der nu huser byens arkæologiske center med skole for restaurering og bevarelse, og på 1.sal koreograficenter, ledet af Rui Horta. Vsa. ligger Igreja de Santiago (1302) med fresco‑rester i flere lag, vandreservoir og kornsilo. Kongernes lystslot kan man også se rester af samtidig med den fine udsigt.
Nede i byen er Igreja de São João de Deus bygget over hospitalshelgenens fødested. Han blev som barn bortført til Spanien. I Granada grundlagde han en barmhjertighedsorden, der tog sig af de fattige, syge og udskudte. Efter hans død i 1550 købte munkene hans foræIdres hus og byggede et kloster. l krypten (indgang ved biblioteket) er der kapel og museum. SeIve kirken har et hvælvet og smukt malet loft (1672). Tænk, det har været overkaIket fra 1880‑1950! HeIgenens statue står foran kirken. Hans fødseIsdag ‑ den 8. marts ‑ er byens festdag.
Museu de Arqueologia (åbent ti.-sø. 10-12.30 og 14-18, entré) er indrettet i det tidligere Convento de São Domingos (1500-tallet) med bl.a. fund og fotos fra Escoural – huleområdet #xx.
1 km nord for Montemor-o-Novo mod Mora, i et flot og afvekslende landskab, finder man stendyssen Anta de São Geraldo (Anta Grande da Comenda da Igreja) med både »låg« og processionsgang.
Turismo: Largo Calouste Gulbenkian, åbent ma.-lø. 9.30-18, tlf.266 898 103, www.cm-montemornovo.pt
Mange små pensioner og restauranter.
Nede i byen er Igreja de São João de Deus bygget over hospitalshelgenens fødested. Han blev som barn bortført til Spanien. I Granada grundlagde han en barmhjertighedsorden, der tog sig af de fattige, syge og udskudte. Efter hans død i 1550 købte munkene hans foræIdres hus og byggede et kloster. l krypten (indgang ved biblioteket) er der kapel og museum. SeIve kirken har et hvælvet og smukt malet loft (1672). Tænk, det har været overkaIket fra 1880‑1950! HeIgenens statue står foran kirken. Hans fødseIsdag ‑ den 8. marts ‑ er byens festdag.
Museu de Arqueologia (åbent ti.-sø. 10-12.30 og 14-18, entré) er indrettet i det tidligere Convento de São Domingos (1500-tallet) med bl.a. fund og fotos fra Escoural – huleområdet #xx.
1 km nord for Montemor-o-Novo mod Mora, i et flot og afvekslende landskab, finder man stendyssen Anta de São Geraldo (Anta Grande da Comenda da Igreja) med både »låg« og processionsgang.
Turismo: Largo Calouste Gulbenkian, åbent ma.-lø. 9.30-18, tlf.266 898 103, www.cm-montemornovo.pt
Mange små pensioner og restauranter.
Tæppebyen Arraiolos
Den lille, idylliske landsby (5.000 indb.) er kendt fra keltertiden og har både borg, pelourinho, kirker med azulejos og ‑ chafariz, der var offentligt quick‑vaskeri. Men her skal der kigges på tæpper, for det er det, Arraiolos er mest kendt for.
l skyggen af deres hvide huse med blå dør- og vinduesrammer sidder byens kvinder og broderer. De viser glade, hvad de laver. På stiv jutebund broderer de med tykt uldgarn en slags asymmetriske korssting, hvor understinget er dobbelt så langt som overstinget. Stingene kaldes grækersting eller tyrkisk fletning. Plantefarvning af ulden er nu udskiftet med moderne farvestoffer, hvor blåt og gult er dominerende. Tæpperne er persisk inspirerede og blev i 1500-tallet syet i små arabeskmønstre. Senere kom blomster‑ og dyremotiver til. Byen har også små »tæppefabrikker«, hvor der arbejdes ni timer om dagen, men de fleste broderer hjemme. Det tager ca. 2 uger at brodere 1m2, og køber man et tæppe regnes prisen også pr. m2 og er afhængig af, hvor store stingene er. Tæpper med små sting er mere elegante og naturligvis også dyrere. Et tæppe kan holde ca.150 år. Reparationstråde følger med!
Bliver man sulten, er byen kendt for sine røgede pølser, paios, og skinkepølser,
palos.
På Praça Lima e Brito ses byens gamle fængsel og domhus, pelourinho og rådhus. Hovedgaden er fyldt med tæppeforretninger, og det er billigere at købe her end i Lissabon.
Inden for en flot takket ringmur lå Dom Dinis' borg. I borgkirken, Igreja do Salvador do Castelo, opbevares en Jesusfigur, der bærer korset og som bruges til processioner, der udgår herfra. 2. søndag efter fastelavn er byen ét stort optog, Procissão do Senhor dos Passos. Til sørgemusik vandrer hele byen efter en blomsterdækket båre med Jesusfiguren fra Castelo. Børn er udklædte som engle og Jomfru Maria'er i hvidt, lilla eller blåt og bærer himmelstiger; kirkens folk er i sort og lilla. Det er en betagende oplevelse.
Igreja da Misericórdia har blå/hvide azulejos fra loft til gulv ‑ med misericórdias love
afbilledet i stor størrelse ‑ og barok‑højalter. l kirken opbevares de specielle
processionslygter.
Fonte da Pedra er et smukt eksempel på en landlig chafariz og dens funktioner: drikketrug til kvæg ‑ og bag muren et fælles vaskeri.
Turismo: Praça Lima e Brito, åbentdgl. 9-12.30 og 14-17.30, tlf.266 499 105
Pousada Nossa Senhora da Assunção, tlf.266 419 340, fax 266 419 280
Stendysser og hulemalerier
Alto Alentejo har Europas største koncentration af megalitter. Syd for strækningen Montemor-o-Novo - Évora ligger et godt område, men dysser og bautasten ligger meget spredt og kan være svære at finde, spørg c.
Cromleque de Almendres,12 km vest for Évora og 1,5 km SV for Herdade dos Almendres. Gennem hele skove af korkeg ‑ høje og tætplantede ‑ kommer man til »Cromleque« halvøens vigtigste og bedst bevarede stensætning (4‑2.000 f.Kr.). En storkreds af høje, opretstående sten med små stenkredse i kanten og indimellem, tæller 95 sten ‑ nogle, med stjerneindhugninger. Er de op til 2 m høje sten sat til et rituelt formål? Stensætningen har endnu beholdt sin hemmelighed! Her ‑ hvor man af uforklarlig grund aldrig hører fuglesang ‑ er der udsigt til Estremoz og Arraiolos med Évora i midten.
Lige så betagende er en enestående stendysse i kæmpestørrelse, Anta Grande do Zambujeiro, halvøens største, 12 km SV for Évora. l 1960erne fandt man den i en jordhøj og har gravet lige siden. Under udgravningerne fandt man de døde begravet opretstående (! ) med polerede sten, keramik etc. inde i det 6 m høje gravkammer, der er 3 m i diameter. Også i den 10 m lange processionsgang fandt man grave. Den er harmonisk, smuk ‑ og 5.000 år gammel.
Vil man se huIemalerier er det bedst at køre til besøgscentret i Santiago do Escoural og derefter 3 km til Grutas do Escoural (åbent ti.-sø. 9.30-12 og 14-17, entré, bank på). I 1963 fandt man her 35 underjordiske huler, en helligdom og et begravelsesområde. Der er malerier af heste, okser og kentaur! dateret til ca. 17.000 f. Kr.
Nær de forhistoriske huler i Escoural ses 100 m fra vejen ved landsbyen São Brissos, en stendysse, indrettet som kapel, Anta-Capela de São Brissos.
l skyggen af deres hvide huse med blå dør- og vinduesrammer sidder byens kvinder og broderer. De viser glade, hvad de laver. På stiv jutebund broderer de med tykt uldgarn en slags asymmetriske korssting, hvor understinget er dobbelt så langt som overstinget. Stingene kaldes grækersting eller tyrkisk fletning. Plantefarvning af ulden er nu udskiftet med moderne farvestoffer, hvor blåt og gult er dominerende. Tæpperne er persisk inspirerede og blev i 1500-tallet syet i små arabeskmønstre. Senere kom blomster‑ og dyremotiver til. Byen har også små »tæppefabrikker«, hvor der arbejdes ni timer om dagen, men de fleste broderer hjemme. Det tager ca. 2 uger at brodere 1m2, og køber man et tæppe regnes prisen også pr. m2 og er afhængig af, hvor store stingene er. Tæpper med små sting er mere elegante og naturligvis også dyrere. Et tæppe kan holde ca.150 år. Reparationstråde følger med!
Bliver man sulten, er byen kendt for sine røgede pølser, paios, og skinkepølser,
palos.
På Praça Lima e Brito ses byens gamle fængsel og domhus, pelourinho og rådhus. Hovedgaden er fyldt med tæppeforretninger, og det er billigere at købe her end i Lissabon.
Inden for en flot takket ringmur lå Dom Dinis' borg. I borgkirken, Igreja do Salvador do Castelo, opbevares en Jesusfigur, der bærer korset og som bruges til processioner, der udgår herfra. 2. søndag efter fastelavn er byen ét stort optog, Procissão do Senhor dos Passos. Til sørgemusik vandrer hele byen efter en blomsterdækket båre med Jesusfiguren fra Castelo. Børn er udklædte som engle og Jomfru Maria'er i hvidt, lilla eller blåt og bærer himmelstiger; kirkens folk er i sort og lilla. Det er en betagende oplevelse.
Igreja da Misericórdia har blå/hvide azulejos fra loft til gulv ‑ med misericórdias love
afbilledet i stor størrelse ‑ og barok‑højalter. l kirken opbevares de specielle
processionslygter.
Fonte da Pedra er et smukt eksempel på en landlig chafariz og dens funktioner: drikketrug til kvæg ‑ og bag muren et fælles vaskeri.
Turismo: Praça Lima e Brito, åbentdgl. 9-12.30 og 14-17.30, tlf.266 499 105
Pousada Nossa Senhora da Assunção, tlf.266 419 340, fax 266 419 280
Stendysser og hulemalerier
Alto Alentejo har Europas største koncentration af megalitter. Syd for strækningen Montemor-o-Novo - Évora ligger et godt område, men dysser og bautasten ligger meget spredt og kan være svære at finde, spørg c.
Cromleque de Almendres,12 km vest for Évora og 1,5 km SV for Herdade dos Almendres. Gennem hele skove af korkeg ‑ høje og tætplantede ‑ kommer man til »Cromleque« halvøens vigtigste og bedst bevarede stensætning (4‑2.000 f.Kr.). En storkreds af høje, opretstående sten med små stenkredse i kanten og indimellem, tæller 95 sten ‑ nogle, med stjerneindhugninger. Er de op til 2 m høje sten sat til et rituelt formål? Stensætningen har endnu beholdt sin hemmelighed! Her ‑ hvor man af uforklarlig grund aldrig hører fuglesang ‑ er der udsigt til Estremoz og Arraiolos med Évora i midten.
Lige så betagende er en enestående stendysse i kæmpestørrelse, Anta Grande do Zambujeiro, halvøens største, 12 km SV for Évora. l 1960erne fandt man den i en jordhøj og har gravet lige siden. Under udgravningerne fandt man de døde begravet opretstående (! ) med polerede sten, keramik etc. inde i det 6 m høje gravkammer, der er 3 m i diameter. Også i den 10 m lange processionsgang fandt man grave. Den er harmonisk, smuk ‑ og 5.000 år gammel.
Vil man se huIemalerier er det bedst at køre til besøgscentret i Santiago do Escoural og derefter 3 km til Grutas do Escoural (åbent ti.-sø. 9.30-12 og 14-17, entré, bank på). I 1963 fandt man her 35 underjordiske huler, en helligdom og et begravelsesområde. Der er malerier af heste, okser og kentaur! dateret til ca. 17.000 f. Kr.
Nær de forhistoriske huler i Escoural ses 100 m fra vejen ved landsbyen São Brissos, en stendysse, indrettet som kapel, Anta-Capela de São Brissos.
Évora
Efter at have kørt gennem et afvekslende alentejolandskab med spredte montes ses Évora (56.000 indb.) i det fjerne. Évora kaIdes museumsbyen, ikke alene pga. de mange museer og historiske monumenter men fordi hele byen er ét levende ‑ meget levende – museum, som i 1986 af UNESCO blev klassificeret som verdenskulturarv.
Den 2000 år gamle by fra Portugals guldalder er ikke kun fortid. Det er også en moderne handelsby (elektronik, turisme, kork, læder, uldtæpper, almuernøbler), men med en helt speciel atmosfære. Byen skal opleves til fods (den er også blevet umulig at køre i!), så man rigtigt kan nyde de små, brostensbelagte gader, de charmerende huse med hængende haver, smedejernsgitreog de maleriske pladser med mange caféer. En aftentur mellem de oplyste, historiske bygninger er en oplevelse.
Évora er en af Den Iberiske Halvøs æIdste byer. KeIterne kaIdte den Ebora, Plinius skrev om Ebora Cerealis (også dengang et kornkammer). Romertidens vigtige centrum fik navneforandring til Liberalitas Julia. l 615 indtog vestgoterne byen, forstærkede fæstningen og ophøjede den til bispesæde. Fra 711 var Yéborah en af perlerne i det arabiske rige, men i 1165 indtog den dødsdømte røver Geraldo Sem Pavor (= uden frygt) byen ved list og overdrog den til Dom Afonso Henriques. Derved reddede han sit liv og byen. Hans billede figurerer i Évoras byvåben mellem to afhuggede hoveder ‑ det ene, sultanens, det andet suItanens datters, Geraldos tidligere elskede!
Militærordenen São Bento og senere Avis fik hovedsæde her og forstærkede fæstningsanlæggene. Nuno Álvares Pereira slog sig ned for bedre at kunne vogte på castilianerne. Aviskongerne Dom Afonso 3., Dom Dinis og Dom Afonso 4. holdt af byen, fandt den sikker og tog residens her ‑ og adelen flyttede med! Byens udvikling tog fart med billedhuggerskole i 1200-tallet, universitet i 1559 (Dom Sebastião studerede her i 5 år) og Frei Carlos’ malerskole i 1500-tallet. Èvora blev landets næstvigtigste by efter Lissabon, et humanistisk kulturcenter, hvorfra mange impulser udgik. Blomstringstiden (1300-1500-tallet) nåede sit højdepunkt under Dom João 3., med digtere som Gil Vicente og Garcia de Resende og arkitekter som Arrudas og Torralva. Men intet varer som bekendt evigt, og da Marquês de Pombal i 1759 lukkede universitetet ‑ det var nemlig jesuitternes! ‑ begyndte afblomstringen. Efter en grundig fransk plyndring i 1801 – efter det blodige slag ved Torregela ‑ gik glansen af Évora. Byen er dog stadig bispesæde med 14 kirker og 22 klostre i området.
Markeder i Évora
Hver tirsdag er der marked på Praça do Geraldo, hvor alentejo‑bønderne kommer ind fra deres landsbyer, aldeias, for at finde købere til deres produkter. Der er sort af mænd, men ingen varer. Al handel foregår ved snak, håndslag og penge, der skifter lommer – en slags landbrugsbørs.
Et andet marked foregår på Terreiro de São Bras uden for murene. Om lørdagen er der marked på pladsen foran Igreja de São Francisco.
Den bedste opleveIse får man ved en af deres byfester; Feira de São João den 23. juni og en uge frem er Alentejos største. Til disse fester er alentejobønder, klædt i deres fåreskindsveste eIler brune uldkapper, flade, sorte filthatte og lange støvler, der beskytter mod hugorme i marken. Arm i arm går de syngende og
vuggende gennem Évoras gader. Alentejo‑bøndernes mandskor er imponerende, gribende og har samme traurige islæt som de russiske kosakker på deres vide sletter. De mørkklædte kvinder trisser bagefter med hovedet hyllet ind i tørklæde og flad hat for at beskytte sig mod solen.
Centrum
Porta de Alconchel, et solidt tårn fra det tidligere kongepalads, er hovedporten til
Évora fra Lissabon. Den 6 km lange bymur havde i 1300-tallet 40 tårne og 10 porte.
Tilbage er kun 16 tårne, 6 porte og velbevarede murrester hele vejen rundt om byen.
Vejen fører direkte til byens midtpunkt, Praça do Geraldo, omgivet af smukke,
gamle huse med forretningsarkader og caféer, der om aftenen er byens livlige
centrum. En romersk triumfbue blev i 1571 revet ned for at give plads til en større Santo Antão‑kirke og den hvide renæssancefontæne, Fonte Henriquina, udført i marmor midt på pladsen. Rua da Moeda og Rua dos Mercadores (Mønt‑ og HandeIsgaden) var en del af det gamle jødiske kvarter Judiaria. På nogle huse er indmuret en sten med ordet Cabido (Cabido da Sé=tilhører kirken); under inkvisitionen (1536‑1821) overtog kirken dømte jøders huse. Geraldo var henrettelsesplads, hvor hundredvis blev brændt levende på bålet. Dom Sebastião overværede 17! Som lidt mere muntert begyndte oprøret mod den spanske besættelse også her - i 1637.
I rådhusets hal ses udgravede romerske termer fra 1. årh. e.Kr., fundet i 1987.
Den øvre bydel
Rua 5 de Outubro fører op til byens kulturelle højborg.
Katedralen, Sé (åbent dgl. 9-17) er landets største. Den minder om et fort. Facaden har to imponerende, men forskellige tårne (ét beklædt med azulejos), og på hver side af den gotiske spidsportal, byder apostlene, opstillet i marmor, velkommen.
Indvendig er kirken enkel og harmonisk udført i rødbrune sten med en øvre etage, inspireret af Lissabons Sé, og en enorm kuppel. l stedet for de sølvkandelabre, som franskmændene tog, hænger her nu krystallysekroner ‑ hvilket fremmedlegeme! I midtergangen står et alter med en gravid Mariafigur, Nossa Senhora de Ó, som sjældent ses, i malet marmor (1400-tallet). Overfor ses Gabriel, der er lidt sent på den med sit budskab!
Det smukke gotiske kloster har en evangelistfigur i hvert hjørne ind mod haven og mange sarkofager. Fire vindeltrapper fører op til klostrets tag, med overblik over kirkens konstruktioner og de azulejosbelagte tårnhatte, over byen og alentejolandskabet.
l det ene tårn findes Museu de Arte Sacre (1) med uvurderlige skatte ‑ som
franskmændene ikke fik fingre i! Bl.a. en fransk elfenbensmadonna, Virgem de Paraíso. Hun kan åbnes tiI en triptykon, og i hendes »indre« ses ni scener fra Marias Iiv. Et relikviekors med ædeIsten gemmer et stykke træ fra Jesu kors, kardinalkongen Dom Henriques manuelinske bispestav af forgyldt sølv med emalje (han var ærkebiskop af Évora 1540-64) og malerier af Grigorio Lopes.
Museu de Évora, i det tidligere bispepalads (1600-tallet), indeholder bl.a. forhistoriske fund, romerske skulpturer, middelalder‑, renæssance‑ og dekorativ kunst samt portugisiske guldaldermalerier. Midt i museumsgården har arkæologer udgravet en del af romernes Forum, og en kirkegård med både kristne og muslimske grave.
Tv. for museet i Rua Vasco da Gama 15 ligger søfarerens hus med dets oprindeIige vinduer og i gården naive frescomalerier af de dyr (og havfruer!) Vasco så i Indien. Over for museet ses inkvisitionshuset, Santo Offício, i dag en deI af universitetet.
Her på Évoras »Akropolis« og højeste punkt står Templo Romano, det såkaldte Dianatempel, opført af romerne i 1. årh. e.Kr. - til tilbedelse af kejser Augustus, mener man nu. På den 3 m høje granitflade står endnu 14 slanke korintiske søjler. Det er det bedst bevarede i Portugal, måske fordi det engang var tilmuret og blev brugt til slagtehus. Først i 1870 blev det ført tilbage til sit nuværende udseende.
Det tidligere kloster, Convento de São João Evangelista er indrettet til Pousada dos Lóios. Ved siden af pousadaen fører en gotisk portal til klosterets kirke, Igreja de São João Evangelista (åbent ti.-sø. 10-12.30 og 14-18, entré, gælder også til kunstgalleriet), der var mausoleum for Melo- og Cadaval-slægten. Azulejospaneler er udført og signeret af Oliveira Bernardes 1711. Under riste i gulvet ses et knoglekammer og en maurercisterne.
Nabobygningen med de mauriske vinduer, Paço dos Duques de Cadaval (1300-tallet), er i dag kunstgalleri. De femkantede tårne har givet det tilnavnet Palácio da Torre das Cinco Quinas.
Universitetet åbent lø.-sø. 9.30-13 og 15-18, entré
Mens Dom Henrique (kardinalkongen) var Évoras 1. ærkebiskop, grundlagde han universitetet (1559), der fungerede i 200 år, indtil Marquês de Pombal fik jesuitterne udvist og universitetet lukket.
Renæssancebygningens pompøse klostergårdsfacade har en allegorisk udsmykning: figur med sol og scepter (kongeIig magt), figur med måne og bispestav (gejstlig magt) og øverst bærer to engle jesuiteremblemet.
Den store, kvadratiske universitetsbygning omgiver en stor og tre mindre »klostergårde«. Azulejos med mytologiske, bibelske, historiske og allegoriske motiver (1700-tallet) dækker en labyrint af trapper, gange og auditorier, hvor motiverne refererer til de emner, der blev undervist i. Efter at have været gymnasium genåbnede universitetet i 1975.
Jesuiterkirken Igreja do Espírito Santo (1574) er udsmykket med frescomedaljoner, marmor, små talha dourada‑kapeller og et tøndehvælvet loft. l sidste kapel tv. står en sarkofag, som Dom Henrique lod udføre og opstille mens han levede. Mod sit ønske blev han begravet i Belém ‑ en lille bensplint befinder sig i en guldæske i den beskedne sarkofag.
Der er også indgang til universitetet fra kirken
Ved en gammel byport i den romersk‑vestgotiske mur med to tårne ligger Évoras mest typiske plads, Largo das Portas de Moura, omgivet af smukke, gamle huse med arkader og i midten en sæIsom marmorfontæne (1556), Fonte da Bola, med en armillarsfære. Det bemærkeIsesværdige hus, Casa Cordovil, med en luftig og spændende – men noget umotiveret ‑ arkade er hoIdt i mudéjarstil.
Gennem byporten kommer man til Casa Garcia de Resende. I huset med de
manuelinske pragtvinduer boede digteren Garcia de Resende (1470‑1536). Han var Dom João 4.s page, senere hans sekretær og skrev hans biografi, Vida e Feiras de Dom João. Også for Dom Manuel 1. skrev Resende. Évoras teater hedder naturligvis Teatro Garcia de Resende.
Sydlige bydel
Convento de Nossa Senhora da Graça, er nu militærkvarter, men klosterkirken (udført af Arruda, Pires og Chanterenne 1529) kan beses. Øverst på den italiensk inspirerede facade med dorisk søjleforhal sidder muskuløse mandsfigurer. Det kunne være atlasgiganter, der holder himmelgloben (armillarsfæren). På tagryggen sidder 2 engle! Man kan få et kig ind i Diogo de Torralvas kloster (1550), der nu er officersmesse.
Rundt om hjørnet ligger
Igreja de São Francisco (åbent dgl. 9-13 og 14-18), som blev påbegyndt i 1481 ved overgangen fra gotisk til manuelinsk stil. Portalens dobbeltbue har Dom João 2.s pelikan og Dom Manuel 1.s armillarsfære. Indvendig ses Portugals største kirkeskib, uden særlig udsmykning, med seks baroksidekapeIler. Kun små vinduer i kor og tværskib giver kirken lys. Under gulvet, tv. for indgangen, hviler det portugisiske teaters skaber og guldsmed, Gil Vicente.
Th. for altret, gennem Capela de Senhor dos Passos med processionsfigur og azulejospaneler med de 14 stationer, kommer man til det makabre knoglekapel
Capela dos Ossos (entré). Man ser skriften på væggen - til venlig erindring: Nós ossos que aqui estamos ‑ pelo vosses esperamos = Vi knogler, der er her, venter på jeres! Og indenfor venter flere end 5.000 munkes knogler, der er brugt som dekoration på vægge og søjler, der bærer frescomalede loltshvælvinger, kantet med kranier. To mumificerede lig dingler fra snore i væggen. Her sad franciskanermunkene og mediterede!
Foran kirken på den skyggefulde plads er der marked hver lørdag.
l den smukke park, Jardim Público, lige ved siden af kirken ligger de stærkt restaurerede rester af Aviskongepaladset, Palacio Real de São Fransisco i foIkemunde kaldt Palacío de Dom Manuel, med trappe, arkade og tårn opført i mudéjar‑ og portugisisk renæssancestil (1500-tallet). Inden Vasco da Gamas afrejse til Indien 1498 mødtes han her med Dom Manuel 1., og Gil Vicente fik opført nogle af sine skuespil for hoffet.
I parken står en buste af poeten Florbela Espanca (1894‑1930), og i de lune sommeraftener kan man opleve folkloregrupper på musiktribunen.
Uden for murene
Den 18 km lange akvædukt, Aqueduto da Prata, med huse bygget ind i buerne og mange små tårne, blev i 1531‑37 opført af Francisco de Arruda. Den leverer stadig vand til byens mange fontæner.
Mod syd ligger den befæstede valfartskirke Ermida de São Brás, og med sine mange små tårne Iigner den et eventyrslot. Den blev opført i 1483 som tak for ophør af pestens hærgen.
Lige uden for bymuren er der sportscenter med svømmepøl, og op ad sydmuren findes tyrefægterarenaen.
Turismo.Praça do Giraldo, åbentma.-fr. 9-12.30 og 14-19, lø.-sø. til 17.30, tlf.266 702 671
5*Pousada dos Lóios, tlf.266 704 051, fax 266 707 248
3*Albergaria do Calvário, Travessa dos Lagares 3, a, d/ fax 266 745 930, www.softline.pt/calvario
2*Pensão Policarpo, Rua Freiria de Baixo 16 r/c, tlf.266 702 424
Mange hoteller og pensioner
Vandrerhjem: Pousada da Juventude, Rua Miguel Bombarda 40, tlf.266 744 848, fax 266 744 843
Camping: Parque de Campismo Orbitur, Estrada das Alcaçovas, tlf.266 705 190, fax 266 709 830
Restaurante O Fialho, Travessa do Mascarenhas 16, tlf.266 703 079, lukket ma.
- Cozinha de Sto Humberto, Rua da Moeda 39, tlf.266 704 251, lukket to.
- Jardim do Paço, ved Templo Romano, tlf.266 744 300
- O Poço, Praça 1o de Maio 23, tlf.266 741 029, lukket ma.
- O Aqueduto, Rua do Cano 13A, tlf.266 706 373
Natteliv: 2 Marias, studenternes O Barné, O Diplomata eller O Trovador, Rua da Mostarde og flere diskoteker.
Évora Monte
Évora Monte (1.900 indb.), en af Dom Dinis’ mange fæstningsbyer, der fra vejen ses imponerende og højt i det fjerne over det bøIgende alentejolandskab. Fyldt med middelaldercharme ligger den lille by omkranset af borgmure. Her i Casa da Convenção blev Évora Monte‑konventionen underskrevet den 26.5.1834. Den »manuelinske knude« var løst, borgerkrigen slut og Dom Miguel sendt i eksil.
Den restaurerede fæstning stammer fra 1200-tallet og har noble sale i tre etager. Øverst er der en fabelagtig udsigt.
[evt. Fototekst]
Landets mindste og meget smukke Igreja da Misericórdia har azulejos, der skildrer Misericórdias arbejde ‑ de syv love: Giv vand til de tørstende, brød til de sultne, husly til pilgrimme, trøst de triste og besøg de syge, klæd de nøgne, oplys de uvidende og begrav de døde.
Den 2000 år gamle by fra Portugals guldalder er ikke kun fortid. Det er også en moderne handelsby (elektronik, turisme, kork, læder, uldtæpper, almuernøbler), men med en helt speciel atmosfære. Byen skal opleves til fods (den er også blevet umulig at køre i!), så man rigtigt kan nyde de små, brostensbelagte gader, de charmerende huse med hængende haver, smedejernsgitreog de maleriske pladser med mange caféer. En aftentur mellem de oplyste, historiske bygninger er en oplevelse.
Évora er en af Den Iberiske Halvøs æIdste byer. KeIterne kaIdte den Ebora, Plinius skrev om Ebora Cerealis (også dengang et kornkammer). Romertidens vigtige centrum fik navneforandring til Liberalitas Julia. l 615 indtog vestgoterne byen, forstærkede fæstningen og ophøjede den til bispesæde. Fra 711 var Yéborah en af perlerne i det arabiske rige, men i 1165 indtog den dødsdømte røver Geraldo Sem Pavor (= uden frygt) byen ved list og overdrog den til Dom Afonso Henriques. Derved reddede han sit liv og byen. Hans billede figurerer i Évoras byvåben mellem to afhuggede hoveder ‑ det ene, sultanens, det andet suItanens datters, Geraldos tidligere elskede!
Militærordenen São Bento og senere Avis fik hovedsæde her og forstærkede fæstningsanlæggene. Nuno Álvares Pereira slog sig ned for bedre at kunne vogte på castilianerne. Aviskongerne Dom Afonso 3., Dom Dinis og Dom Afonso 4. holdt af byen, fandt den sikker og tog residens her ‑ og adelen flyttede med! Byens udvikling tog fart med billedhuggerskole i 1200-tallet, universitet i 1559 (Dom Sebastião studerede her i 5 år) og Frei Carlos’ malerskole i 1500-tallet. Èvora blev landets næstvigtigste by efter Lissabon, et humanistisk kulturcenter, hvorfra mange impulser udgik. Blomstringstiden (1300-1500-tallet) nåede sit højdepunkt under Dom João 3., med digtere som Gil Vicente og Garcia de Resende og arkitekter som Arrudas og Torralva. Men intet varer som bekendt evigt, og da Marquês de Pombal i 1759 lukkede universitetet ‑ det var nemlig jesuitternes! ‑ begyndte afblomstringen. Efter en grundig fransk plyndring i 1801 – efter det blodige slag ved Torregela ‑ gik glansen af Évora. Byen er dog stadig bispesæde med 14 kirker og 22 klostre i området.
Markeder i Évora
Hver tirsdag er der marked på Praça do Geraldo, hvor alentejo‑bønderne kommer ind fra deres landsbyer, aldeias, for at finde købere til deres produkter. Der er sort af mænd, men ingen varer. Al handel foregår ved snak, håndslag og penge, der skifter lommer – en slags landbrugsbørs.
Et andet marked foregår på Terreiro de São Bras uden for murene. Om lørdagen er der marked på pladsen foran Igreja de São Francisco.
Den bedste opleveIse får man ved en af deres byfester; Feira de São João den 23. juni og en uge frem er Alentejos største. Til disse fester er alentejobønder, klædt i deres fåreskindsveste eIler brune uldkapper, flade, sorte filthatte og lange støvler, der beskytter mod hugorme i marken. Arm i arm går de syngende og
vuggende gennem Évoras gader. Alentejo‑bøndernes mandskor er imponerende, gribende og har samme traurige islæt som de russiske kosakker på deres vide sletter. De mørkklædte kvinder trisser bagefter med hovedet hyllet ind i tørklæde og flad hat for at beskytte sig mod solen.
Centrum
Porta de Alconchel, et solidt tårn fra det tidligere kongepalads, er hovedporten til
Évora fra Lissabon. Den 6 km lange bymur havde i 1300-tallet 40 tårne og 10 porte.
Tilbage er kun 16 tårne, 6 porte og velbevarede murrester hele vejen rundt om byen.
Vejen fører direkte til byens midtpunkt, Praça do Geraldo, omgivet af smukke,
gamle huse med forretningsarkader og caféer, der om aftenen er byens livlige
centrum. En romersk triumfbue blev i 1571 revet ned for at give plads til en større Santo Antão‑kirke og den hvide renæssancefontæne, Fonte Henriquina, udført i marmor midt på pladsen. Rua da Moeda og Rua dos Mercadores (Mønt‑ og HandeIsgaden) var en del af det gamle jødiske kvarter Judiaria. På nogle huse er indmuret en sten med ordet Cabido (Cabido da Sé=tilhører kirken); under inkvisitionen (1536‑1821) overtog kirken dømte jøders huse. Geraldo var henrettelsesplads, hvor hundredvis blev brændt levende på bålet. Dom Sebastião overværede 17! Som lidt mere muntert begyndte oprøret mod den spanske besættelse også her - i 1637.
I rådhusets hal ses udgravede romerske termer fra 1. årh. e.Kr., fundet i 1987.
Den øvre bydel
Rua 5 de Outubro fører op til byens kulturelle højborg.
Katedralen, Sé (åbent dgl. 9-17) er landets største. Den minder om et fort. Facaden har to imponerende, men forskellige tårne (ét beklædt med azulejos), og på hver side af den gotiske spidsportal, byder apostlene, opstillet i marmor, velkommen.
Indvendig er kirken enkel og harmonisk udført i rødbrune sten med en øvre etage, inspireret af Lissabons Sé, og en enorm kuppel. l stedet for de sølvkandelabre, som franskmændene tog, hænger her nu krystallysekroner ‑ hvilket fremmedlegeme! I midtergangen står et alter med en gravid Mariafigur, Nossa Senhora de Ó, som sjældent ses, i malet marmor (1400-tallet). Overfor ses Gabriel, der er lidt sent på den med sit budskab!
Det smukke gotiske kloster har en evangelistfigur i hvert hjørne ind mod haven og mange sarkofager. Fire vindeltrapper fører op til klostrets tag, med overblik over kirkens konstruktioner og de azulejosbelagte tårnhatte, over byen og alentejolandskabet.
l det ene tårn findes Museu de Arte Sacre (1) med uvurderlige skatte ‑ som
franskmændene ikke fik fingre i! Bl.a. en fransk elfenbensmadonna, Virgem de Paraíso. Hun kan åbnes tiI en triptykon, og i hendes »indre« ses ni scener fra Marias Iiv. Et relikviekors med ædeIsten gemmer et stykke træ fra Jesu kors, kardinalkongen Dom Henriques manuelinske bispestav af forgyldt sølv med emalje (han var ærkebiskop af Évora 1540-64) og malerier af Grigorio Lopes.
Museu de Évora, i det tidligere bispepalads (1600-tallet), indeholder bl.a. forhistoriske fund, romerske skulpturer, middelalder‑, renæssance‑ og dekorativ kunst samt portugisiske guldaldermalerier. Midt i museumsgården har arkæologer udgravet en del af romernes Forum, og en kirkegård med både kristne og muslimske grave.
Tv. for museet i Rua Vasco da Gama 15 ligger søfarerens hus med dets oprindeIige vinduer og i gården naive frescomalerier af de dyr (og havfruer!) Vasco så i Indien. Over for museet ses inkvisitionshuset, Santo Offício, i dag en deI af universitetet.
Her på Évoras »Akropolis« og højeste punkt står Templo Romano, det såkaldte Dianatempel, opført af romerne i 1. årh. e.Kr. - til tilbedelse af kejser Augustus, mener man nu. På den 3 m høje granitflade står endnu 14 slanke korintiske søjler. Det er det bedst bevarede i Portugal, måske fordi det engang var tilmuret og blev brugt til slagtehus. Først i 1870 blev det ført tilbage til sit nuværende udseende.
Det tidligere kloster, Convento de São João Evangelista er indrettet til Pousada dos Lóios. Ved siden af pousadaen fører en gotisk portal til klosterets kirke, Igreja de São João Evangelista (åbent ti.-sø. 10-12.30 og 14-18, entré, gælder også til kunstgalleriet), der var mausoleum for Melo- og Cadaval-slægten. Azulejospaneler er udført og signeret af Oliveira Bernardes 1711. Under riste i gulvet ses et knoglekammer og en maurercisterne.
Nabobygningen med de mauriske vinduer, Paço dos Duques de Cadaval (1300-tallet), er i dag kunstgalleri. De femkantede tårne har givet det tilnavnet Palácio da Torre das Cinco Quinas.
Universitetet åbent lø.-sø. 9.30-13 og 15-18, entré
Mens Dom Henrique (kardinalkongen) var Évoras 1. ærkebiskop, grundlagde han universitetet (1559), der fungerede i 200 år, indtil Marquês de Pombal fik jesuitterne udvist og universitetet lukket.
Renæssancebygningens pompøse klostergårdsfacade har en allegorisk udsmykning: figur med sol og scepter (kongeIig magt), figur med måne og bispestav (gejstlig magt) og øverst bærer to engle jesuiteremblemet.
Den store, kvadratiske universitetsbygning omgiver en stor og tre mindre »klostergårde«. Azulejos med mytologiske, bibelske, historiske og allegoriske motiver (1700-tallet) dækker en labyrint af trapper, gange og auditorier, hvor motiverne refererer til de emner, der blev undervist i. Efter at have været gymnasium genåbnede universitetet i 1975.
Jesuiterkirken Igreja do Espírito Santo (1574) er udsmykket med frescomedaljoner, marmor, små talha dourada‑kapeller og et tøndehvælvet loft. l sidste kapel tv. står en sarkofag, som Dom Henrique lod udføre og opstille mens han levede. Mod sit ønske blev han begravet i Belém ‑ en lille bensplint befinder sig i en guldæske i den beskedne sarkofag.
Der er også indgang til universitetet fra kirken
Ved en gammel byport i den romersk‑vestgotiske mur med to tårne ligger Évoras mest typiske plads, Largo das Portas de Moura, omgivet af smukke, gamle huse med arkader og i midten en sæIsom marmorfontæne (1556), Fonte da Bola, med en armillarsfære. Det bemærkeIsesværdige hus, Casa Cordovil, med en luftig og spændende – men noget umotiveret ‑ arkade er hoIdt i mudéjarstil.
Gennem byporten kommer man til Casa Garcia de Resende. I huset med de
manuelinske pragtvinduer boede digteren Garcia de Resende (1470‑1536). Han var Dom João 4.s page, senere hans sekretær og skrev hans biografi, Vida e Feiras de Dom João. Også for Dom Manuel 1. skrev Resende. Évoras teater hedder naturligvis Teatro Garcia de Resende.
Sydlige bydel
Convento de Nossa Senhora da Graça, er nu militærkvarter, men klosterkirken (udført af Arruda, Pires og Chanterenne 1529) kan beses. Øverst på den italiensk inspirerede facade med dorisk søjleforhal sidder muskuløse mandsfigurer. Det kunne være atlasgiganter, der holder himmelgloben (armillarsfæren). På tagryggen sidder 2 engle! Man kan få et kig ind i Diogo de Torralvas kloster (1550), der nu er officersmesse.
Rundt om hjørnet ligger
Igreja de São Francisco (åbent dgl. 9-13 og 14-18), som blev påbegyndt i 1481 ved overgangen fra gotisk til manuelinsk stil. Portalens dobbeltbue har Dom João 2.s pelikan og Dom Manuel 1.s armillarsfære. Indvendig ses Portugals største kirkeskib, uden særlig udsmykning, med seks baroksidekapeIler. Kun små vinduer i kor og tværskib giver kirken lys. Under gulvet, tv. for indgangen, hviler det portugisiske teaters skaber og guldsmed, Gil Vicente.
Th. for altret, gennem Capela de Senhor dos Passos med processionsfigur og azulejospaneler med de 14 stationer, kommer man til det makabre knoglekapel
Capela dos Ossos (entré). Man ser skriften på væggen - til venlig erindring: Nós ossos que aqui estamos ‑ pelo vosses esperamos = Vi knogler, der er her, venter på jeres! Og indenfor venter flere end 5.000 munkes knogler, der er brugt som dekoration på vægge og søjler, der bærer frescomalede loltshvælvinger, kantet med kranier. To mumificerede lig dingler fra snore i væggen. Her sad franciskanermunkene og mediterede!
Foran kirken på den skyggefulde plads er der marked hver lørdag.
l den smukke park, Jardim Público, lige ved siden af kirken ligger de stærkt restaurerede rester af Aviskongepaladset, Palacio Real de São Fransisco i foIkemunde kaldt Palacío de Dom Manuel, med trappe, arkade og tårn opført i mudéjar‑ og portugisisk renæssancestil (1500-tallet). Inden Vasco da Gamas afrejse til Indien 1498 mødtes han her med Dom Manuel 1., og Gil Vicente fik opført nogle af sine skuespil for hoffet.
I parken står en buste af poeten Florbela Espanca (1894‑1930), og i de lune sommeraftener kan man opleve folkloregrupper på musiktribunen.
Uden for murene
Den 18 km lange akvædukt, Aqueduto da Prata, med huse bygget ind i buerne og mange små tårne, blev i 1531‑37 opført af Francisco de Arruda. Den leverer stadig vand til byens mange fontæner.
Mod syd ligger den befæstede valfartskirke Ermida de São Brás, og med sine mange små tårne Iigner den et eventyrslot. Den blev opført i 1483 som tak for ophør af pestens hærgen.
Lige uden for bymuren er der sportscenter med svømmepøl, og op ad sydmuren findes tyrefægterarenaen.
Turismo.Praça do Giraldo, åbentma.-fr. 9-12.30 og 14-19, lø.-sø. til 17.30, tlf.266 702 671
5*Pousada dos Lóios, tlf.266 704 051, fax 266 707 248
3*Albergaria do Calvário, Travessa dos Lagares 3, a, d/ fax 266 745 930, www.softline.pt/calvario
2*Pensão Policarpo, Rua Freiria de Baixo 16 r/c, tlf.266 702 424
Mange hoteller og pensioner
Vandrerhjem: Pousada da Juventude, Rua Miguel Bombarda 40, tlf.266 744 848, fax 266 744 843
Camping: Parque de Campismo Orbitur, Estrada das Alcaçovas, tlf.266 705 190, fax 266 709 830
Restaurante O Fialho, Travessa do Mascarenhas 16, tlf.266 703 079, lukket ma.
- Cozinha de Sto Humberto, Rua da Moeda 39, tlf.266 704 251, lukket to.
- Jardim do Paço, ved Templo Romano, tlf.266 744 300
- O Poço, Praça 1o de Maio 23, tlf.266 741 029, lukket ma.
- O Aqueduto, Rua do Cano 13A, tlf.266 706 373
Natteliv: 2 Marias, studenternes O Barné, O Diplomata eller O Trovador, Rua da Mostarde og flere diskoteker.
Évora Monte
Évora Monte (1.900 indb.), en af Dom Dinis’ mange fæstningsbyer, der fra vejen ses imponerende og højt i det fjerne over det bøIgende alentejolandskab. Fyldt med middelaldercharme ligger den lille by omkranset af borgmure. Her i Casa da Convenção blev Évora Monte‑konventionen underskrevet den 26.5.1834. Den »manuelinske knude« var løst, borgerkrigen slut og Dom Miguel sendt i eksil.
Den restaurerede fæstning stammer fra 1200-tallet og har noble sale i tre etager. Øverst er der en fabelagtig udsigt.
[evt. Fototekst]
Landets mindste og meget smukke Igreja da Misericórdia har azulejos, der skildrer Misericórdias arbejde ‑ de syv love: Giv vand til de tørstende, brød til de sultne, husly til pilgrimme, trøst de triste og besøg de syge, klæd de nøgne, oplys de uvidende og begrav de døde.
Estremoz
Omgivet af store korkeg‑ og olivenplantager ligger den snehvide eventyrby Estremoz (14.000 indb.), som portugiserne kalder Den lykkelige Stad.
Bonecos de Estremoz
Estremoz er især kendt for sine pottemagervarer. Her fremstilles porøse, dekorerede lerkrukker efter romersk og etruskisk forbillede og naive figurer, Bonecos, »dukker«, lerfigurer malet i strålende farver. De er nævnt allerede i 1258, men først i 1700-tallet blev de populære, da julekrybber, presépios, kom på mode. De charmerende bonecos er udført med stor opfindsomhed og findes som religiøse figurer, påskeoptog, bønder i hverdagssituationer (fx hyrde iklædt alentejovest af fåreskind, flad sort hat og med et lam over skulderen), satiriske og symbolske figurer (forårsdame med »balletskørt«, blomsterbladshat og en blomsterbue, der hviler på skulderen). Kvaliteten er dog dalende, efterhånden som de gamle kunstnere falder væk, men man arbejder ihærdigt på at oplære nye. l de sidste år er priserne mere end 10‑doblet!
To brødre, Arlindo og Afonso Ginja, har værksted i museet, men deres figurer er mere glansbilledagtige og uden rustik charme. Desuden er de langt dyrere end markedets naive.
Billigere end markedet er Irmãs Flores, Largo da República 16A, hvor man kan se hele fremstillingsprocessen.
Estremoz blev genopbygget af Dom Afonso 3. på romerske og mauriske borgrester. Dom Dinis satte også sit præg her, og det var hans og Dona Isabels yndlingsby. Under Restaureringskrigen (1644‑67) var fæstningsmuren omkring den gamle bydel ikke nok. Det var nødvendigt at beskytte byen med endnu en fæstningsmur som værn mod spanierne. De to mure ses tydeligt, når man kommer sydfra.
Gennem en af de smukke byporte, der alle har helgennicher og våbenskjolde, Porta de Santo António, kommer man ind i den nedre, livlige bydel med åbne, grønne pladser. Rossio eIler Praça do Marquês de Pombal er byens centrum og en kæmpe markedsplads, omkranset af træer, gamle paladser, barer og restauranter. Når de gamle gadelygter tændes om aftenen, er her en romantisk stemning.
På pladsens sydside ligger rådhuset, der er indrettet i det tidligere Convento de
Congregados. På begge sider af den indvendige og nedslidte marmortrappe er
flotte azulejospaneler med jagtmotiver (1700-tallet). Bemærk også klostergården.
Det lille Museu Rural (åbent ti.-sø. 10-12.30 og 14-17.30, 1) ved Misericórdia har en meget seværdig folkekunstsamling med miniaturemodeller af alentejoredskaber, ‑dragter og ‑ huse og udskårne træ‑ og korkting. De repræsenterer år 1950 ‑ og er en af de mest komplette samlinger, helt unik.
Hver lørdag (8‑12) forvandles Rossio til en farverig markedsplads, hvor man kan købe alt fra bonecos tiI grønt og levende dyr.
Et monument for 1. verdenskrig adskiller Rossio fra Largo de General Graça med »søen«, Lago de Gadanha, byens spejl. l midten står Saturnus med sin le,
(gadanha). Convento de São Francisco (1213) er nu kaserne, men kirken fungerer som før. Inden for renæssancefacaden er en sjældenhed, Jesu stamtræ (1600-tallet). l nordmuren ses de gamle skriftestole. Dom Pedro 1. døde her i 1367 og blev begravet i AIcobaça over for sin elskede Inês #xx.
Fra Rossio forbi den manuelinske pelourinho fører vejen opad mod soldaterkvarteret. Castelo og den gamle bydel med snævre, lige, smågader, kantet med manuelinske og gotiske huse. Også her er selv de fattigste huse hvidkalkede og udsmykket med marmor. Vinduerne er utroligt små og tilskoddede ‑ praktisk for at holde varmen ude om sommeren og inde om vinteren. Der er et righoldigt udvalg af skorstene. De brede bruges til svinerøgning.
Dom Afonso 3.s borg fra 1258 blev senere indrettet til våbenarsenal, indtil en
kæmpeeksplosion i 1698 gjorde det af med indhoId og det meste af borgen. Det blev
dog genopbygget af Dom João 5. og er nu indrettet til luksuspousada (landets dyreste!).
Over for indgangen ses resterne af Dom Dinis' audiensværeIse (nu udstillingslokale), et lille tårn og en gotisk kolonnade. Mellem søjlerne er der huller til kuglespil. Her kunne de audienssøgende fordrive ventetiden med spil.
Det 27 m høje tårn står uændret fra 1281. Inden for pousadaen tv. fører 120 trin op til toppen af tårnet, hvorfra der er en storslået udsigt over byen og Serra de Ossa. På vej op ses et oktagonalt rum med hvælvet loft og balkoner.
Bag tårnet findes Capela da Rainha, det lille slotsværelse, hvor Dom Dinis' hellige dronning, Dona Isabel, døde i 1336 (begravet i klosteret Santa Clara‑a‑Nova i Coimbra). Det smukke kapel blev indrettet af Dom João 4.s dronning, Dona Luisa de Gusmão, som tak for sejren over spanierne i slaget ved Elvas (1659). (Nøgle på bymuseet). Kapellets fine azulejospaneler viser bl.a. Santa lsabel som fredsmægler: Dom Dinis' legitime søn, Infante Dom Afonso, frygtede, at faderen til sin efterfølger ville vælge en af sine mindst syv sidespringsresultater‑ men han blev konge, Dom Afonso IV. Over panelerne hænger oliemalerier, der bl.a. viser »Rosenmiraklet« #xx.
På Praça do Castelos sydside ligger bymuseet, Museu Municipal (åbent ti.-sø. 9-12.30 og 15-18.30,entré), indrettet i en smuk, gammel bygning, det tidligere Hospicio de Caridade. Foruden en arkæologisk og etnografisk udstilling er her en værdifuld samling af Bonecos de Estremoz og anden dekorativ kunst, både sakral og militær. Gamle gravsten med afdødes titel i form af fx saks og nål (= skrædder) ses også.
Ved borgporten ligger det gamle Paço de Conselho (rådhus) med balkon og
hesteskoformede dobbeltvinduer. Rua dos Quarteis lige uden for muren er en typisk
og charmerende del af det gamle soldaterkvarter.
Estremoz har tyrefægterarena og swimmingpool.
Turismo: Largo da República 26, åbentdgl. 9.30-12.30 og 14-18, tlf.268 333 541
5* Pousada Rainha Santa Isabel, tlf.268 332 075, fax 268 332 079
3*Residecial Carvalho, Largo da República 27, tlf.268 339 370
2*Pensão Estremoz, Rossio 14, tlf.268 322 326
Syd for Estremoz og omgivet af marmorbrud ligger byen Borba, hvor næsten alt er af marmor: portaler, vinduesrammer, dørtrin, skorstene, klokketårne, ja selv fortovene, der ofte bliver skrubbet. Og her vokser den gode Borbavin i kalkrig jord.
I nærheden Vila Viçosa med Bragançaernes kæmpe palads, der nu er museum, og højt på bjergtoppe ligger charmerende borgbyer som Marvão, Monsaraz og Mourão
Bonecos de Estremoz
Estremoz er især kendt for sine pottemagervarer. Her fremstilles porøse, dekorerede lerkrukker efter romersk og etruskisk forbillede og naive figurer, Bonecos, »dukker«, lerfigurer malet i strålende farver. De er nævnt allerede i 1258, men først i 1700-tallet blev de populære, da julekrybber, presépios, kom på mode. De charmerende bonecos er udført med stor opfindsomhed og findes som religiøse figurer, påskeoptog, bønder i hverdagssituationer (fx hyrde iklædt alentejovest af fåreskind, flad sort hat og med et lam over skulderen), satiriske og symbolske figurer (forårsdame med »balletskørt«, blomsterbladshat og en blomsterbue, der hviler på skulderen). Kvaliteten er dog dalende, efterhånden som de gamle kunstnere falder væk, men man arbejder ihærdigt på at oplære nye. l de sidste år er priserne mere end 10‑doblet!
To brødre, Arlindo og Afonso Ginja, har værksted i museet, men deres figurer er mere glansbilledagtige og uden rustik charme. Desuden er de langt dyrere end markedets naive.
Billigere end markedet er Irmãs Flores, Largo da República 16A, hvor man kan se hele fremstillingsprocessen.
Estremoz blev genopbygget af Dom Afonso 3. på romerske og mauriske borgrester. Dom Dinis satte også sit præg her, og det var hans og Dona Isabels yndlingsby. Under Restaureringskrigen (1644‑67) var fæstningsmuren omkring den gamle bydel ikke nok. Det var nødvendigt at beskytte byen med endnu en fæstningsmur som værn mod spanierne. De to mure ses tydeligt, når man kommer sydfra.
Gennem en af de smukke byporte, der alle har helgennicher og våbenskjolde, Porta de Santo António, kommer man ind i den nedre, livlige bydel med åbne, grønne pladser. Rossio eIler Praça do Marquês de Pombal er byens centrum og en kæmpe markedsplads, omkranset af træer, gamle paladser, barer og restauranter. Når de gamle gadelygter tændes om aftenen, er her en romantisk stemning.
På pladsens sydside ligger rådhuset, der er indrettet i det tidligere Convento de
Congregados. På begge sider af den indvendige og nedslidte marmortrappe er
flotte azulejospaneler med jagtmotiver (1700-tallet). Bemærk også klostergården.
Det lille Museu Rural (åbent ti.-sø. 10-12.30 og 14-17.30, 1) ved Misericórdia har en meget seværdig folkekunstsamling med miniaturemodeller af alentejoredskaber, ‑dragter og ‑ huse og udskårne træ‑ og korkting. De repræsenterer år 1950 ‑ og er en af de mest komplette samlinger, helt unik.
Hver lørdag (8‑12) forvandles Rossio til en farverig markedsplads, hvor man kan købe alt fra bonecos tiI grønt og levende dyr.
Et monument for 1. verdenskrig adskiller Rossio fra Largo de General Graça med »søen«, Lago de Gadanha, byens spejl. l midten står Saturnus med sin le,
(gadanha). Convento de São Francisco (1213) er nu kaserne, men kirken fungerer som før. Inden for renæssancefacaden er en sjældenhed, Jesu stamtræ (1600-tallet). l nordmuren ses de gamle skriftestole. Dom Pedro 1. døde her i 1367 og blev begravet i AIcobaça over for sin elskede Inês #xx.
Fra Rossio forbi den manuelinske pelourinho fører vejen opad mod soldaterkvarteret. Castelo og den gamle bydel med snævre, lige, smågader, kantet med manuelinske og gotiske huse. Også her er selv de fattigste huse hvidkalkede og udsmykket med marmor. Vinduerne er utroligt små og tilskoddede ‑ praktisk for at holde varmen ude om sommeren og inde om vinteren. Der er et righoldigt udvalg af skorstene. De brede bruges til svinerøgning.
Dom Afonso 3.s borg fra 1258 blev senere indrettet til våbenarsenal, indtil en
kæmpeeksplosion i 1698 gjorde det af med indhoId og det meste af borgen. Det blev
dog genopbygget af Dom João 5. og er nu indrettet til luksuspousada (landets dyreste!).
Over for indgangen ses resterne af Dom Dinis' audiensværeIse (nu udstillingslokale), et lille tårn og en gotisk kolonnade. Mellem søjlerne er der huller til kuglespil. Her kunne de audienssøgende fordrive ventetiden med spil.
Det 27 m høje tårn står uændret fra 1281. Inden for pousadaen tv. fører 120 trin op til toppen af tårnet, hvorfra der er en storslået udsigt over byen og Serra de Ossa. På vej op ses et oktagonalt rum med hvælvet loft og balkoner.
Bag tårnet findes Capela da Rainha, det lille slotsværelse, hvor Dom Dinis' hellige dronning, Dona Isabel, døde i 1336 (begravet i klosteret Santa Clara‑a‑Nova i Coimbra). Det smukke kapel blev indrettet af Dom João 4.s dronning, Dona Luisa de Gusmão, som tak for sejren over spanierne i slaget ved Elvas (1659). (Nøgle på bymuseet). Kapellets fine azulejospaneler viser bl.a. Santa lsabel som fredsmægler: Dom Dinis' legitime søn, Infante Dom Afonso, frygtede, at faderen til sin efterfølger ville vælge en af sine mindst syv sidespringsresultater‑ men han blev konge, Dom Afonso IV. Over panelerne hænger oliemalerier, der bl.a. viser »Rosenmiraklet« #xx.
På Praça do Castelos sydside ligger bymuseet, Museu Municipal (åbent ti.-sø. 9-12.30 og 15-18.30,entré), indrettet i en smuk, gammel bygning, det tidligere Hospicio de Caridade. Foruden en arkæologisk og etnografisk udstilling er her en værdifuld samling af Bonecos de Estremoz og anden dekorativ kunst, både sakral og militær. Gamle gravsten med afdødes titel i form af fx saks og nål (= skrædder) ses også.
Ved borgporten ligger det gamle Paço de Conselho (rådhus) med balkon og
hesteskoformede dobbeltvinduer. Rua dos Quarteis lige uden for muren er en typisk
og charmerende del af det gamle soldaterkvarter.
Estremoz har tyrefægterarena og swimmingpool.
Turismo: Largo da República 26, åbentdgl. 9.30-12.30 og 14-18, tlf.268 333 541
5* Pousada Rainha Santa Isabel, tlf.268 332 075, fax 268 332 079
3*Residecial Carvalho, Largo da República 27, tlf.268 339 370
2*Pensão Estremoz, Rossio 14, tlf.268 322 326
Syd for Estremoz og omgivet af marmorbrud ligger byen Borba, hvor næsten alt er af marmor: portaler, vinduesrammer, dørtrin, skorstene, klokketårne, ja selv fortovene, der ofte bliver skrubbet. Og her vokser den gode Borbavin i kalkrig jord.
I nærheden Vila Viçosa med Bragançaernes kæmpe palads, der nu er museum, og højt på bjergtoppe ligger charmerende borgbyer som Marvão, Monsaraz og Mourão
Beja
Efter at have kørt gennem endeløse korkskove ser man på lang afstand Beja (20.000 indb.) som en oase øverst på en bakke. Portugiserne kalder den »slettens dronning«.
Grundlagt af kelterne, blev byen overtaget af romerne. Her blev freden mellem romerne og lusitanerne sluttet i 49 f. Kr. Byen fik navnet Pax Julia og blev en blomstrende romersk koloni indtil 430, da sveberne (‑ også Uffe hin Spages modstandere) kom. Vestgoterne gjorde den til bispesæde. Fra 715 kaldte maurerne den Baxu, og her blev udklækket mange arabiske kuIturpersonIigheder. Mens tilbageerobringen (1162‑1254) bølgede frem og tilbage, blev Baxu ret medtaget, men den blev genopbygget af Dom Afonso 3. som Beja. Under den franske invasion holdt marchal Junot tiI i Beja. Indbyggerne gjorde oprør og dræbte nogle franske soIdater. Franskmændenes hævn var 1200 våbenløse portugisere dræbt i gadekampe. Også under Salazar gjorde Beja, der var kommunismens højborg, oprør. Et af dem var den 1.1.1962 – ledet af General Humberto DeIgado. Han blev skudt tre år senere ved Badajoz af PlDE, det hemmeIige politi.
Beja er et vigtigt handeIscenter for landbrugsprodukter, med sportscenter, swimmingpool og gode restauranter. Grønne parker og smukke pladser med historiske monumenter mangler heller ikke. l husene langs de brolagte gader i den gamle bydel sidder sortklædte koner i vinduerne og venter på en god snak. Markedsfest 1.‑5.maj og 7.‑17. aug.
Beja er kendt for at have været scene for et kærlighedseventyr mellem en nonne og en fransk husar! #boks
Nonnen og husaren! ‑
Fem portugisiske kærlighedsbreve
I 1669 udkom i Paris »Lettres portugaises« skrevet til en fransk oberst, Marquis de Chamilly (d. 1715) af en ukendt forfatterinde ‑ en nonne. Sensation! De blev snart oversat til engelsk, tysk ‑ og tilbage til portugisisk ‑ originalen er aldrig fundet!
Brevene blev en klassiker inden for romantisk litteratur. Men hvem var denne syndige nonne, der havde været en fransk obersts eIskerinde, og som kunne skrive så lidenskabelige, bønfaldende og sentimentale breve? Louis 14.s sekretær var under mistanke.
Først i 1810 fandt man frem til, at det måtte være Mariana Alcoforado (1640‑1723), der som 12‑årig blev sat i Alentejos rigeste kloster for adelsfrøkener, Convento de Nossa Senhora da Conceição i Beja. l klosteret mødte hun sit livs oplevelse: franskmanden Chamilly, der i 1661‑68 kæmpede på portugisisk side mod de indtrængende spaniere. Da krigen var slut forlod Chamilly Beja ‑ og hende ‑ uden ét ord til farvel, efter at hun havde givet ham »alt« ‑ og Mariana skrev »Cartas Portuguesas«. Efter 71 års klosterliv døde hun, 83 år gammel.
Samtiden fortæller, at Chamilly var en »stor, fed kolos, umådelig dum og med intetsigende tale. Ufatteligt, at han kunne bruges som husar og endnu mere ufatteIigt, at han kunne tænde en kærlighedsflamme«. Der findes ingen oplysninger om, hvordan Mariana så ud, kun hendes brændende sjæIs breve.
Måske udgav skurken Chamilly hendes breve? Måske er det hele bare digt!
På vej ind i byen passeres Ermida de Santo André, en lille gotisk fæstningskirke med runde tårne, der ligner São Bras i Évora. Den blev opført i 1162 af Dom Sancho 1. som tak for tilbageerobningen af Beja.
Den vestgotiske Igreja de Santo Amaro (600-tallet, et af de sjældne eksemplarer i Portugal) har indvendigt kapitæler med geometriske mønstre og arkæologisk museum (åbent 9.30-12.30 og 14-17.15, entré gælder også til Museu Regional)
Véd indgangen til den gamle bydel ses ved ringmurens vestside den originale
romerske port, Arco Romano da Porta de Évora. På det romerske fundament opførte bygherren Dom Dinis Castelo (åbent ti.-sø. 10-13 og 14-18, gratis), der blev gennemrestaureret i 1940. På våbenpladsen ‑ omgivet af nogle kanoner og kugler ‑ står PortugaIs højeste vagttårn, Torre de Menagem ‑ 36 m ‑ med riddersal under de manuelinske hvælvinger. En vindeltrappe med 197 trin fører op til gallerigangen, hvorfra der er vid udsigt. Fra balkonvinduerne kunne man hælde kogende olivenolie ned over fjenden! Det er et af de få tårne, der er tilbage af de oprindeligt 40.
Praça da República er en hyggelig bymidte med pelourinho og ‑ rigsvåben nedlagt i brosten. Her er ingen fortovscaféer, men skyggebænke, hvor byens æIdre får sig en lur på de varme sommersøndage. Ved det moderne rådhus ligger en streng renæssance‑bygning (1505‑50), opført som slagtehus og markedshal, men bygningen var for værdig og blev ændret til Misericórdiakirke. I dag bruges den igen som markedshal - til artesanate.
En af Bejas æIdste kirker, Igreja de Santa Maria da Feira, er et fint eksempel på alentejo‑gotik med runde tårne og åbne arkader ved indgangsportalen. Indvendig tv. ses Árvore de Jessé, Jesu stamtræ, der her er fritstående.
Convento de Nossa Senhora da Conceição (1459), Marianas kloster, et af de tidligste eksempler på manuelinsk stil, er grundlagt af Dom Manuel 1.s far, Infante Dom Fernando, hertug af Beja. Denne titel blev givet til kongens 2. søn, og hans datter var Dona Leonor, Misericórdia‑dronningen, hvis statue står foran indgangen. Klostret var et af landets rigeste med smukke portaler og manuelinske balustrader. Det blev ‑ som aIle andre klostre i Portugal, lukket i 1834 og er nu Museu Regional de Beja (åbent ti.-sø. 9.45-13 og 14-17.15, entré). l klosterets barokkapel med talha dourada og flyvende keruber fra gulv til loft hviler grundlæggeren i en enkel marmorsarkofag tv. for højaltret. De rige piger (nonner) kappedes om at opføre de smukkeste sidealtre! Bemærk også de to imponerende processionsopsatser i sølv.
l et lokale med våbenskjolde ses bl.a. en gravsten med Alcoforado‑familiens våben.
Klostergårdens vægge er dækket af hvide, grønne, blå, gule azulejos, der er nogle af landets smukkeste og fra, forskellige perioder. Kapitelsalen har mozarabiske fliser (1500-tallet) og smukt malede loftshvælvinger. l korridorvæggen ses en kommunikationskanal til kirkens højalter.
En arkæologisk samling viser romerske gravsten (én ligner 1/2 vintønde, her hviler nok en vinhandler!) og der er udstillet portugisiske malerier af bl.a. Sardoalmesteren. På 1. sal er der skiftende udstillinger. Her ses også det berømte janela das lágrimas, tårevinduet med jerngitter, hvor Søster Mariana forgæves ventede på sin elskede. Det er flyttet herop fra stueetagen, hvor hendes celle lå. Vinduet vendte mod gaden, hvor husarerne kom ridende. Det var lidt for fristende ‑ selv for en nonne!
l Bejas krogede stræder med hvide huse kan man se portaler og vinduer med festlige motiver. I Rua do Sembrano udgraves et romersk hus og i Rua do Touro ses skulpturer i Casa das Artes Jorge Viera (åbent ti.-sø. 14-22). Gågaden har forretninger og restauranter.
Convento de São Francisco (1200-tallet), der efter 1834 blev kaserne, lignede for få år siden en slagmark ‑ efter slaget! – og i dag er det en elegant pousada.
Om aftenen er der lys på Bejas tårne og kirker, og med de fjerne, omkringliggende castelos, belyst efter mørkets frembrud, føler man sig hensat tiI en flot teaterscene.
10 km SV for Beja mod Aljustrel (N 18) begyndte i 1967 udgravningen af et af de mange romerske landsteder, der lå i det frugtbare område. I Villa romana de Pisões (åbent ti. 13.30-17.30, on.-sø. 9-12 og 13.30-17, entré), der har været beboet fra l.‑ 4. årh., fandt man viIla med atriumgård og vægmalerier, lagerbygninger, termer og svømmebassin. De mange farverige mosaikgulve har her geometriske, flora ‑ og fauna‑motiver. Alt vidner om et liv i luksus.
Turismo: Rua Capitão João Francisco de Sousa 25, åbentma.-fr. 9-13 og 14-20, lø. til 18, vinter 9-18, d/fax 284 311 913
5*Pousada de São Francisco, Largo Dom Nuno Álvares Pereira, tlf.284 328 441, fax 284 329 143
3*Residencial Santa Bárbara, Rua de Mértola 56, tlf.284 322 028
Camping: Parque de Campismo Municipal, Av. Vasco da Gama, tlf.284 311 911
Omkring Beja ligger mange Alentejo-perler, der alle har overnatningsmuligheder og hyggelige spisesteder.
Grundlagt af kelterne, blev byen overtaget af romerne. Her blev freden mellem romerne og lusitanerne sluttet i 49 f. Kr. Byen fik navnet Pax Julia og blev en blomstrende romersk koloni indtil 430, da sveberne (‑ også Uffe hin Spages modstandere) kom. Vestgoterne gjorde den til bispesæde. Fra 715 kaldte maurerne den Baxu, og her blev udklækket mange arabiske kuIturpersonIigheder. Mens tilbageerobringen (1162‑1254) bølgede frem og tilbage, blev Baxu ret medtaget, men den blev genopbygget af Dom Afonso 3. som Beja. Under den franske invasion holdt marchal Junot tiI i Beja. Indbyggerne gjorde oprør og dræbte nogle franske soIdater. Franskmændenes hævn var 1200 våbenløse portugisere dræbt i gadekampe. Også under Salazar gjorde Beja, der var kommunismens højborg, oprør. Et af dem var den 1.1.1962 – ledet af General Humberto DeIgado. Han blev skudt tre år senere ved Badajoz af PlDE, det hemmeIige politi.
Beja er et vigtigt handeIscenter for landbrugsprodukter, med sportscenter, swimmingpool og gode restauranter. Grønne parker og smukke pladser med historiske monumenter mangler heller ikke. l husene langs de brolagte gader i den gamle bydel sidder sortklædte koner i vinduerne og venter på en god snak. Markedsfest 1.‑5.maj og 7.‑17. aug.
Beja er kendt for at have været scene for et kærlighedseventyr mellem en nonne og en fransk husar! #boks
Nonnen og husaren! ‑
Fem portugisiske kærlighedsbreve
I 1669 udkom i Paris »Lettres portugaises« skrevet til en fransk oberst, Marquis de Chamilly (d. 1715) af en ukendt forfatterinde ‑ en nonne. Sensation! De blev snart oversat til engelsk, tysk ‑ og tilbage til portugisisk ‑ originalen er aldrig fundet!
Brevene blev en klassiker inden for romantisk litteratur. Men hvem var denne syndige nonne, der havde været en fransk obersts eIskerinde, og som kunne skrive så lidenskabelige, bønfaldende og sentimentale breve? Louis 14.s sekretær var under mistanke.
Først i 1810 fandt man frem til, at det måtte være Mariana Alcoforado (1640‑1723), der som 12‑årig blev sat i Alentejos rigeste kloster for adelsfrøkener, Convento de Nossa Senhora da Conceição i Beja. l klosteret mødte hun sit livs oplevelse: franskmanden Chamilly, der i 1661‑68 kæmpede på portugisisk side mod de indtrængende spaniere. Da krigen var slut forlod Chamilly Beja ‑ og hende ‑ uden ét ord til farvel, efter at hun havde givet ham »alt« ‑ og Mariana skrev »Cartas Portuguesas«. Efter 71 års klosterliv døde hun, 83 år gammel.
Samtiden fortæller, at Chamilly var en »stor, fed kolos, umådelig dum og med intetsigende tale. Ufatteligt, at han kunne bruges som husar og endnu mere ufatteIigt, at han kunne tænde en kærlighedsflamme«. Der findes ingen oplysninger om, hvordan Mariana så ud, kun hendes brændende sjæIs breve.
Måske udgav skurken Chamilly hendes breve? Måske er det hele bare digt!
På vej ind i byen passeres Ermida de Santo André, en lille gotisk fæstningskirke med runde tårne, der ligner São Bras i Évora. Den blev opført i 1162 af Dom Sancho 1. som tak for tilbageerobningen af Beja.
Den vestgotiske Igreja de Santo Amaro (600-tallet, et af de sjældne eksemplarer i Portugal) har indvendigt kapitæler med geometriske mønstre og arkæologisk museum (åbent 9.30-12.30 og 14-17.15, entré gælder også til Museu Regional)
Véd indgangen til den gamle bydel ses ved ringmurens vestside den originale
romerske port, Arco Romano da Porta de Évora. På det romerske fundament opførte bygherren Dom Dinis Castelo (åbent ti.-sø. 10-13 og 14-18, gratis), der blev gennemrestaureret i 1940. På våbenpladsen ‑ omgivet af nogle kanoner og kugler ‑ står PortugaIs højeste vagttårn, Torre de Menagem ‑ 36 m ‑ med riddersal under de manuelinske hvælvinger. En vindeltrappe med 197 trin fører op til gallerigangen, hvorfra der er vid udsigt. Fra balkonvinduerne kunne man hælde kogende olivenolie ned over fjenden! Det er et af de få tårne, der er tilbage af de oprindeligt 40.
Praça da República er en hyggelig bymidte med pelourinho og ‑ rigsvåben nedlagt i brosten. Her er ingen fortovscaféer, men skyggebænke, hvor byens æIdre får sig en lur på de varme sommersøndage. Ved det moderne rådhus ligger en streng renæssance‑bygning (1505‑50), opført som slagtehus og markedshal, men bygningen var for værdig og blev ændret til Misericórdiakirke. I dag bruges den igen som markedshal - til artesanate.
En af Bejas æIdste kirker, Igreja de Santa Maria da Feira, er et fint eksempel på alentejo‑gotik med runde tårne og åbne arkader ved indgangsportalen. Indvendig tv. ses Árvore de Jessé, Jesu stamtræ, der her er fritstående.
Convento de Nossa Senhora da Conceição (1459), Marianas kloster, et af de tidligste eksempler på manuelinsk stil, er grundlagt af Dom Manuel 1.s far, Infante Dom Fernando, hertug af Beja. Denne titel blev givet til kongens 2. søn, og hans datter var Dona Leonor, Misericórdia‑dronningen, hvis statue står foran indgangen. Klostret var et af landets rigeste med smukke portaler og manuelinske balustrader. Det blev ‑ som aIle andre klostre i Portugal, lukket i 1834 og er nu Museu Regional de Beja (åbent ti.-sø. 9.45-13 og 14-17.15, entré). l klosterets barokkapel med talha dourada og flyvende keruber fra gulv til loft hviler grundlæggeren i en enkel marmorsarkofag tv. for højaltret. De rige piger (nonner) kappedes om at opføre de smukkeste sidealtre! Bemærk også de to imponerende processionsopsatser i sølv.
l et lokale med våbenskjolde ses bl.a. en gravsten med Alcoforado‑familiens våben.
Klostergårdens vægge er dækket af hvide, grønne, blå, gule azulejos, der er nogle af landets smukkeste og fra, forskellige perioder. Kapitelsalen har mozarabiske fliser (1500-tallet) og smukt malede loftshvælvinger. l korridorvæggen ses en kommunikationskanal til kirkens højalter.
En arkæologisk samling viser romerske gravsten (én ligner 1/2 vintønde, her hviler nok en vinhandler!) og der er udstillet portugisiske malerier af bl.a. Sardoalmesteren. På 1. sal er der skiftende udstillinger. Her ses også det berømte janela das lágrimas, tårevinduet med jerngitter, hvor Søster Mariana forgæves ventede på sin elskede. Det er flyttet herop fra stueetagen, hvor hendes celle lå. Vinduet vendte mod gaden, hvor husarerne kom ridende. Det var lidt for fristende ‑ selv for en nonne!
l Bejas krogede stræder med hvide huse kan man se portaler og vinduer med festlige motiver. I Rua do Sembrano udgraves et romersk hus og i Rua do Touro ses skulpturer i Casa das Artes Jorge Viera (åbent ti.-sø. 14-22). Gågaden har forretninger og restauranter.
Convento de São Francisco (1200-tallet), der efter 1834 blev kaserne, lignede for få år siden en slagmark ‑ efter slaget! – og i dag er det en elegant pousada.
Om aftenen er der lys på Bejas tårne og kirker, og med de fjerne, omkringliggende castelos, belyst efter mørkets frembrud, føler man sig hensat tiI en flot teaterscene.
10 km SV for Beja mod Aljustrel (N 18) begyndte i 1967 udgravningen af et af de mange romerske landsteder, der lå i det frugtbare område. I Villa romana de Pisões (åbent ti. 13.30-17.30, on.-sø. 9-12 og 13.30-17, entré), der har været beboet fra l.‑ 4. årh., fandt man viIla med atriumgård og vægmalerier, lagerbygninger, termer og svømmebassin. De mange farverige mosaikgulve har her geometriske, flora ‑ og fauna‑motiver. Alt vidner om et liv i luksus.
Turismo: Rua Capitão João Francisco de Sousa 25, åbentma.-fr. 9-13 og 14-20, lø. til 18, vinter 9-18, d/fax 284 311 913
5*Pousada de São Francisco, Largo Dom Nuno Álvares Pereira, tlf.284 328 441, fax 284 329 143
3*Residencial Santa Bárbara, Rua de Mértola 56, tlf.284 322 028
Camping: Parque de Campismo Municipal, Av. Vasco da Gama, tlf.284 311 911
Omkring Beja ligger mange Alentejo-perler, der alle har overnatningsmuligheder og hyggelige spisesteder.
Alvito
En charmerende, lille landsby, hvis hvide huse har dekorative portaler med mange detaljer. Castelo (1482) med tårne i hvert hjørne, manuelinske vinduer og smukke sale er grundigt restaureret og nu pousada. Foran på pladsen troner en manuelinsk pelourinho. Ved borgmuren ses en chafariz med et langt drikketrug og ringe til tøjring af mindst 10 heste. Her mødes byens gamle om aftenen.
Den fæstningsagtige Igreja Matriz har marmorsøjler og nogle af Alentejos
smukkeste polykrome azulejos. Overfor i Igreja da Misericórdia er azulejosmotivet »strippede« engle, båret af fede damer!
Ermida de São Sebastião (1535), der ligner en minifæstning, har interessante frescoer med helgener på væggene og musicerende engle i loftet.
Turismo: Largo das Alcaçarias, åbent ma.-fr. 9-12.30 og 14-18, tlf.284 485 440
5*Pousada Castelo de Alvito, tlf.284 485 343, fax 284 485 383, swimmingpool og påfuglehave
Den fæstningsagtige Igreja Matriz har marmorsøjler og nogle af Alentejos
smukkeste polykrome azulejos. Overfor i Igreja da Misericórdia er azulejosmotivet »strippede« engle, båret af fede damer!
Ermida de São Sebastião (1535), der ligner en minifæstning, har interessante frescoer med helgener på væggene og musicerende engle i loftet.
Turismo: Largo das Alcaçarias, åbent ma.-fr. 9-12.30 og 14-18, tlf.284 485 440
5*Pousada Castelo de Alvito, tlf.284 485 343, fax 284 485 383, swimmingpool og påfuglehave
Vidigueira
Midt i et bølgende landskab og omgivet af frugtbare marker i et kendt vindistrikt ligger landsbyen Vidigueira (3.000 indb.), som Vasco da Gama (1469‑1524) fik som grevskab. Han lå begravet i Convento do Carmo, indtil hans jordiske rester kom i pragtsarkofag i Belém #xx. En moderne statue af en velnæret Vasco står på pladsen, opkaldt efter ham. I byens klokketårn hænger en klokke, som han skænkede byen. På byens højeste punkt opførte han en borg og fra resterne af borgtårnet, Torre de Menagem, med hans våbenskjold, er der flot udsigt over sletten.
Vidigueira har mange padarias, hjemmebagerier, hvor man håndælter brød og bager det i gamle stenovne. Kik bare ind og køb. Glem ikke at prøve Vidigueiras vin på en af de små tabernas eller tasquinhas.
3 km vest for Vidigueira, ligger et storslået og spændende
romersk landsted Centro Romano de São Cucufate (åbent ti. 14.30 –17, on.-sø. 9-12.30 og 14-17, entré) med termer (1. årh.), veIbevarede mure, hvæIvede lofter, vinpresse og basilika (3.-4. årh.). Det er opkaIdt efter det senere opførte santiagokloster São Cucufate, hvis kirkerum er fyldt med frescomalerier. Her udgraves stadig.
Turismo: Piscinas Municipais, åbent dgl. 9-13 og 15-18, tlf.284 436 564
Vidigueira har mange padarias, hjemmebagerier, hvor man håndælter brød og bager det i gamle stenovne. Kik bare ind og køb. Glem ikke at prøve Vidigueiras vin på en af de små tabernas eller tasquinhas.
3 km vest for Vidigueira, ligger et storslået og spændende
romersk landsted Centro Romano de São Cucufate (åbent ti. 14.30 –17, on.-sø. 9-12.30 og 14-17, entré) med termer (1. årh.), veIbevarede mure, hvæIvede lofter, vinpresse og basilika (3.-4. årh.). Det er opkaIdt efter det senere opførte santiagokloster São Cucufate, hvis kirkerum er fyldt med frescomalerier. Her udgraves stadig.
Turismo: Piscinas Municipais, åbent dgl. 9-13 og 15-18, tlf.284 436 564
Moura
Gennem olivenlunde kommer man til den livlige og farverige Moura (12.000 indb.), som var beboet allerede i jernalderen. Efter romerne fulgte maurerne, der kaldte den al-Manijah, og portugiserne befriede den ved list:
SaIóquia ‑ den mauriske guvernørs datter ‑ ventede i 1166 på Bráfama ‑ hendes tilkommende fra nabobyen Aroche. Men portugiserne dræbte ham og hans følge og iklædte sig de mauriske gevandter. Da de ankom til byen, troede Salóquia, at det var Bráfama og sænkede vindebroen. Portugiserne dræbte borgens forsvarere ‑ og Salúquia, der ikke kunne leve i vanære, sprang i døden fra tårnet. l Mouras byvåben ses et tårn med en død kvinde ved indgangen. l 1232 fik byen navnet Moura (maurerkvinden), og 5 km væk Iigger Bráfama de Arocha, hvor gommen blev dræbt.
Dom Dinis rekonstruerede borg og by i 1298. Også her fortsatte spanierne deres angreb efter 1640, og først i 1709 blev Moura definitivt fri for spanske tropper ‑ efter at de havde ødelagt byens fæstningsværker! Af Castelo er der idag er kun lidt tilbage, bl.a. kirke, klokketårn, vagttårn og den oktagonale alcaidesal med lofthvælvinger, men den pragtfulde udsigt kunne ingen ødelægge. Indgang ved fontænen, Fonte das Trés Bicas. (Castelo kan være lukket, spørg c). Fra den underliggende park er der også en fin udsigt.
Overfor ligger Igreja de São João Baptista (1500-tallet). Den har manuelinsk portal og klokketårn med spøjs baIkon og er indvendig nobeI uden at være prangende.
Byens elegante, hvide huse med gotiske døre og særprægede skorstene er omgivet af grønne træer, parker og farverige blomster. Det maleriske, gamle maurerkvarter, Mouraria, ses stadig med tre lige gyder og lave, hvidkalkede huse – enkelte har stadig en gammel arabisk brønd i køkkenet.
Convento do Carmo er landets første karmeliterkloster (1251), men brødrene flyttede til Dom Nunos nystiftede Carmokloster i Lissabon #xx.
Os Quarteis er et eksempel på 1800-tallets soIdaterhuse, og Museu Municipal / Romano (åbent ti.-fr. 9.30-12.30 og 14.30-18, lø.-sø. 10-12.30 og 16-19, gratis) i Rua Romeira 19 giver et indtryk af hjemmeliv, religion, kunst, mosaikker, amforas etc.
Moura er kendt for sin olivenolie. En sjældenhed i dag er den flot restaurerede oliemølle i Museu de Lagar de Varas do Fojo (åbent ti.-sø. 10-13 og 16-19, gratis) i Rua São João de Deus. Møllen med 26 olielader fungerede fra 1830erne til 1941 og viser olieproduktion fra frugt til flaske.
Byen har også kurbade, med aIkalisk vand ‑ godt mod gigt ‑ der på drikkevandsflasker sælges under navnet »Aguas de Castelo«.
OliveMoura, oliven markedsfest i maj.
Turismo: Largo de Santa Clara, åbent ma.-lø. 9-13 og 14-17, tlf.285 251 375, www.cm-moura.pt
3*Hotel de Moura, Praça Gago Coutinho 1, tlf.285 251 090
3*Turismo rural, Horta de Torrejais, Estrada da Barca, tlf.285 253 658, www.torrejais.cjb.net , swimmingpool
Restaurante A Cave, Av. Dos Bombeiros Vol., tlf.285 251 199
-O Trilho, Rua 5 de Outobre 5, tlf.285 254 261
SaIóquia ‑ den mauriske guvernørs datter ‑ ventede i 1166 på Bráfama ‑ hendes tilkommende fra nabobyen Aroche. Men portugiserne dræbte ham og hans følge og iklædte sig de mauriske gevandter. Da de ankom til byen, troede Salóquia, at det var Bráfama og sænkede vindebroen. Portugiserne dræbte borgens forsvarere ‑ og Salúquia, der ikke kunne leve i vanære, sprang i døden fra tårnet. l Mouras byvåben ses et tårn med en død kvinde ved indgangen. l 1232 fik byen navnet Moura (maurerkvinden), og 5 km væk Iigger Bráfama de Arocha, hvor gommen blev dræbt.
Dom Dinis rekonstruerede borg og by i 1298. Også her fortsatte spanierne deres angreb efter 1640, og først i 1709 blev Moura definitivt fri for spanske tropper ‑ efter at de havde ødelagt byens fæstningsværker! Af Castelo er der idag er kun lidt tilbage, bl.a. kirke, klokketårn, vagttårn og den oktagonale alcaidesal med lofthvælvinger, men den pragtfulde udsigt kunne ingen ødelægge. Indgang ved fontænen, Fonte das Trés Bicas. (Castelo kan være lukket, spørg c). Fra den underliggende park er der også en fin udsigt.
Overfor ligger Igreja de São João Baptista (1500-tallet). Den har manuelinsk portal og klokketårn med spøjs baIkon og er indvendig nobeI uden at være prangende.
Byens elegante, hvide huse med gotiske døre og særprægede skorstene er omgivet af grønne træer, parker og farverige blomster. Det maleriske, gamle maurerkvarter, Mouraria, ses stadig med tre lige gyder og lave, hvidkalkede huse – enkelte har stadig en gammel arabisk brønd i køkkenet.
Convento do Carmo er landets første karmeliterkloster (1251), men brødrene flyttede til Dom Nunos nystiftede Carmokloster i Lissabon #xx.
Os Quarteis er et eksempel på 1800-tallets soIdaterhuse, og Museu Municipal / Romano (åbent ti.-fr. 9.30-12.30 og 14.30-18, lø.-sø. 10-12.30 og 16-19, gratis) i Rua Romeira 19 giver et indtryk af hjemmeliv, religion, kunst, mosaikker, amforas etc.
Moura er kendt for sin olivenolie. En sjældenhed i dag er den flot restaurerede oliemølle i Museu de Lagar de Varas do Fojo (åbent ti.-sø. 10-13 og 16-19, gratis) i Rua São João de Deus. Møllen med 26 olielader fungerede fra 1830erne til 1941 og viser olieproduktion fra frugt til flaske.
Byen har også kurbade, med aIkalisk vand ‑ godt mod gigt ‑ der på drikkevandsflasker sælges under navnet »Aguas de Castelo«.
OliveMoura, oliven markedsfest i maj.
Turismo: Largo de Santa Clara, åbent ma.-lø. 9-13 og 14-17, tlf.285 251 375, www.cm-moura.pt
3*Hotel de Moura, Praça Gago Coutinho 1, tlf.285 251 090
3*Turismo rural, Horta de Torrejais, Estrada da Barca, tlf.285 253 658, www.torrejais.cjb.net , swimmingpool
Restaurante A Cave, Av. Dos Bombeiros Vol., tlf.285 251 199
-O Trilho, Rua 5 de Outobre 5, tlf.285 254 261
Mértola
Vejen Beja‑Mertola fører gennem PortugaIs kornkammer. På Guadianas højre bred klatrer Mértolas kridhvide huse med fladryggede, røde tage op ad bakken mod den mauriske borg.
Byen (1.200 indb.) opstod som en af fønikernes blomstrende handelsposter. Den er strategisk veIbeliggende, hvor Oeiras flyder ud i Guadiana (Wadi‑ana), der fra Mértola er sejlbar helt til Atlanten. Romerne kaldte denne, imperiets vigtigste handelsby, for Myrtilis. Man kan se det romerske forsvarstårn, der beskyttede havnen ved floden. Senere blev Mértola kaldt Bejas havneby.
Efter lukningen af den nærliggende São Domingos‑kobbermine begyndte den økonomiske nedgang, og de unge forlader byen. Mértola satser nu på håndvævede tæpper, arkæologi, naturskønne områder og turister, og den har da også meget at byde på.
Castelo dos Mouros (1292) med et imponerende vagttårn er delvis rekonstrueret i 1950'erne. Her er indrettet et lille vestgotisk museum (åbent dgl. 10-19, vinter 9-18, entré gælder til alle byens museer) i tårnets våbensal. Nyd den skønne udsigt over floden.
Neden for borgen står Mesquita, også kaIdet Igreja Matriz, en ombygget moske (1000-tallet), hvis grundplan er bevaret. Den beskedne renæssance‑indgangsportal er smykket med englehoveder og figurer. Indvendig bæres de elegante hvælvinger af 12 tynde søjler. Bag højalteret ses den originale mihrab, bedeniche, der vender mod Mekka. Kirken er et miskmask af maurisk‑gotisk stil.
Fra kirken kan man på den anden side af floden se den romerske vej, lidt hævet over den moderne. Ved foden af kirken på Campo Arqueológico (forum alcáçova) finder arkæologiske udgravninger sted. l 1978 fandt man den første mauriske bebyggelse oven på et romersk forum. Der er maurerhuse, med køkken, patio og aIkove, der blev forladt, da santiago‑ridderne (også kaldt Mata-Mouros, mauerdræbere) kom i 1238. l 1300-tallet blev området kirkegård. Et kæmpestort (32 m lang, 3 m bred, 5 m høj) hvælvet rum, brugte romerne til vinkælder, maurerne til cisterne ‑ det skulle også have været fængsel.
Museu Porta da Ribeira-Arte Sacre (åbent dgl. 10-13 og 14-18) indrettet i Misericórdiakirken har en interessant samling kirkekunst. Overfor ligger Museu Islamico med en stor samling af islamisk kunst. Der er også et arbejdende museum, hvor kunstnere fremstiller kopier af mauriske smykker og keramik.
Núcleo Romana, Câmara Municipal på Praça Luís de Camões. Her fandt man ved ombygningen af rådhusets kælder resterne af en romersk villa i to etager med forretning. Rådhuskælderen er nu museum, hvor man bliver mødt af en hovedløs, togaklædt figur. Udstillingen giver en introduktion i romaniseringen af området og viser myrtilismønter, slået her (100 f. Kr.), våben og keramik.
På huset overfor ses et mærke for, hvor højt floden kan gå over sine bredder. Værst var det i l876. Men intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Efter denne syndflod fandt man romerske efterladenskaber ‑ og arkæologerne kom og så! ‑ men først 100 år senere gik de i gang. (Bemærk de snævre, skærvebelagte stræder, med vandrende, der snor sig gennem den smukke, historiske by.)
I den nordlige bydel, under en skole, er indrettet Museu Paleocristão (åbent dgl. 10-13 og 14-18) omkring ruinerne af en basilika, der lå ved romervejen til Beja. Området har senere været kirkegård med både kristne og muslimske grave!
Mértola ligger i et af de tyndest befolkede områder, og arbejdsløsheden er stor. Ved at gøre byen til et arkæologisk center midt i et smukt naturområde, håber man at få flere turister.
Den lokale naturfredningsforening er meget aktiv og kæmper bl.a. for et eukalyptusfrit område, em terra de pão ‑ eucalipto não! (i brødets land ‑ ingen eukalyptus!) Guadianafloden er forurenet og truer med at ødelægge flora og fauna. Sort stork og grib bliver mere og mere sjældne, og det forsøger man at modvirke. Flodsejlads fra Mértola til Vila Real, opkøb og restaurering af gamle vandmøller og rundture i naturpark for turister er også deres sag.
For de virkelig eventyrlystne – med forhjulstrukne biler og reservedækket i orden! ‑ er vandfaldet Pulo do Lobo og vandkanalsystemet med fiskeruse, As Canais, en stor oplevelse. De ligger begge i et spændende naturområde.
Turismo: Rua Alonso Gomes 18/Praça de Vasco da Gama 1, åbent dgl. 10-13 og 15-19, tlf.286 612 573
3*Casa dos Hóspedes Beira Rio, Rua Afonso Costa 18, tlf.286 611 190
Byen (1.200 indb.) opstod som en af fønikernes blomstrende handelsposter. Den er strategisk veIbeliggende, hvor Oeiras flyder ud i Guadiana (Wadi‑ana), der fra Mértola er sejlbar helt til Atlanten. Romerne kaldte denne, imperiets vigtigste handelsby, for Myrtilis. Man kan se det romerske forsvarstårn, der beskyttede havnen ved floden. Senere blev Mértola kaldt Bejas havneby.
Efter lukningen af den nærliggende São Domingos‑kobbermine begyndte den økonomiske nedgang, og de unge forlader byen. Mértola satser nu på håndvævede tæpper, arkæologi, naturskønne områder og turister, og den har da også meget at byde på.
Castelo dos Mouros (1292) med et imponerende vagttårn er delvis rekonstrueret i 1950'erne. Her er indrettet et lille vestgotisk museum (åbent dgl. 10-19, vinter 9-18, entré gælder til alle byens museer) i tårnets våbensal. Nyd den skønne udsigt over floden.
Neden for borgen står Mesquita, også kaIdet Igreja Matriz, en ombygget moske (1000-tallet), hvis grundplan er bevaret. Den beskedne renæssance‑indgangsportal er smykket med englehoveder og figurer. Indvendig bæres de elegante hvælvinger af 12 tynde søjler. Bag højalteret ses den originale mihrab, bedeniche, der vender mod Mekka. Kirken er et miskmask af maurisk‑gotisk stil.
Fra kirken kan man på den anden side af floden se den romerske vej, lidt hævet over den moderne. Ved foden af kirken på Campo Arqueológico (forum alcáçova) finder arkæologiske udgravninger sted. l 1978 fandt man den første mauriske bebyggelse oven på et romersk forum. Der er maurerhuse, med køkken, patio og aIkove, der blev forladt, da santiago‑ridderne (også kaldt Mata-Mouros, mauerdræbere) kom i 1238. l 1300-tallet blev området kirkegård. Et kæmpestort (32 m lang, 3 m bred, 5 m høj) hvælvet rum, brugte romerne til vinkælder, maurerne til cisterne ‑ det skulle også have været fængsel.
Museu Porta da Ribeira-Arte Sacre (åbent dgl. 10-13 og 14-18) indrettet i Misericórdiakirken har en interessant samling kirkekunst. Overfor ligger Museu Islamico med en stor samling af islamisk kunst. Der er også et arbejdende museum, hvor kunstnere fremstiller kopier af mauriske smykker og keramik.
Núcleo Romana, Câmara Municipal på Praça Luís de Camões. Her fandt man ved ombygningen af rådhusets kælder resterne af en romersk villa i to etager med forretning. Rådhuskælderen er nu museum, hvor man bliver mødt af en hovedløs, togaklædt figur. Udstillingen giver en introduktion i romaniseringen af området og viser myrtilismønter, slået her (100 f. Kr.), våben og keramik.
På huset overfor ses et mærke for, hvor højt floden kan gå over sine bredder. Værst var det i l876. Men intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Efter denne syndflod fandt man romerske efterladenskaber ‑ og arkæologerne kom og så! ‑ men først 100 år senere gik de i gang. (Bemærk de snævre, skærvebelagte stræder, med vandrende, der snor sig gennem den smukke, historiske by.)
I den nordlige bydel, under en skole, er indrettet Museu Paleocristão (åbent dgl. 10-13 og 14-18) omkring ruinerne af en basilika, der lå ved romervejen til Beja. Området har senere været kirkegård med både kristne og muslimske grave!
Mértola ligger i et af de tyndest befolkede områder, og arbejdsløsheden er stor. Ved at gøre byen til et arkæologisk center midt i et smukt naturområde, håber man at få flere turister.
Den lokale naturfredningsforening er meget aktiv og kæmper bl.a. for et eukalyptusfrit område, em terra de pão ‑ eucalipto não! (i brødets land ‑ ingen eukalyptus!) Guadianafloden er forurenet og truer med at ødelægge flora og fauna. Sort stork og grib bliver mere og mere sjældne, og det forsøger man at modvirke. Flodsejlads fra Mértola til Vila Real, opkøb og restaurering af gamle vandmøller og rundture i naturpark for turister er også deres sag.
For de virkelig eventyrlystne – med forhjulstrukne biler og reservedækket i orden! ‑ er vandfaldet Pulo do Lobo og vandkanalsystemet med fiskeruse, As Canais, en stor oplevelse. De ligger begge i et spændende naturområde.
Turismo: Rua Alonso Gomes 18/Praça de Vasco da Gama 1, åbent dgl. 10-13 og 15-19, tlf.286 612 573
3*Casa dos Hóspedes Beira Rio, Rua Afonso Costa 18, tlf.286 611 190
Serpa
Serpa (8.000 indb.) har været beboet siden forhistorisk tid og var et vigtigt trafikknudepunkt under romerne. Det arabiske navn Sheberina blev til Serpa i 1166, da GeraIdo Sem‑Pavor indtog byen. Men maurerne kom igen, og først i 1232 blev Serpa endelig portugisisk. Grænsestridighederne med Spanien fortsatte til 1708.
Omgivet af frugtbare marker er Serpa et landbrugscenter med den kendte Serpa‑ost, Queijo de Serpa, fremstillet af fåremæIk ‑ som speciale. Rundt omkring byen ses små eremithytter. En let og Iuftig akvædukt udgør en del af forsvarsmuren. Bemærk det mauriske vandhjul, der er bygget til akvædukten. Gennem den monumentale nordport, Porta da Beja, flankeret af to runde tårne, kommer man ind tiI byens store åbne pladser og kønne huse. En charmerende og hyggeIig by.
På Praça da República står Camões’ bog, Os Lusíadas, opslået på IlI sang, vers 62 om Serpa, Moura og Elvas, omgivet af yndige huse. I Rua do Assento ligger Museu do Relogio (åbent ti.-fr. 10-12.30 og 14-17.30, entré, tlf.284 543 194, www.museudorelogio.pa-net.pt ), en samling på 1700 ure fra 1630 og til i dag.
Castelo (åbent dgl. 9-12.30 og 14-17.30, gratis) blev også her opført af Dom Dinis (1295). Indgangen er ikke for sarte sjæle: store, overliggende kIippestykker støtter hinanden! Men sådan har de ligget siden 1707, da spanierne sprængte en del af borgen i luften. lndenfor tv. ses et flot tableau: Den sidste nadver i papmachéfigurer i naturlig størreIse. Th. er det gamle fængsel indrettet til et arkæologisk museum (åbent ti.-sø. 9-12 og 14-17, gratis). De hvide huse var tidligere militærkvarter.
På markedspladsen, Largo do Corro (tidligere tyrefægterplads) ligger Museu Etnográfico (åbent ti.-sø. 9-12.30 og 14-17.30, gratis), og byens park er en botanisk have.
1/2 km uden for byen mod Vale de Vargo ligger Convento de São Francisco (1502), hvis kirkeportaI er imponerende med Dom ManueI 1.s våbenskjold, armilIarsfære og tovværk. De 20 franciskanermunke, har i sin tid haft rigelig plads ‑ klostret er nu aIderdomshjem! Sakristiet smykkes af meget smukke blå/hvide azulejos med São Francisco. På et af dem redder han fede, frække damer fra helvedes gab!
Tirsdag efter påske valfarter hele byen og omegn til Ermida de Nossa Senhora de Guadalupe for at bringe deres skytsheIgen ned til byen. Kirken ligger 1 km fra Serpa på toppen af Monte de São Gens ved pousadaen og ser på afstand ud, som om den er dækket med flødeskum. Herfra er der en smuk udsigt.
Serpahyrderne, klædt i fåreskindsbukser og ‑vest med spraglede tørklæder og flade, sorte hatte, er kendt for deres ternos (trestemmigt kor). De pragtfuIde Alentejo‑sange fås på CD. Serpas byfest er 24. ‑26. august.
Turismo: Largo Dom Jorge de Melo 2, åbent dgl. 9-12.30 og 14-17.30, tlf.284 544 727
5*Pousada de São Gens, tlf.284 544 724
3*Turismo rural, Casa da Muralha, Rua das Portas de Beja, tlf.284 543 150
Camping: Parque de Campismo ??? swimmingpool
Omgivet af frugtbare marker er Serpa et landbrugscenter med den kendte Serpa‑ost, Queijo de Serpa, fremstillet af fåremæIk ‑ som speciale. Rundt omkring byen ses små eremithytter. En let og Iuftig akvædukt udgør en del af forsvarsmuren. Bemærk det mauriske vandhjul, der er bygget til akvædukten. Gennem den monumentale nordport, Porta da Beja, flankeret af to runde tårne, kommer man ind tiI byens store åbne pladser og kønne huse. En charmerende og hyggeIig by.
På Praça da República står Camões’ bog, Os Lusíadas, opslået på IlI sang, vers 62 om Serpa, Moura og Elvas, omgivet af yndige huse. I Rua do Assento ligger Museu do Relogio (åbent ti.-fr. 10-12.30 og 14-17.30, entré, tlf.284 543 194, www.museudorelogio.pa-net.pt ), en samling på 1700 ure fra 1630 og til i dag.
Castelo (åbent dgl. 9-12.30 og 14-17.30, gratis) blev også her opført af Dom Dinis (1295). Indgangen er ikke for sarte sjæle: store, overliggende kIippestykker støtter hinanden! Men sådan har de ligget siden 1707, da spanierne sprængte en del af borgen i luften. lndenfor tv. ses et flot tableau: Den sidste nadver i papmachéfigurer i naturlig størreIse. Th. er det gamle fængsel indrettet til et arkæologisk museum (åbent ti.-sø. 9-12 og 14-17, gratis). De hvide huse var tidligere militærkvarter.
På markedspladsen, Largo do Corro (tidligere tyrefægterplads) ligger Museu Etnográfico (åbent ti.-sø. 9-12.30 og 14-17.30, gratis), og byens park er en botanisk have.
1/2 km uden for byen mod Vale de Vargo ligger Convento de São Francisco (1502), hvis kirkeportaI er imponerende med Dom ManueI 1.s våbenskjold, armilIarsfære og tovværk. De 20 franciskanermunke, har i sin tid haft rigelig plads ‑ klostret er nu aIderdomshjem! Sakristiet smykkes af meget smukke blå/hvide azulejos med São Francisco. På et af dem redder han fede, frække damer fra helvedes gab!
Tirsdag efter påske valfarter hele byen og omegn til Ermida de Nossa Senhora de Guadalupe for at bringe deres skytsheIgen ned til byen. Kirken ligger 1 km fra Serpa på toppen af Monte de São Gens ved pousadaen og ser på afstand ud, som om den er dækket med flødeskum. Herfra er der en smuk udsigt.
Serpahyrderne, klædt i fåreskindsbukser og ‑vest med spraglede tørklæder og flade, sorte hatte, er kendt for deres ternos (trestemmigt kor). De pragtfuIde Alentejo‑sange fås på CD. Serpas byfest er 24. ‑26. august.
Turismo: Largo Dom Jorge de Melo 2, åbent dgl. 9-12.30 og 14-17.30, tlf.284 544 727
5*Pousada de São Gens, tlf.284 544 724
3*Turismo rural, Casa da Muralha, Rua das Portas de Beja, tlf.284 543 150
Camping: Parque de Campismo ??? swimmingpool