Bag om Lissabon
Lissabon er en af Europas smukkeste hovedstæder, og dens gloriøse fortid som det portugisiske imperiums juvel opleves i arkitektur, museer, monumenter og musik. Hvil ud på en af mange fortovscaféer eller de kilometerlange, hvide strande, og glem ikke at nyde byens vin, mad og natteliv.
Lissabon, der på portugisisk hedder Lisboa, er en moderne storby og centrum for Portugals industri, kunst, kultur og videnskab. Den har bevaret fortidens charme og kosmopolitiske præg, og man møder mange nationaliteter og blandinger, især fra de tidligere kolonier.
Besøgende skal – som portugiserne selv – give sig god tid til at nyde de mange indtryk og kontraster, indbydende caféer og restauranter. Bybilledet præges af elegant klædte hverdagsportugisere. Blinde eller forhutlede tiggere bliver heldigvis færre. Nogle tiggerbørn er dog stadig initiativrige. De sælger praktiske ting som fx hæfteplaster (man kan få vabler af at trave op og ned ad Lissabons mere end syv høje!) Andre sælger lotterisedler – det helt store i Lissabon – hvor man i Casa da Sorte, lykkehus, kan se, om man har vundet.
Skopudsere findes overalt. For en slik bliver de støvede sko blanke, mens man læser dagens avis. En skærsliber spiller sin Gaita de Beiços, en slags panfløjte, mens han trækker cyklen med slibesten. Han reparerer også paraplyer. Zigeunerkvinder sælger sæsonvarer, lige fra bikinier til uldne sweatre, fra deres store indkøbskurve. Bliv ikke forskrækket, hvis de pakker sammen midt i en handel og ta’r kurven på hovedet og benene på nakken. De har blot fået et vink om, at en betjent er på vej – og pakker ud igen på næste gadehjørne. Men der er også elegante boutiques med portugisisk og international design.
Livet leves udendørs i byens mange forskelligartede kvarterer. Baixa, Lissabons centrum, genopbygget af Marquês de Pombal efter jordskælvet i 1755, er i dag fyldt med modebutikker, gadeboder og store, åbne pladser. Øst for Baixa træder man lige ind i middelalderen i Alfamas labyrint af snævre stræder, i det mauriske kvarter, Mouraria, og forsvarsborgen, Castelo de São Jorge. Brede boulevarder fører mod nord til det moderne Lissabon og mod øst til Zona Oriental med Parque das Nações, det tidligere EXPO 98. Vest for Baixa hæver sig det aristokratiske kvarter, Chiado, med gode indkøbsmuligheder bag art-deco forretningsfacaderne – og et tiltrængt hvil på de populære caféer. Bairro Alto har sin helt egen charme – om dagen går livet sin stille gang i de snævre gader; men om aftenen, når barer, restauranter og diskoteker slår dørene op, går det løs, og her festes til den lyse morgen. I Lissabons udkant ligger den charmerende forstad Belém, fyldt med monumenter og manuelinske mesterværker til ære for de opdagelsesrejsende.